Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

Tritogenia

Et Maanedsskrift, udgivet som Fortsættelse af Minerva. Udkom fra 1828-1830, betegnet 1.-7. Bind.

Om tidsskriftet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850tit/0199/sknr199641.htm

Udarbejdet af Niels Jensen

—

Dritogen i a4.

Et Maanedsſkrift, udgivet | ſom Fortfættelfe af Minerva,

ved Prof. K. L. Rahbek, » Etatsraad og Ridder af Dannebrog. -- 2

—

Parturiunt montes. 5 ; Hor, ep. ad Pis, -

Siette Bin d. Kiobenhavn. Paa Hofboghandler Beekens Forlag, krykt i Johan Peter Mandras Bogtrykkerl⸗

Birkners elſtede Foſtbroder Forfatteren af Statens Ven Tenkeren og Danneborgeren

Johannes Boye helliges. til Hoiagtelſes og Erkiendtligheds og Venſkabs Admindelſe nærværende Tidſkrift hvilket han hedrede med Yndeſt og Deeltagelſe, og dets Udgiver med Broderhyldeſt.

Han til fin Birkner gil, i Lyſets Hiem, Giv, Danmarks Genius! os flige Mænd tilbage, Naar du oprinde ſeer de gyldne Dage, Da vi paaſkianne og fortiene dem! Bakkeh. 31 Jan. 1830. i : å * ne K. L. Rahbek.

Yndhold

si É Side

Om Sinelars Deb, Sorgeſpil af Hendrik Wergeland, ved dg. ere te „%%% „„ 1. Bidrag til Tidernes Tegn. : | a) Om Forholdet mellem Sultanen og Pachaen af Wgypten. (Br. 3. No. 39777 17 b) Om Forholdet mellem Creekeindianerne og de⸗ . res Naboer. (Hamb. N. .)) 2 Rioget forelsbigt om Cromwells Caracter . . 23 Om det danſke Litteraturſelſtab af Prof. Nyrups Pa- pirer, med Tillæg af ude. 39 Hans Finſen om Folkemengdens Formindſfelſe ved OR ” Uaar i Island; . f. 5.0 D N 8 „ alen 62 Udſigt over de nyeſte Begivenheder „ „„ 63 Udflugt fra Godthaab til ujararſoak. (Af Hr. Doc⸗ tor C. Pingels Dagbog paa en Reiſe til det ſyd⸗ lige Grønland i Aarene 1828 og 299 . 73. Tegnelſer ved Udg. 2 h) Storbrittaniens ubenrigs ) Politik (uds draget af et Brev til Lord Aberdeen ved Mr. Gally Knight, BE Ak abERE« ved the SGleauer No. 183.) 954 98

*

9 ere ſtaaer ved de Trykfeit, inden ⸗ rigs. n 3 3

2 ) - p) Omen lidt bekicndt Ode over Indfodsretten, og - den rimelige Forf. deraf. (fort.). . 110 e) Om Frankrig — med Henſyn til den nærves rende Partiſpending af Br 8, No 146. + 118 Fierde Chriſtians Sværd, af Hr. Kierſtrup Rumohr. 123 3. Claus Friman ef Hr. Sagen, udaf norſke Morgenblad. 132 n Til Hellas efter Kongen af Bayern (ſee Gedichte 2 ; Deel S g) „ % 127 2. Themis ved Th F. Hurtigkarls Grau . + + 132 3 „udſigt over de nyefte Begivenheder . 135 Sand Retſkaffenhed og intet uden den giver Menne⸗ ſtet fin Hæder, (Fragment af en Tale af O. Malling 1785) „„ 143% i, Partlerne i Mexleo Wel e 5. 456 „ Cegnelſer j a, om den aronhme Ode (f f. H. S. 118) „ 173 2 FØDEN VT Noget om Ordet Pobel, af Pram (beſtemt : af ham til at optages i Udgaven af hans Skrifter „ „179 o. Curioſa af Aviſer . |” Om Landamman Suters SFiæbne i Appenzel 191 Om Marqvio Chavez i Lisſabn „ „ 195 9 Radſelſcener este fra „ „ 2197 Mallingiana Velvillie, Sang. af O. Malling . + 199 Beſtandighed af ſamme n 200 Taushed af ſummee . 201 Mandighed af ſamme 0 e „ „ „ 202 É. Mallings Do b. Cantate ved Univerſitetets Sor⸗ * gehoitid, af Hr. Prof. Oehlenſchlaͤger . . 204 „Hiſtoriſe udſigt ober de nyeſte Begivenheder . 208 *

ø 289 i

'Britogendta, dSctober 18 2 9.

b Om Sinclars Død 5 Sorgeſpil i tree ; : Acter ved Hendrik Wergeland. Ghriſtlania. Trykt paa Forf. Forlag hos H. 9 18280

. Nærværende Sorgeſpil har fra forſtiellige Sider — endog den færdeles Interesſe fraregnet, det maa have for Undertegnede, ſom den, der i ſi n Tid, og fra ſin Synspunkt har behandlet ſelv⸗ ſamme Wmne — ſaa meget, der med Foye kan antages at vælte danſke Leſeres Opmeerkſomhed,

at et Udtog deraf formodes ikke at ville være uvels kommen. Aemnet forudſeettes medrette fra Storms uovergagede Viſe at være kiendt af enhver, dern bar Sands for Fedrelands Aand og Fedrelands — Poeſie. Sorgeſpillet er i en lyriſſ e tilen SE. net Kong Carl Johan. | 9

bt Binde afte" Hafte. 1

1

Pa

2

Det aabnes paa Sinclars Borg i Skotland,

af Sinclar og hans Soſter. Hun ſoger at troſte

og muntre ſin Broder, der dybt foler, at Foruden Daad, om ſmerteriig, er Livet Kun Dod, hvem, Spot er ogſaa med i Folget,

|

Som faſt beleirer ham i egen Borg;

Forſt Fattigdom, „ſaa Orkesloshed, faa

Den bittre Spot. O dette er et Liv

Som Hercles vilde fort det uden Arme;

Et Liv, hvis hele Arbeid er at pudſe

De arvede Geverer;

da han maa indæde- ſin Forbittrelſe mod Brodal⸗

baine, der har fældet hans Fader, og tilintetgiort

hans Magt. Soſteren troſter ham, at hans

Sc vorer igien i Clanens tilvoxende Ungdom: ) Med den han bliver

Bil hundredarmede Gigant.

Han luke 15 en e at 9855 Fedres

: Skiold

Ma hænge blankt;“ 38555

e „ukaldet kommer ikke, Som Echo ikke uräabt, hvad du kalder En Leilighed; — fvarer Søfteren; men ſnart endes Samtalen, da hun ſeer Sværd glimte, hører en Trompet, og de ſee et Banner vaie, men et fremmed Banner.

år i

.

En ung Skotte, Ronald, hvem Lady Sinclar f Opregnelſen af Clanens ange, 9 9 85 nede, ſom Ham, der i Mørke ſeer ſaa gabi kommer at bebude, at Clanen er i Vaaben, og en Herold uden for. Han indlades, og bringer Rid⸗ der Georg Sinclar en Hilſen på Sverrigs Kong 0 Carl den niende, * Der tilbyder Skotlands Mænd Og Ridderfolk, ſom fidder ledigt nu, Og ſmager voemmelige Fred, en Laure, Som hænger høit bag Hav, Nordſtiernen nær, Men deſto nærmere ved Wrens Himmel, Og byder han tillige George Sinclar Hvem Rygtet nævned, med den forſte Landvind Som Helt for Daaden. on; beſkriver ham nu et Tog mod Norge ſom 1. en Heedersvei, fan guldbeſtroet 05 feiertætt ſom Vandring i et Tempel; 5 og ender da: . Nu grib J, Edle Sinclar i Min Konges Haand, den edle Carls, i denne. Sinclar dvæler, Ronald finder intet at betænke fig paa, da Heroldens Tale nokſom har forgylde

Haftet paa, det Sværd, der rœkkes e 6

Slaa, da de endnu ligne Knopper meer

denne rakker nu Herolden Haanden ſigende: Skiendt jeg i dette

Lady Sinclar, ſom allerede, da Herolben blev bebudet; havde advaret. fin Broder: Nu ſoger Wren dig; men ſpring ei over i Din Faders Gravhoi for at gribe den, falder nu heeftig i Ordet, og ſiger:

' Ha! hvad gior J, Broder! Ronald opmuntrer ham paa ny; Sinclar ſender Ronald bort efter ſin Ruſtning, og giver

spån Herolden Hind; ſigende:

Skiondt tildode jeg — Til Dodeſorn i det mindſte — Planer klemmer J dette Haandtag, ſom mit Hierte lage Vel nærmere, end Gothekongens Seir,

End Frugt, og ba, jeg mettet er paa Fred,

Der ſmager akelt, ſom J J ſiger, fværger

Jeg nu din Konge, Carl, de Gothers, og

De Venders, Huld⸗ og Tro ⸗ſkab,

Sioſteren bebreider ham paa ny, at ogſaa 52 hendes Forhaabninger herved gage til Grunde, At Eders Soſter, ſom J tit har ſagt,

J elſted meer, end Eders Faders Minde,

Ja jevnhoit med Jer egen Wre, flal

Henvigne einſom pan fin Faders Grav,

3

— Blanbt Valmublomſterne, ſom pynte den

Med doſig Nikken, for at dysſe ham,

Der ligger der uhævnet, brømmende , Uroligt om fit Nederlag, i Glemſel Om dette, og om, at han har en Son,

Som eget Hierte glemmer. Vil du glemme,”

BR; Du arved af hans Liv et Mod, og af

7

Hans Dod en Hevn 7 ak! odſle disſe bort ; r Land, mens — Forgicves foreſtiller han hende, at, naar

- bette Togt lyttes, vil det bringe dem deres Onſter EX

og Lofter nærmere. Da hun foreholder ham: Ha Sinclar!

En Son kun fødtes for at doekke

Sin Faders: Grav: med Herder,

og viſer ham hans Ønffer giemte bag den Hoi

Som fremmed Land ham ſtienker.

2 barer han:

* Disſe Dred, »uſkionne Blomſter er fra Qvindehierter.“ „Men ſkionne i en Datters; 0 jeg veed,

Min Fader lugter dem og gledes. ; i gienmelder hun, og bliver ved i denne Tone, far

han efter, at have advaret hende, Lad os ikke files ad med Hierter, End foldere og eee end N 5

25 —

3

drede, ſi ger han

6 falder Clanens Fane, fryder ſig med Herolden over fine Folgeſvende, og byder hende nu et bros

derligt Farvel fuldt af glade Forhaabninger for

ſig og hende; men uden at dele disſe griber, hun begeiſtret i Harpen, og udbryder: Kommer du til Norrig, jeg ſiger for ſand:

; Ye aldrig bu fommer tilbage.

Ruyſtet ved denne Cas ſandraſpaadom ſiger

; Sinclar: Hoi ſpager du mig ulpere ? o borther

Ei Sinclars Mod. e Nu hores en Sekkepibe, Sinclar underretter

ſig om Antallet paa fine Følgefvende, og da han

erfarer, at de, hans Clan iberegnet, ere fer hun⸗

Nu! jeg fører

ö Ser hundred ikke hiem; men hvo der kommer Har ſterkre Arme, mere hærdet Mod,

Og Minder, ſom kan foreſynge Modet Net mangen Daad. Og hvo, ſom ikke kommer,

Han blier en tvungen Gieeſt i Fiendeland,

Som maa ham laane Bolſtre til hans Dram, Den lange) om hans Daad, ſom Helten ei J Graven glemmer. Han gager med Herolden og Folget, og hans Soſter ſlutter Scenen med en heftig Apoſtophe til den Burlgagende:

; opføre" hånde 1

Gan! glem din Faders Uffe, ſpot din Wre, J det du jager efter fremmed ange Ses Skygge. Maaſfkee vilde faavel bet Hele, J. iſer Slutningen, Ha tree Gang vee — d Redſler ſlaae min Barm —

Det Hierte, ſom vil fælge faa fin Arm!

Ha! ſeer jeg ret! — det Tog et Liigtog er;

g Han flyer, for aldrig hiem at komme meer!

have giort endnu ſterkere Virkning, hvis hun havde ſtllt ſin egen Sag mere fra ſin Faders Blodhevn.

r Mellemſpil, ſtode tvende Born, en

Dreng og en Pige, fom fee. fra Stranddredden ; efter Sinelars börtſeilende Skibe, Ladi Sinclar

der kommer til, kled i Sorg, uvitterlig og ufor⸗

fætlig, mangen Dolk i Hiertet, i det de vil more

hende med deres barnlige Lege, og, ſom hun ſiger,

Et Sorgeſpil udtoenkt af

En Demon viſt, men af uſkyldigt Barn

Fremſagt og ſpillet. J anden Act er Scenen i Norge i et iel» i

» pas mellem Romsdalen, og Guldbrandsdalen. 7

Ronald bringer Sinclar en ſkudt Tiur, og beder, at han maatte rette den an til ham lil Middag;

8 *

len Sinclars Hele Opmeerkſomhed er ſpondt eſter

en Luurtone, han venter at høre; den lyder; han giver Commandoen til fi in underbefalingsmand, n

og iler bort med de Ord 5 Mit føde Sukl jeg kommer. Dette harmer Ronald, og han fværger ved

in Faders Been, engang at qvæle dette. heeſe Ge⸗

— =>

5 ) Debræg ; nu bringe nogle Skotter en fangen Nord⸗

mand med Kone, hvis ſtolte Svar og Adfærd

38 gior, at de overmodige Skotter hænge dem begge.

Skotterne ytre deres Utilfredshed med Sinclars Nolen her paa Stedet, og Ronald lader en Kugle lobe i ſit Gevær, for at ſtoppe den Floite til, der

bilder ham. Et Vibeſtod af Underbefalingsman⸗

den kalder dem bort. Scenen forandres, vi fee, uden for en Sater⸗

hytte hoiere i Fieldet, Ragnhild Segleſtad med

een Luur, ventende fin Elſker, der — naturligviis | er Sinclar, ſom kommer. For to Dage ſiden

har han fort af Lurens Klang, ſom afs

En Engels døende Selvvingeſlag fundet. Ragnbilb her, og vundet hendes Hierte; 8 ved Hun endnu ilke, hvo han er. Hun ſporger:

Hvad ſkal jeg ſige

"Bin Går i ban vil 300, det! var en Trold,

1

1 9 2

£ Som laante af en Falk ſit brune Øie,

Af Lyngens Blomſt ſin Farve, for at muntre

En Sætergiente Tiden — og til alle

De Dalens Giemter, ſom vil ſporge, naar De mode mig i Kirken, pyntet med Din Skuepenge, hvad han hedder, fom

Troloved Ragnhild, mens hun lade paa Fieldet,

Og Himlens tauſe Engle kun var Vidne? — — — ikke for en Eneſte

Maa du bet; Navn, du bærer kun for mig,

— ——— — 0c c «c

— — — — — — Du blegner.

Min Elſktel hedde. O hvad hedder du! Sinclar undviger Svaret under brendende

Kierlighedsforſikringer. Ragnhild beroliget for⸗

tæller ham nu med ſamme Troſkyldighed, at i Dag

var kommet Bud fra hendes Foders Gaard at bebrei⸗

de hende, hun ikke havde lyſtret de vrede Bauners Bud, og befale hende, hvis hun leved end, at

være hiemme med Hiorden, for Soel gaaer ned. 85 Thi mægtig Fiende, ſom af Morbdlyſt

Alt Bytte lader bag ſi fig, til han kan Opſamle Alt, ſom paa en Valplads, flynger Sig giennem Landet, ſom en Drage, under Hvis giftopſvuldne Bug hvert Gresſtraa visner" Jeg frygter ei; thi Fienden troer jeg ei

Saa nær, ſom 8 5 der forfærdede)

v * *

*

10

Min Elſkovsdal; men jeg ulydig være

Imod min Fader frygter. Kicere! du

Maa kicempe for det Land, ſom gav dig Ragnhild! Endnu ſoger Sinclar forvirret og fortvivlet

at 1 men nu opgiver Ragnhild hin For⸗

dring, og blot beder van for 5 egen Frelſes

W |:

| Folg mig bim!

Toi Noverhoben, med dens Luetand

Som gniſtrer foran. Sinclar — ſaa ham neevned

Med blodig Finger Rygtet — maa nu mode

Din tauſe, din forunderlige Vandring

— — — — — Pordarvelſen

Som Fosſen giennem aabnet Dalſtrog ſtyrte,

Og mode dig, og fluge dig — thi Sinclar

Ved Fakler feer kun, peger kun med Glavind,

Og Doden qvæler Sukket, hvor han traadde .

BA

Man ſeer, at jo mere hun trænger paa ham, jo umuligere gior hun ham det at give fig tilkicende; men endelig maa den frem, den gresſelige Hem:

elbe ug griber hendes Haand, og ſiger Giem ei Mistroe ; Om jeg har giemt min Aabenhiertighed, 0 Om Navnet, ſom din elſkte bær i Verden, Thi Norge, ſkiondt den bedſte Deel af 1 Maa 5 det .

11

Et Folge,

— Med Re imob din Konge ſtrakt,

J mine Fodtrin ſortner. Hør min Ragnhild Jeg er dit Kicereſte: du er mit Liv;

Men jeg er Sinclar. ER ' Ragnh. (river fig los). Du! II ei Grand! — 8 bu! Sincl. Naar jeg min Eed har Gothekongen bragt, Og aabnet Elsborg Aandernm med Hæren,

Som laaner blot til Giennemtog dit Land, F . Ragnh. e. Du, Sinclar! Du! o hvis b Du ikke loi,

Du 5 dit Sværd mod mig. Jeg hader Sinclar, Mit Had, mit enefte, det hedder Sinclar,

Og hvis — Hvis du er ham, laan mig dit Sværd, Saa vil jeg: under føde Kys dig drehe,

Og vie dig til mig, naar du uſkadelig

For Norge er. Jeg hader Sinclar

Med al min Galde, og jeg vil kun leve

For ham at dræbe, men jeg elſker den,

Her ſtager, med hver en Draabe Blod, og ham

Jeg dode for, at han maa: leve,

Sinel. Din Smerte og Din Graab, min Nagn⸗ MES hild, fom Du blues mig at viſe, er mig ſode 52 Og ſterke Talsmoend, at din Elſkov jeg

ez

1

—

—

£

19

Ilibe finder, naar jeg let og meb En fværdtom Hofte, hid gienvandrer, for Din Faders Ord med Fred at vinde; thi Han veed: af ærlig Fiende Grlig Ven! Du er det eneſte Klenod „ jeg rover 8 rige Norge, og et Jomfrumord Som Himlen ſigner ſelv, eet ene Mord. 3 denne Drom, at han efter at have undſat

Elvsborg, ſkal nedlægge fine Vaaben, og komme

tilbage fredſom at beile til hende, inddysſe de dem, dog ikke faa, at jo ifær e har hoiſt mod⸗ fatte Anelſer. ;

Et Mellemſpil viſer VEJ atter Lady Sinclar

med de tvende Born, der lege om hende for af

more hende, men der — ifær Anna — martre hende med ſande uheeldsord, ſaa hun endelig viſer dem fra fig, og udbryder, da hun er ene:

Har jeg — min Gud! ved mine bittre Oord

5 Den Gang min Broder, ſom er dog mit Hoved,

Blind valgte mod mit Raad en anden Vei, Som forte langt fra Fedreland, og hvad Der var hans Pligt, ſin Stammes Hæder i i;

Diens gamle Hiem, ſin ſtakkels Søfters Vel,

Der ſidder ſom veemodig Sortdrosl ene! Har mine — Gud! de bittre Ord indviet

Fed til hans onde Enger? War, en enn

13 i; ;

Indbleſt en Gniſt af Onſket i min Simi

At George maatte bode? Ha ſaa ſtraf!

Min Gud! bliv ved at ſtraffe, ſom du har Begyndt, med Smaaberns Tunger mig at pidſke, At pidſke min Samvittighed i Veiret

Som ſonderrivende blodſteenkt Hyene.

Men hvis du naadig er, lad mig ei hore

De Anelſer, ſom tauſt med Vampyrtand

Og Blik, ſom natlig Morders Fakkelbrand

Og Gienfcerds Vingeſlag mit Hierte bide.

Sidſte Act er i⸗ ſelve, Kringen, hvor Guld⸗ brand Seigleſtad, Ragnhilds Fader, fees omringet - af idel gamle eller meget unge Doler⸗ 92 han opmuntrer at hore f

Et Ord, ſom folder deres gamle. Bosſer, Med Himlens ſikkre Lyn, og⸗-feier Ruſten Blot ved fin. Aande bort fra Ørens Tand, Og gior det Sværd, ſom ſortner af Indtorret Blobdug fra jer Vaar, til Solens „Vildgniſtrende Straale ved Skierſommerhimlen Og bleſer Eders Hierter op til Modets … Utommelige Kogger; dette Oed

Er Fedreland.

Med Nordmands 848 00 rale 9 da eee leve I Norge leve!

—

op

Denne Begeiſtring vedbliver, ba i det ſamme Ragnhild, ſom Guldbrand troede dræbt af Fien⸗ den, kommer til; midt under hans Glade herover kommer en ældgammel langſkicegget tunghor Do⸗ ig lekar fulgt af ſin Sonneſon, at tage med fin Rif⸗

fel Deel i Striden. Guldbrand vil viſe ham hiem, ſom altfor gammel, men han vedbliver fin Fordring. e Hor du, Guldbrand! Lad mig fane ſkyde een af Norges Fiender,

End for jeg deer.

Ong henrevet af denne Ofbingsbegeiftring ſiger Guldbrand Ja ſtage, du gamle Stubbe! Tor hænde, over Dig en Skotte ſuubler. | Nu anmoder Guldbrand ſin Datter at gane ; hiemtil ſin Moder: $ Imens din Far et Oieblik J Jer glemmer,

38 Og mindes Gu og Nor alene.

Efter lang indvortes Kamp beder nu Ragn⸗

hild ham ſkaane Sinclar. Dette optages med

almen Forundring og Mishag. Efter at hun har

… nogen Tid forgicves kicempet mod denne Stem⸗ ning, beſinder hun fig pludſelig og ſiger:

Jeg fælger Norge Seiren for den Priis.

—

15

j Hun. glor dem nu opmeerkſomme paa, at det nøgne Field let og ſnart vil robe deres Plan, men tilbyder ſig ſelv fra en Klippe, der ligger modſat Kringen, med ſin Luur at forlokke Fienden, Saa om end Luur de horte for, dog hvert

Et Fiendeore Hinene ſtal drage Og faa med Blikket al Opmeerkſomhed,

Mod denne fareloſe Steen alene

Fta Fieldet, hvorpaa Døden ruger,

Dette forleder dem; de love hende, at Sin⸗

AT ei jkal doe, og ſende Bud til Fogden Gram,

At Ragnhilds Luur ſkal give Tegnet

z Naar de har Skotten fat; ved tredie Tegn Han vælte Styrken frem.

De gage nu alle, paa den gamle Dol ner, der

… intet har hort af alt dette, og er bleven ſiddende. Ragnhild yttrer vel nogen Frygt for denne dove Olding, men i ſin Glede beroliger hun ſig dog

ſnart, og iler nu paa den aftalte Klippepynt, hvor⸗

fra hun, da hun feer Sinclar komme i Spidſen

for Skotterne, bleſer trende lange Toner giennem Luren. Sinclar, ſom i dem troer at høre hendes. Farvel, ſtandſer med Toget, men i det ſamme lægger Ronald, der i anden Acts forſte Scene lo⸗ 5 vede at ſtoppe denne Flite med fin Flintekugle, fortørnet: over, den after. ſtandſer dem i denne

7 314

Jud, an pan Ragnhild bag Sinclars Ryg, og

OR ſtyder hende, og i det nu Sinclar bedovet ie

hen imellem ſin Hob for at gribe Morderen, fig,

ter den gamle Dolkarl fra ſit Skiul paa ham,

* der ham, og raaber Aue For Norge! * Under ſamme Harraab ſtyrter Guldbrand Segleſtad i i Spidſen for Dolerne frem over Skot⸗ teheeren, og under Vaabenbrag falder Dakket. Da ikke Henſigten er, at omhandle Stykkets poetiſte eller dramatiſke Gærd, men blot at viſe den Hendighed, hvormed dette Emne har ladet . ſig læmpe til fin nærværende Beſtemmelſe, forbi⸗ gaaes det folgende, hvor Scenen er i Skotland hios Sinclars utroſtelige Soſter, og der altſaa ikke FR: til vort Formaal, kommer i i Betragtning,

K. R.

wa

17 Bidrag til Tidernes Tegn.

—

a) "Journal de Commerce, ſom alt oftere

har mebdeelt udførlige Correſpondencer fra Ggyp⸗ ten, der ſynes at komme fra en vel underrettet

Mands Pen; leverer folgende Skrivelſe fra Alex⸗

andrien af 30 Auguſt: „Mellem vor Paſcha og Porten finder afgiort

Misforſtaaelſe Sted; denne ſynes at være kommet i Anledning af en Fordring fra Sultanen om Af—

ſendelſe af en Her, at ſtaae Conſtantinopel bi.

Mahmud Ali har ſvaret med Undſkyldninger, der grunde dem paa Veiens Befværligheder og Weggyyptens ſorgelige Tilſtand. Men der gives

ogfan endnu andre Aarſager til Tvedragt og Miss

tro mellem Suzerain og Vaſall. Divan har en Reform i Rigsforvaltningen i Sinde, hvilket vilde

omſtyrte Paſchaernes Magt. Skulde den foreha⸗ vende Plan komme i Udſorelſe, vilde uden Tvivl

det forſte Slag ramme Muhamet Ali, den frygte, ligſte blandt Alle, formedelſt det Navn, han har "erhvervet fig, og den høje Mening, man i Tyr⸗

kiet har om hans Caracter og hans Magt. Skulde

det lykkes, at blive færdig med ham, vilde hans Fald drage alle de anbre Paſchaers efter fig, Barbariet, f. Ex. der har nægfet. al ee

Ote Blinds afte Hefte. 5 2

—

Ud

8

vilde have ſamme Sklebne med Agypten, der ene

er i dette Hieblik iſtand til at underkue det. Por,

ten har altid ugierne feet vor Paſchas Ophoielſe,

og betragter den, ſom Oprorets Verk. Paſchaen

vilde for længe ſiden være ſegnet under fin Her⸗

ſkers Hævn, naar han ikke ſtedſe, underrettet

itide, havde vidſt, at befrie ſig for Overbringerne

af Silkeſnoren, hvoriblandt engang var den Pa: ſcha, der fulde have loſt ham af. Man paaftaaet, at efter Moreas Capitulation en ny Dodsfirman

er opfnappet i de ſyriſke Yrkener.

Porten viſer fig i denne fin Uvillie mod Pa⸗ ſchaen "baade uretfærdig og utaknemmelig; thi

mellem alle Rigets Paſchaer er der ingen, af hvem

8

den har erholdt mere Biſtand, end Muhamet Ali.

Han har ene til Slutning baaret hele Byrden af

Krigen med Grækenland, han har tømt fine

Stkatte, ofret fin Flaade, og han var vel nodſaget

at være. Sultanen ulydig for at redde Ruinerne af

„ſin Armee, og fin egen Son. Den ſidſte Firman, der gientog den Befaling at ſende 20000 Mand under Ibrahims Commando til Conſtantinopel, : indſkicrpede tillige. Paſchaen at ind ſende fit Regn⸗

ſkab over Indtægter og Udgivter, og erkicende, han, ſom enhver anden Paſcha, kun er Portens

19

lønnede Tiener. Et ſaadant Sprog. er under de nærværende Forhold alt for hoffœrdigt.

J en Familieforſamling af Paſchaen, hans Son, og begge hans Svigerſonner, blev beſluttet, i Intet at efterkomme denne Befaling, og man troer endog, at en Paſcha, ved Navn Ibrahim, der er dt af Divan af retlamere Skibens fra Havne, endnu kan vente længe, inden de tor gaae i Søen.

Imidlertid er Brudet endnu ikke erklæret, da Hieblikket ikke er Porten gunſtigt. Den vilde hid⸗ til betyde Paſchaen ſin Utilfredshed, for at fore⸗ bygge den Virkning, et Exempel paa Ulydighed, ſom de under nærværende Omſtendigheber kun forde være alt for tilbsielige at efterligne, vilde have paa de vorige Paſchaer. Hvad nu Muhamet Ali angaaer, enten han nu tor troe, intet at vinde - ved en Krig med Sultan, eller han har til Henſigt ikke at ville drage Skinnet af Uret over ſig, faa ſynes han nu eengang ikke tilbøielig at gribe Ini⸗

tiatiden til Fiendtlighederne. Imidlertid ruſter han fig til ethvert Tilfælde. Kyſterne ere befæs. ſtede paa det bedſte. To Fæftninger have fig. ved Abukir og Arabernes Taarn, de to eneſte Lan⸗ dings punkter; Armeen fuldſtendiggiores ved nye 2 * 5

20

Uoſtrivninger, hvorved den ſkal bringes til 30— 35000 Mand Inf., og 3000 Mand Cavallerie, excercerede paa europeeiſk, foruden de i Mecca og Cordufan brugte Tropper. Ved Hielp af de na- turlige Forſvarsmidler, der komme af det med Orkener omgivne Lands Beliggenhed, er denne Magt tilſtrokkelig til at ſlaae et Angreb tilbage, naar nemlig, hvad der er det ſtore Spørgsmaal, Araberne forblive troe. Man gior Tilberedelſer at ſende et Corps paa 8000 Mand ſom Beſcetn ing i en Feſtning hin Side Orken mod Syrien paa Grendſen af Paz ſchaliket Egypten. Fra Soſiden, ſynes det os meget vanſkeligt, at Tyrkerne endog blot kunde vedligeholde en Blokade, iſer om Vinteren. Pa⸗ ſchaens fem ſtore Fregatter, der ere meget gode Seilere, vilde vere meget frygtelige for fiendtlige Krydſere, der gemeenlig kun ſeile ſlet. Men og⸗ ſaa pan Havet var Frafald at befrygte. Alt vel overveſet, kan Paſchaen intet giore bedre, end at interesſere de europeiſke Magter for fine Emanci⸗ pationsplaner, Alle maa onſte et Lands Vel, der kan befrie Europa for en Deel af de Tributer, det betaler til America, og der falde paa Vare, ſom det maa hente ſaa langt borte. Sfær vilde Frank⸗ tig Funne-betinge fig ſtore Handelsfordele derved.

21

Efterretningerne om de rusſiſke Heres ſeneſte

Fordele har i Alexandria aldeles intet Indtryk giort. Conſtantinopels Erobring, ſom man dags

lig har ventet at høre, vilde for Folket veere en ligegyldig Begivenhed. Wgypten er i Virkelighed adſkilt fra det osmanniſke Rige, og Aan er udſlukt. (Br. Z. No. 397). :

b) (S. f. H. 138). Et Ny-⸗Yorkſt Blad ins

. beholder om Creeksindianerne en lang Artikel,

hvori det blandt Andet hedder: Da vore Forfedre

grundede den amerikanſke Friſtat, vare ogſaa de

indfodde Bilde Gienſtand for deres Opmeerkſom⸗ hed; alle Forholdsregler blev tagne, for at civili⸗ ſere dem efterhaanden, og med Hovedſtammer⸗

ne afſluttedes Fordrag, der beſtemte Greendſerne

af deres Landemerker, og tillige fra de forenede Staters. Side indeholdt det Løfte, paa disſes Be⸗ koſtning at ſende hine Hovedſtammer Huusdyr, Bohave, Smykker, ja endog i nogle Tilfelde ogſaa Perſoner, af hvem de ſkulde faae Underviis⸗

ning i Agerdyrkning og huuslige Arbeider. Dies 3

medet af disſe Fordrag ligger tydelig for Bine; man vilde civiliſere de indſodde. Disſe antog de

giorte Forſtag, og have hidtil ved alle Leiligheder

viiſt det alvorligſte Onſke, ikke at fee deres Slæge

ter uddoe. Vore Forfedres, menneſkekierlige Po⸗

* —

22

ini, der ogſaa endnu ganſre ſerbelez fulgtes ! Aaret 1812 ved Preſidenten Maddiſon, har hos mange indiſke Stammer været af de bedſte Fol⸗ ger; men de meeſt glimrende Reſultater har den ydet hos den cherokeſiſke Nation, der er gaaet langt frem for de andre Indfodde, og i dette Hieblik ved en raſtvoxende Befolkning, der i Aaret 1825

var over 15000 Menneſker, har Agerdyrkning, Handel, Haandteringer, og en repreſentativ

Forfatning, der er bedre, end mange moiſomt

udarbeidede Forfaininger hos deres europeiſke

Medbrodre. ; Den Tale, General Fackſon i Marts i. A.

. holdt til Creeksindianerne, og det Svar, der en

Maaned ſenere tildeeltes Cherokeſernes Afſendinge fra Statsſecretairnes Side, antyde en Afvigelſe

fra vor Beſtyrelſes tidligere Politik. Preſidenten

fi iger nemlig i fin Tale til Creeksindianerne, at de

' maatte forlade deres Bopele, da de levede hans

hvide Born for næv til, at kunne leve i Fred med dem. Dette er nu viſt nok en kort og fyndig

Maade at loſe Knuden paa, og faa tydeligt et Sprog, ſom en Militairperſon nogenſinde kan fore.

Mod Cherokeſerne antager Regieringen imid⸗

lertid en anden Tone; den beraaber fig pad visſe

Grundſclninger og Paaſtande. Den ſiger nem⸗

ku: 23

lig: Eherokeſerne havde i Revolutionskrigen været Storbritanniens Allierxede; Regieringen havde i den ſenere fluttede Venſtabstractat kun tilſtaget dem et viſt Landemerke til Jagt. Ved de fore⸗ nede Staters Uafheengighedserklœering vare Unio⸗ nens oprindelige Stater, Nordcarolina og Geor⸗ gien iberegnede, indtraadde i Storbrittaniens Rets tigheder; disſe tvende Stater havde aldrig afſtaget Unionen. deres Souverainetets og Jurisdictions Rettigheder, og havde følgelig endnu ſtedſe Foye af udove disſe, uagtet alle af den fæderative Re⸗ giering ſluttede Fordrag, og den af de forenede Stater givne Garantie (hvis nemlig det Foregi⸗ vende, at en ſaadan nogenſinde er givet, virkelig ſtulde være grundet) kunde ikke giore noget Skaar 1 Georgias Souverainitet, da Unionen ikke havde Magt at indgaae en ſaadan Garantie. Columbus i Nordearolina d. 18: Julii. Nogle Bevegelſer, der paa nogen Tid hapde fundet Sted blandt Indianerne, og der bar et ſiendtligt Preeg, have her opvakt megen Uro. Blandt Creeksindianerne er holdt abſkillige hemmelige Raadöforſamlinger, ſom man troer, i Henſigt at aftale krigerſte Operationer mod Grend⸗ ſetolonierne. J Folge den herved. foraarſagede Uro; aflagde nogle af vore Medborgere for nogle.

24

Dage ſiden de forenede Staters Agent hos Creeks⸗

indianerne, Oberſt Crowley, et Beſog i Fort Mitchell for at indhente noyere Kundſkab. Om

Reſultatet af dette Beſog berettes folgende: Be⸗

mældte Agent udſiger, at adſtillige Lønraad havde

fundet Sted mellem Overhovederne, at han ved

adſtillige Indianere havde erfaret, hvorledes i disſe Raadſlag var beſluttet af Creeksindianerne,

at leve og doe paa deres Grund, at dræbe Agenten ſelv, at begynde en Udryddelſeskrig, 1 myrde alle veſtlig for Flintſtrommen levende Hvi:

de, og hvis der ſkulde blive ſendt Tropper mod dem for at bekrige dem, at drage dem tilbage i

Moſerne, og der doe kicempende for deres Fedres Grund og Jord. Disſe Efterretninger, der ikke forekom Agenten meget ſandſynlige, havde ikke ſynderlig foruroliget ham, for en gammel agt: værdig; Hovding af Crecksindianernes, ſom han al Tid havde ſlicnket fin fulde Tiltro, og der til Giengield altid havde viiſt ham ſtorſte Venſkab, kom til ham, og bekreftede Efterretningerne, med

8 Tillæg, at han ſelv ogſaa havde givet fif Samtykke

dertil, men dog følt for meget Venſkab for Agen⸗ ten til at kunne fore det over ſin Samvittighed at bave opofret ham uden foreggaende Varſel. Han e 0e ſremdeles, at ber var afferdiget

VA

25:

Deputationer: til Cherokeſerne, Chockaverne, og Semilonerne at opforkiwe dem at træde til; men

at man hidtil kun havde faaet Svar af Cheroke⸗

ſerne og med Samtykke; og ſluttede han med at anmelde, at Creeksindianernes Formand, Roſs, belavede fig paa en Tale til Nationen, hvori han

raadede den, aldrig at forlade. fit Land og

bræbe hver Hviid, der overſkreed Grendſelinien. Hamb. N. så: 8

8 Noget foreløbigt om Cromwells Caracter.

Ved at underſoge et gammelt Archiv, ſom tilhørte Familien Cromwell, har man. for fort ſiden fundet

lyder efter Morningchronicle, ordret, ſom folger: Det er hoi Tid for mig at gisre Ende paa Eders

Sidden pan et Sted, ſom J har vanæret med Foragt for enhver Dyd, og beſudlet ved Udovel⸗ ſen af enhver Laſt. J er et Pak af Uslinge, der er tilfals, og vilde ſom Eſau fælge Eders Fedre⸗

land for en Ret Lindſer, ſom Judas, forraade

Eders Gud for faa Solopenge. Er vel endnu een eneſte Dyd at finde hos Eder? Gives der en

U

et meget interesſant Document, den Tale hvormed Oliver Cromwell opløfte det lange Parlament. Den

26

Laſt, J ikke beſidde? — J have ikke mere Reli⸗ gion, end en Heſt. Guld er Eders Gud, Hvo af Eder har ikke bortbyttet ſin Samvittighed for Stikpenge? Er der een eneſte blandt Eder, hvem Almeenvellet ligger det ringeſte pan Hierte? J æreløfe Niddinger! have J ikke vanhelliget dette bellige Sted, og forvandlet Herrens Tempel til en Roverkule? Ved Eders umoralſte Grundſetnin⸗ ger og ugudelige Haandteringer ere J blevne den ' hele Nation yderſt forhadte. J, ſom hidſendtes af Folket for at afhielpe de Onder, der tyngede det, ere ſelv blevre Folkets ftørfte Onde. Eders Land affordrer mig derfor at renſe denne Augias⸗ ſtald, i bet jeg gior Ende paa Eders ſkiendige For⸗

,… handlinger, og leg er kommen med Guds Biſtand,

og med den Kraft, han har forlenet mig, at giøre det. Jeg befaler Eder derfor, faa kicrt J har Eders Liv, at rømme deite Sted, Ud! aſſted med Eder, hurtig! J kiobelige Slaver, op og ud! tager dette glimrende Legetsi (Talerens Scepter) med, og lukker Dorrene efter Eber.“

| 8 JForbventning af fuld hiſtoriſt Hiemmel for, at at denne Tale virkelig er af Cromwell, og holdt af

ham, ſynes det ikke upasſende, at meddele Miſtris

Macauleys Beretning om denne Begivenhed, ſaale⸗ bes ſom den findes i- hendes History of England v

FSA

27

Bind, da den ſynes mere overeensſtemmende med Cromwells Caracter, og Fremgangsmaade, end en ſaadan set speech. ö „Medens Cromwell ſad i fuld Beraad med fine Tilhængere — om de Forholdsregler, der vare at tage mod det ubsielige Parlament — bragte Oberſt Ingoldsby ham Efterretning, at Parlamentet var ſamlet, og havde Wmner fore, der vilde foranledige adſkillige Forhandlinger, far de kunde blive opløfte, Cromwell foer op i en til; ſyneladende Raſenhed, og beordrede nogle af Of⸗ ficiererne at hente en Commando Soldater. Med bette Folge haſtede han til Huſet, hvor han fatte fine Myrmidoner ved Doren, i Forſtuen, og paa Trapperne; og efter at have fortalt St. John, at han kom med et Forehavende, ſom bedrovede ham indtil Sielen, og ſom han alvorligen havde med Taarer bedet Herren ikke paalcegge ham, tog han Sede. - Han horte paa Forhandlingerne, angaaende SOplosningsbillen, og ſagde til Harriſon, en er⸗ lig forrykt Fanatiker, at han anſage Parlamentet modent til en Oplosning. „Dette Vork er meget fort og farligt, ſvarte Harriſon: jeg onſker, J alvorlig tager bet i Overveielſe, inden J indlader Eder derpag.“ Herpaa fab Cromwell ſtille endnu

2

*

—

—

28

et Qvarteer, men da Sporgsmaalet var færdigt

at fremſættes, ſagde han til Harriſon: det er Tid; jeg mad giore det! foer op, ovèroſte Parlamentet med Bebreidelſer for Tyrannie, Aergierrighed, undertryrkelſe, Plyndring af det Almindelige, for ikke at have Hierte til at gisre nogen Ting til deres Lands Vel, og for at have antaget Presby⸗

terianernes og de Lovkyndiges fordeervede Sag,

der underſtottede Tyrannie og Undertrykkelſe, han udraabte: Afſted! "giv ærlige Mænd Rum, faa» danne, ſom troligere vil opfylde, - hvad dem bes troes; 8 er ikke længer et Parlament; jeg ſiger Eder: Jer ikke længer et Parlament; Herren er ferrdig med Eder; han har valgt andre Redſkaber

til at fortfætte hans Verk.“

Da Sir Peter Wentworth anmerkede, at

… det var forſte Gang, han horte ſaadan ufømmelig

Tiltale til-Parlamentet, og at det var desmere

grqsſeligt, da det kom fra deres Tiener, og en Tiener, ſom de havde hoilig forbundet, gik Crom:

well midt i Huſet, afbrod der Wentworths Tale,

og brolede: Kom, kom! Jeg vil giore Ende paa

Jer Prat! Jer intet Parlament; jeg ſiger Jer:

J er intet Parlament. Jeg ſtal giore Ende paa

Jer Sidden, Kald dem ind! falv dem ind!“

29

Delte overordentlige, Sprog — anmerker

Noten — geleidede Cromwell med at hugge i Jor⸗

den, og ſtampe med Fødderne ſom en gal Mand. Paa hans Befaling aabnede Betienten, der havde Opvartning i Parlamentet, Doren for Sberſt Worsley, med to Geleder Mufketerer. Cromwell fortalte nu Huſet, at han havde bedet Herren Nat og Dag, heller at flaae ham, end fætte ham til ſaadan Gierning, gientog fine For⸗ nermelſer til Huſet i Almindelighed og adſtillige

Medlemmer i Særdeleshed, tvang Taleren at

forlade Stolen, drev Lemmerne ud af Huſet, gav Sceptret til en Soldat, og befalte ham at tage det Narrefias bort, lukkede Dorrene, og gif hiem

til ſit i Whitehal.“

Hume, der — ſin aldeles modſatte politiſke É Troesbekicendelſe uagtet — fortæller denne Begi⸗ venhed aldeles overeensſtemmende, tilfsyer folgende Perſonalier. „Da Sir Henry Vane ivrede mod

denne Fremgangsmaade, raabte Cromwel med lydelig Roſt: O Sir Henry Vane! Sir Henry Vane! Herren fri mig fra Sir Henry Vane!

Martin tog han i Kiolen og ſagde: du er en Skiorlevner; til en anden: Du er en Hoerkarl! Du er en Drukkenbold og en Fraabſer til en tre⸗

die; og til en ſierde: du er en Blodſuger.“ Og

2 å 30

ſlutter han Fortællingen ſagledes: „Paa denne raſende Maade, der ſaa vel betegner hans ſande Caracter, tilintetgiorde Cromwell uden ringeſte Modſtand, eller blot Knur, denne navnkundige Forſamling, der havde fyldt hele Europa med Ry af dens Handlinger, og Forbauſelſe over dens Forbrydelſer, og hvid Begyndelſe ikke blev ivrigere onſtet af Folket end nu dens endelige Opløsning,

*

Noget mere om Cromwells Caracter af „Voltaire.

[1 (Diet. pbilos.) * ry

7 Man ſtildrer Cromwell, ſom en Mand, der var

en Skielm fin hele Levetid, Jeg har ondt ved at

troe det. Jeg mener, at han fra Begyndelſen

var Svermer, og ſiden lod ſelve ſin Fanatisme

tiene til ſin Storhed. En brendende Novice paa

20 Aar bliver til en ſnedig Skielm paa 40. Man

Å begynder med at bedrages, og ender med at bedrage i

Menneſkelivets ſtore Spil. En Statsmand tager til ſin Huuscapellan en Munk ganſte eltet af

fit Kloſters Smaaheder, andegtig, lettroende,

keitet, vildfremmed for Wården; 'SPunfen lerer fig til, danner fig, ſnoer fig. og ſtikker ſin Herre ud. Cromwell vidſte forſt ikke, om han ſkulde give fig til Geiſtlig eller Soldat Han var begge Dele. Han giorde 1622 et Feldttog under Prinds Fredrik Henrik af Oranien, en ſtor Mand, og Broder til to ſtore Mænd; og da han kom tilbage til Eng: land gav han fig i Tieneſte hos Biſkop Williams, og blev hans Herligheds Huuscaprlan, men H, H. anſaaes for at være Cromwells Kones Elſker, Hans Grundſcætninger var Puritanernes; altſaa maatte han af fif ganſke Hierte hade en Biſkop, og ikke elſke Konger, Man jog ham af Biſtop⸗ pens Huus, fordi han var Puritaner, og det blev Oprindelſen til hans Lykke. Det engelſte Parla⸗ ment erklærede fig mod Kongedom og Biſpedom; nogle Venner, han havde i Parlamentet, hialp ham til at blive valgt af en Flekke. Han begyndte . Førft fra den Tid at være til, og han var over 40 Aar, for ber nogenfinde havde været Tale om . bam, Det hialp ikke, han kunde fin Bibel, dis⸗ puterede om Preſters og Dommeres Rettigheder, ſtrev nogle flette Prædikener, og nogle Nidſkrif⸗ ter; han forblev. ubekicendt. Jeg har hort en ; meget flau Præbifen af ham, fom temmelig ligner BE Qvakernes; man opdager uſtridig der intet Spor

*

*

32 LE

af den obertalende Veltalenhed, hvormed han ſiden henrev Parlamenterne. Det kom af, han virkelig var meget. bedre. ſtikket til Forretninger | end til Kirken. Det var ifæt i hans Tone og Mine, hans Beltalenhed beſtod; en Gebeerde af den "Haand, der havde vundet ſaa mange Slag og

drabt fan mange Roialiſter, overtalte mere, end— „Ciceros Perioder. Man maa tilſtaae, at det var

4

hans ulignelige Tapperhed, der giorde ham kiendt,

799 gradeviis bragte ham til Hoihedens Spidſe.

Han begyndte med at kaſte ſig, ſom en Fri⸗ villig, der vilde giore ſin Lykke, i Staden Hull,

ſom Kongen beleirede. Han udførte ſtionne og heldige Bedrifter, for hvilke han af. Parlamentet

fik en Gratificatien paa omtrent 6000 Francs. Denne Forcring, giort en Eventyrer, viſer, at det oprerſte Parti maatte faae Overhaand. Kongen var ikke iſtand til at give fine Generals⸗

i perſoner, hvad Parlamentet gav Frivillige. Med

Penge og Fanatismus maa man i Lengden blive Meſter af Alt. Man giorde Cromvell til Oberſt. Nu udviklede hans ſtore Talenter til Krigen dem faaledes, at, da Parlamentet giorde Grev Man⸗ -cheſter til General over fine Armeer, ſatte det

Cromwell til Generallieutenant, uden at han havde gaaet igiennem de andre Grader. Aldrig ſyntes

n 7 33

U

? nogen Mand veerdigere til at Befale; albrig ſaae

man mere Virkſomhed og Klogſkab, mere Driſtig ?

hed og mere Snarraadighed, end hos Cromvell. Han

bliver ſaaret i i Slaget ved Vork, og medens man legger det forſte Forbind paa hans Saar, erfarer han, at hans General, Mancheſter, trakker ſig til⸗

bage, og at Slaget er tabt. Han lober hen til

Grey Mancheſter, finder ham paa Flugten med „ nogle Offie cierer, "tager. ham ved Armen, og ſiger med en Mine fuld af Tillid og Hoihed: De "tager feil, Mylord! det er ikke pa a

den Side, Fienden er.“ Han bringer ham ” tilbage i Nærheden af Valpladſen, ſamler om ; Natten over 12000 Mand, taler til dem i Herrens Nabn, anfsrer Moſes, Gideon, og Joſva, begyn⸗

der ved Daggry Slaget igien mod den ſeierrige

; korgelige Armee, og flaner den aldeles. Saadan

en Mand maatte omkomme eller blive Herre.

mere, ſom haode et N. T. i Sadelen. Man talte

N stil Armeen, ſom i Parlamentet, ikke uden om, at ſtyrte Babylon, at gienreiſe Gudsdyrkelſen i i Jeru⸗

ſalem, at knuſe Afgudsſtotten. Mellem ſaamange

„Galne holdt Cromwell op at være, det, og tænkte, ,

sd

"Næften alle Dfficierer. i hans Armee vare Gbære

—

7

7 at det var bedre at regiere dem, end at regieres

af dem. Den Vane at prædike, fæ én, BARNE

en Binde ale Hatt. 3 N

, . *

34 var over, beholdt han. Man foreftille fig en Fa⸗ kir, der til Bod har paalagt fig et Jernbelte, og nu tager Beltet af for at flaae de andre Fakirer om Hrene. Saadan var Cromwell. Han bliver ligeſaa renkefuld, ſom han var uforſagt, han for⸗ ener fig med alle Armeens Oberſter, og danner ſaaledes i Tropperne en Republik, ſom noder Ge: neralisſimus at takke af. Man udnævner en ans den, og han gior denne kied af det. Han regie⸗ rer Armeen, og ved den regierer han Parlamen⸗ tet; han ſetter dette i den Nodvendighed at giøre. ham til Generalisſimus tilſidſt. Alt dette er mes get; men det veſenligſte er, at han vinder alle de Slag, han leverer i England, Skotland og. Irland, og vinder dem, ikke ved at fee paa, man flaaes, og ſtaane fig; men beſtandig ved at ans gribe Fienden, ſamle ſine Tropper, færdes overalt, ofte qveſtet, drebe med egen Haand adſtillige rojaliſtiſte Officierer, ſom en raſende vg blodtor⸗ ſtig Grenadeer.

Midt under denne afſtyelige Krig habde Cromwvell Elſkovshandler; han gik med Biblen under Armen til ſin Generalmajor, Lamberts, Kone. Hun elſkede Greven af Holland, der tienke

i den kongelige Armee. Cromwell tager ham fan⸗

gen i et Slag, og . den Wee at lade ſin

35

Medbeiler halshugge. Hans Grundfætning var at udgyde hver betydelig Fiendes Blop, enten "paa Valpladſen eller ved Boddelens Haand. Han forøgede beftandig fin Magt, ved det han ſtedſe vovede at misbruge den; Dybheden af hans Fore⸗ havende formindſkede ikke hans vilde Herftighed. Han træder ind i Parlameutverelſet, tager fit Uhr, kaſter det i Gulvet, vg ſlager det i Stykker. Jeg ſkal knuſe Eder, ſagde han, ſom bette Uhr. Han kommer nogen Tid efter igjen, vg jager alle Lemmerne ud, en efter den anden, og lader dem gaae fig forbi, Enhver af dem bliver toungen til, i Forbigaaende at gisre ham en dyb Reverents; en af dem gaaer ham forbi med Hatten paa; Cromwell fager den af ham, og kaſter den i Gul⸗ vel. Lær at have Webodighed for mig! ſiger

Da han havde. fornærmet alle Boliger veb at lade halshugge ſin lovlige Konge, og han begyndte ſelv at regiere, ſendte han ſit Portrait til et kronet Hoved, det var Dronning Chriſtine af Sverrig. Denne Oronning var den forſte til at erkitende

ham, ſaaſnart han blev de tree Kongerigers Pro⸗

tector. Neſten alle Europas Monarker ſendte

Geſandter tiloderes Broder Cromwell, til denne Sispebetient, der nys havde ladet en Mo⸗

17 3 * 9

36

nark, deres Frande, doe for Boddelens Haand. ' De kappedes at beile til hans Forbund, Cardinal Mazarin fordrev, for at behage ham, begge Carl den forſtes Sonner, Datterſonner af Hendrik den ſierde, og kiodelige Sodſkendeborn af Ludvig den Ia4de af Frankrig. Frankrig erobrede Duͤnkirchen til ham, og tilſtillede ham Noglen. Da han var . død, gik Ludvig den 14de og hans hele- Hof i Sorg, undtagen Mademoiselle ), der havde det Mod at komme tilhove affarvet, og ene vedli⸗ geholdt ſin Stammes Are. Aldrig var nogen Konge mere enevældig end han. Han ſagde, han hapde heller villet regiere under Navn af Protector, end af Konge, da Engelſkmendene vidſte, hvorvidt en Konges For⸗ rettigheder gik; men ikke, hvorvidt en Protectors kunde gage. Det var at kiende Menneſkene, ſom Meningen regierer, og hvis Mening er afhengig af et Navn, Han havde fattet dyb Foragt for Religionen, der havde bidraget til hans Lykke, Der er vis Anecdot, bevaret i Familien St. John, der nokſom viſer, hvorlidt Cromwell giorde af det Reedſkab, der har frembragt faa ſtore Virkninger i

—

% Mademoiselle kalbtes — per excellentiam — Ma- 5 demoiselle de Montpensier, Datter af Gaſton, b Hertug af Orleans, Ludvig den ſiortendes Farbroder.

1

*

37

hans Hender. Han drak en Dag meb Irekon,

Fleetwood, og St. John, Oldefader fil den bes romte Milord Bolingbroke. Man vilde træffe en „laſke op, og Proptrekkeren faldt under Bor⸗ det; de ſogte alle, og kunde ikke ſinde den. Imid⸗ lertid ventede en Deputation fra de presbyterianſkfñe Menigheder i Forgemakket, og en Betient kom at

melde den. Man ſige dem, ſvarede Cromwell,

at jeg er i mit Lonkammer, og at vi føge ham. Dette Udtryk brugte Svermerne, naar de

holdt Bon (og ventede Aabenbaring). Da han

ſaaledes havde afferdiget denne Bande, ſagde han disſe Ord til ſine Fortrolige: De Uslinge troe, at vi ſoge Herren, og vi ſoge kun Myptrekker en. 5 8

Oliver Cromwell blev betagte med Beun⸗ y dring af Englands Puritanere og Indepenter, han.

er endnu deres Helt; men hans Son Richard Cromwell er min Mand.

Oliver var en Gværmer, ſom vilde nu blive udpebet i Underhuſet, hvis han fremførte en eneſte af de uforſtaaelige Urimeligheder, han foredrog med ſaamegen Tillid for andre Svermere, der horte paa ham med opſpilet Mund og ſtirrende

75 Hine i Herrens Navn, Hvis han nu ſagde, man

1

38

ſtal ſoge Herren og ſtride Herrens Strid, hois han til evig Skam for Menneſfefornuft indførte Jodeſnak i i Englands Parlament, vilde han være nærmere ved at føres til Bedlam, end vælges til at befale over Armeer.

Han var uſtridig tapper; det er Ulven og⸗ ſaa; der er endog Aber ligeſaa raſende ſom Tigre. Af Fanatiker blev, han ſnedig Politiker, det vil ſige, han blev. af Ulv til Ræv, ſteeg ved Sig fta de ferſte Trin, hvor Tidens raſende Sver . meri havde fat ham, indtil Hoihedens Spidſe,

og Skielmen gik paa Hovederne af de nedkaſtede

Syvermere. Han regierede, men han legede i

5 Urolighedens Reædſler. Han havde hverken blide

Dage eller rolige Netter. Venſkabs og Selſkaz boligheds Troſtelſer nermedes ham aldrig; han

dode for Tiden, uſtridig værdigere til Udod, end

den Konge, han lod fore fra et Vindue i Kongen borgen ſelv til Skaffottet.

. R.

' i

' Form, Foredraget nu vil, og man fage, meget,

39;

Om det danſfe Litteraturſelſkab, ö f ved R. Nyrup med et Tilleg af udgiveren. Forerindring. „Som: jeg forrige: Sommer beredede mig i For⸗ ening med min. ældfte litterarifte Samvandrer og,

Ven, Prof. Rasmus Nyrup, at fortſeœtte vore for mere end tredive Aar ſiden ſamdregtig begyndte

Forelcsninger over den danſke Digtekunſt, i det Haab at bringe. dem, om ikke til Ende, dog til en pasſende Hvilepunkt, bortkaldtes denne trofaſte og s utrættelige. Arbeider til vor Litteraturs ubodelige

Tab fra ſin Bane. Nodfaget at overtage Arbei⸗ det ene, for dog i det ringeſte ved et nyt Bind at. bringe de af os. begge ' begyndte Bidrag. til Digte⸗

kunſtens Historie til en Slutning, har, jeg til. "dette vort fælles, Arbeid af min Vens Efterladen⸗ ſtab modtagzt, hvad han havde udarbeidet, og ſom laae ſerdiet. vel. ikke til. Ttylken, men til de anmaldkes Forelæsninger ſom han glædede ſig til at ſkulle.⸗begynde Pads" Men i det jeg ved.

Fortſettelſen af Arbeidet omhyggelig og erkiendtlig

nytter, hvad: Jeg fra. en ſaa kündſkabsriig Samler

har iheende „er det dog naturligt, at, efter den

21 —

'

SOVER AE 40 der hørte hen i hans Plan, nu ved den uundgaaes lige Samenſmeltning, vil, om ikke falde bort, dog ved at ſkulle bringes i Forbindelſe med min Frems

ſitilling, fremkomme i i en anden Skikkelſe, og ſaale⸗

des, at man ikke allevegne kan, vel heller ikke engang bor kunne ſticelne, hvad der filhører enhver af os. Z det jeg nu efter. Pligt og Samvittighed

i Aal ftræbe for, at min Ven ſkal, ſaalidet mig mu⸗

Iigt, ſkee Uret ved dette vort Fellig, kan jeg dog ikke dolge for mig ſelv, at det er adſkillige udfor⸗

ligere nyrupftke Fremſtillinger, der ikke kunne an;

5 det end tabe, ved ikke at fremlægges ublandede i deres oprindelige Geſtalt, og der i hoi Grad for» tiene at kiendes, ſaadanne, ſom de ere udgangne

fta hans Haand. Som en Prøve af disſe, har jeg troet her at kunne meddele en Fremſtilling af det danſte Litteraturſelſkab, ſaaledes, ſom han i vore Forelesninger 1827 havde foredraget den, og N har jeg ſaameget for valgt denne, ſom jeg i Maas nedsſkriftet Hertha for Dec. 1827 havde ladet indrykke mit Foredrag over ſamme mne. Res ſultatet af begge vil findes i andet Hefte af Bi: drag til Digtekunſtens Hiſtorie, ſaafremt det un⸗ des mig at udgive dette, ſom jeg, efter at have fuld⸗ E bragt denne é BintersForelæsninger onfker og agter,” ARE 5 K. R.

Alemmernes Bonmots og Plaiſanterier, Viſer og

Nyrup om d. d. Litteraturfelſkob., Som en Coalition, der paa en Maade fod i

LA

1 Oppoſition til det norſke Selſtab, kan man anſee det 1775 oprettede danſke Litteraturſelſkad. Lige⸗

ſom hint Selſkab havde fin Protokoll, hvori Med⸗

Epigrammer, bleve forte tilbogs, ſaaledes var

det hos Proft udkommende almindelige dan⸗ fle Bibliothek det Magazin, ſom opbevarer e af den Tids danſte Digteren førfte Wa KS

Forſog. 2 Dette Selſkab, hvis Tilvarelſe allerede op⸗

horte i Aaret 1781, var organiſeret paa en ordens

lig fornem⸗litterariſt Fod, og beſtod af tree Slags 2

Medlemmer, ordenlige Medlemmer, Wresmed⸗ lemmer, og Auſcultanter. Wresmedlemmerne vare "fire: Digteren Ewald, Philoſophen T. Rothe,

Taleren Chr. Baſtholm, og Tenkeren J Chr. Schonheider; Auſcultanterne ligeledes fire: Fr sv

Münter. „(nu Biſkop i Siellands Stift), A., B. Rothe ane gad og Deputeret i tydſte Can⸗

cellie), Frederik Sneedorf, bekiendt af fine hiſto.

riſte Skrifter (dod ſom Profesſor extr, ved Kisben⸗

havns Univerſitet, paa en Reiſe i Engelland, ved G et uheldigt Spring fra en Poftfareth, bois Heſte

lob 1 og Kraft Ser af Profesſor Kraft i

5 | 42

Sorø),. der døde ſom ung Student. Disſe ere. ſormodenlig ikke blevne Auſcultanter for 1778. i höoilket Aar de alle fire deponerede. i Blandt Selſkabets ordenlige Medlemmer tel⸗ ler man:: H' W. Abrabamſon, P. D. Baſt, O. Malling, Schavenius, Laurits Smith, H. C, Sneedorf, P. M. og N. K, Troiel, og Wadum.

— nu alle døbe, Malling undtagen. ).

Om bette Selſkab hedder det i Rahbeks Cas. racteriſtik over Trsielernes Digte, ſom findes i den ſeidelinſke Udgave af disſes udvalgte Poeſier: „Saalidet dette Selſkab nu. opfyldte fin ſtore og patriotiſke Henſigt, faa mange Anſtodsſtene, der

kaſtedes paa dets korte Bane, faa. uventet haſtig. denne end afbrødes, vil dets Virkning, dets ſaare veldedige Virkning, ſpores indtil vor Litteraturs ſeneſte Dage, — — Saare ædel og velgisrende var dette Selſtabs Plan „ikke alene ved broderlig Scamvirkning at opflamme hinanden til ædel Veddekamp, men og ved indbyrdes Critik at for⸗ ſtafße hinanden den venſkabelige Raadgivning og | ) Fil denne Fortegnelſe maa endnu foyes: Praſten Clementin, M. T. Cold, F. Dreby, Holſt (Prof, og Præft i Sors), Legen M. W. Kall, Artlllerie⸗ lieutenant Kalnein, Landsdommer Rogert, F. G. Sporon, Prof P. T. Wandal, Litt. Wemmenhej, alle

7 dade, og den endnu levende G. R. Fr. Moltke, Ewalds yndede Diſcipel og Ben. , i

2 — — * *

7473

Veilebnſug, Muſernes danſke Dyrkere hidtil i Ariſtarchus Carſtens ene havde havt, og ved denne edle Oldings tiltagende Aar, og vigtige San;

ninger ſaae fig i Fare for at tabe,”

„Som dette Selffab var et virkſomt⸗ Middel til at uddanne, ſerdeles den yngre Troiel, og aflokke ham Arbeider; ſaa aabnede fig. ikke lenge

derpaa en beqvem Leilighed til at bringe deres Arbeider for Publicums Hine; i det den. drif⸗

tige. Boghandler Proff i det almindelige danſke Bibliothek gav os et Maanedsſtrift,

hvis Fortieneſter af vor Litteratur man maaſkee neppe har ladet vederfares Ref, iſer da dets forſte, dette Arbeid neppe vorne Beſtyrere ) faa hurtig fratraadde, og en Abrahamſon og P. C. Abild⸗

gaard, i Forening med Prof. Wandal, og P. D.

Baſt, paatog dem Beſtprelſen, hvori. udentvivl P. M. Troiel en Tid tog Deel. Lad end alle

Stykker ikke være af lige Verdi; men det Maa⸗ nedöſkrift, der i trende Aargange brammer med Ewalds Ode til Indfodsretten, og flere ſkionne

Stykker af hans, Ih. Thaarups uopnaaede Ele⸗

*) Emanuel Balling, og Fuldmægtig Fr. Cramer, denne ogſaa blandt Handelstidendens førfte Veſtyrere. De fratraadde begge det almindelige danſke Bibliothes Wed tredie Hefte. 4. 55

* *

—

—

*

44

gier, og Prams ikke mindre deilige Ipyller; der i Frejas Guldkicde har fra Abrahamſons Haand

noget af de meeſt wielandſke, vi kunne fremviſe; deilige Stykker af Storms, Troilernes ypperſte og fleeſte Arbeider, H. Ce Sneedorfs geniefulde Quvad, Baſts Dverfættelfe af Popes Heloiſe til Abelard; det, hvori en Zetlitz førft betraadde Dig⸗ terbanen, torde dog vœre en Mebdbeiler, ſom fan

ſenere Tidsſtrifter ) kunne maale fig. med ),

Ligeſom jeg ved at omtale det norſte Selſtab anførte pan eengang i een Folge alle bemaldte Selſtabs poetiſke Medlemmer, ſaaledes ſynes det

ogſaa, efter, hvad jeg alt har erindret, meeſt pas⸗

ſende til et beqvemt Overſyn at betragte alle de af poetiſte Arbeider bekicndte Medlemmer af det danſte Litteraturſelſfkab. Men af disſe ere tree allerede tilforn omtalte, T. Rothernemlig i Bogen over Frederik den femte, Ewald og Abrahamſen i vore (ſenere udkomne) Bidrag. til vor poetiſte Lit⸗ teraturs Hiſtorie under Chriſtian den ſyvende, fra

Qoinqvenniet 17661770. De a opſtilles

) At ſige, nal vebbørtigt, Henſyn 1055 til Tid og Om ſtandigheder. 5 EM

EN De, ſom kunde maale fi ig med a. d. B. var Minerva,

Hermoder, for Sandhed⸗ og, ſkand. L. S. Se . 5 *

- N — —— DM—ö— sige .

s 45 i den dronofogiffe Orden efter Aaret, da man her de aldſte Poeſier fra deres Haand.

N. N.

„

Abgtpereus Efterſkrift, 5

Da imellem min afbøde Ven H. C. Snee⸗

dorfs efterladte Papirer et Udkaſt til Selſkabets Love, ſaaledes, ſom det imellem dets. Medlemmer

fra 11 Nov. 1780 og indtil 27 Januar 1781 har circuleret, er kommet i mine Hænder, har jeg.

troet det ikke upasſende, i⸗Forventning af, at Do⸗

cumentet ſelv ved de Selſkabets endnu. levende Medlemmer, i hvis Hænder det i ſin Tid vil

blive afleveret, maatte anviſes et pasſende Beva⸗ ringsſted, her at meddele ſaadanne Artikler deraf;

g der tilfulde kunde hiemle dette til faa patriofiſte - og veldæbdige. Formaal ſtiftede Salto Tendents -

og Beſtrebelſer.

91. Selſkabets Formaal bliver Alt, had der henhorer til de ſkionne Videnſkaber, til Hi⸗ ſtorien, og Philoſophien; fort ſagt i Almindelig⸗

hed Alt, hvad der kan være Folkelesning, og tiene Å

til at udbrede almindelig, og ikke blot til Lærde indſkrenket, Kundſrab, hvilket Hiemeed, ſom den fande Gtund til al Forbedring i den almindelige,

51 .

N *

*

46 Moralitet, Selſkabet ved alle dets ESS beſtandig maa have i Sigte.

9 2. Følgelig maa i alle de Arbeider, ſom til Selſkabet af dets Medlemmer indleveres, Fo⸗

redragets og Udtrykkenes Skionhed, Stilens og

Sprogets Rigtighed, blive en veſentlig Sag.

§ 3. Ligeledes maa Alt, hvad Medlems merne enten af litterariſke Arbeider eller i anden

Henſeende til Selſkabet udgide, være forfattet

pan danſt, og tillige være fredet puden tg 05 leſelig.

8 år: Andre Nationers Arbelder i i berne blive for Selſkabets Biemeed naturligvlis faa vigtige, at det for Meblemmerne altid, maa anſees, ſom en Hovedpligt, med Ooerſettelſer, Udtoge, Compilakioner, eller Omarbeidning efter lokale Omſtendigheder, at meddele Fedreuelan⸗ det, hvad der af udenlandſk hiſt og her i de nyeſte

' Afhandlinger, Efterretninger med videre, maaffe

efter et ftrængt Valg eragtes at kunne være nyt⸗ tigſt, og efter Tidernes Beſkaffenhed iſcer pasſende.

3 9 5, Men da Overſœttelſer, Udtoge, og i

Almindelighed ethvert litterariſk Product, der er voxret pan fremmed Grund, i andre Henſeender

ikke giør den Nytte, ſom af indenlandſte Origi⸗

' ' a å

s — 1

47

nalſpkker kan ventes, fan bor Seiſkabet, fan vel af denne Aarſag, ſom for egen Agtelſes og. Haders Skyld, ogſaa, og iſer, ſoge ved gode Original⸗ arbeider at blive ſine Medborgere nyttigt.

§ 6. Medlemmerne paaligger derfor en dob⸗

belt Art af Forbindtlighed, hvoraf enhver fordrer

ſine egne Beſtemmelſer, da Originaler, eller Sel⸗

ſtabets Hovedarbeider, og Compilationer, eller GBiarbeider, ikke vel uden betydelig Incondenients

lade ſig underkaſte ſamme Love, og behandle ved ſamme Slags Samlinger eller Moder. N

(Vi gaae naturkigviis de Artikler, der beſtem⸗ me Selſkabets Indre. Organiſation, Deconomie o. ſ. v. forbi, for blot at meddele dem, der lære os at kiende dets litterariſke Formaal, og de Mid⸗ ler, hvorved dette ſkulde opnaaes.)

§ 12. Det aarlige Selſtabsſipkle, un et⸗

hoert Medlem bor Tevere, ſkal i Henſeende til ſin

Storrelſe, hvad enten det er Poeſie eller Proſa,

udgiore i det mindſte to Ark, og ikke alt for ſtor

Skrift, og ſkal derhos være et Heelt, og ikke be⸗

ſtaae i en Samling af flere Smaaſtykker. Skulde en Forfatter have Foretaget fig en Materie af den Vidtloftighed, at det ikke var ham muligt, at

indbefatte den i eet Stykke, da ſkal han dog ind⸗

rette det Stykke, han leverer, ſaaledes, at det

71

2

—

vs

255

48

for fig. ſelv, og uden Henſigt til/nogen Fortfættelfe, |

kan anſees, ſom et fuldſtendigt Heelt, $ 73. Ethvert ſaaledes indkommende maa—

nedligt Stykke ſkal efter den, ſamme af Selſtabets

Secretair paategnede, Orden, circulere mellem -

ſamilige Medlemmer, paa det enhver kan have

den fornødne Leilighed til, ikke alene med Agt⸗

ſomhed at giennemlæſe det, men endog ved en

ſtriftlig Kritik at give Forfatteren fin Betenkning

over ſamme, og de Forandringer og Forbedringer, fom han deri formener at kunne foretages.

9 14. Endſkiondt ethvert Medlem ſaaledes

bor være pligtig, naar Tid og Leilighed det pos

genledes tillade, at criticere de circulerende Styk—

ker, hvortil enhver formodes ſaameget mere af

Suldkommenhed, og Selſkabets litterariſke Frem: gang, en veſentlig Sag, faa ffal dog, for at være ſaa meget visſere paa, at det med Stykkernes

Circulation havte Hiemeed i det mindſte ikke gan⸗

ſte ſtal forfeiles, hvert Fierdingaar udnævnes. tree af Selſkabets Medlemmer, ſom fkulle være pligtige neye at giennemgage, og give ſtriftlig

vare villig, ſom Gritiferne ere, for Stykkernes

Critik over ethvert dem ved Circulationen tilkom⸗

mende Stykke . . til hvilken Ende Stykkerne ført til disſe ſkal eirculere; og enhver af dem ſtal til⸗

77 2 — -

49

ſtaaes Ret at beholde hvert Stykke en Maaned, hvorefter Stykkerne ſiden omlobe fil de andre Medlemmer, af hvilke enhver Sep be dem i8

Dage,

& 16, Hvad Betenkning og Eritik, ſom ſorfattes over de circulerende Stykker, leveres af Vedkommende til Stykkets Forf ſelv, uden at fo⸗ reviſes noget af Selſkabets øvrige Medlemmer, og da det ifær' vilde være ubehageligt, at fee flige Gritifer eller Stykker, ſom til Selſkabet indleve— res, udſatte for Fremmedes Omdomme, faa faldet:

» aldrig tillades at foreviſe nogen Selſkabet udeds

kommende Perſon noget af de circulerende Stykker, ligeſaalidet, ſom Critiker maa foreviſes Fremmede, ei engang af den, ſom har forfattet ſamme. — — § 17. Naar den til Omgangen beſtemte Tid er udløbet, og Forf. altſaa har erholdt Medlem⸗

mernes Critik over hans Stykke, hvorefter han en⸗

ten retter de angivne Feil, eller ikke, alt efter Godtbefindende, haver han fÉriftlig at opſætte fit Gienſvar og Betænkning over de Poſter, ſom i bemeldte Eritiker mod hans Piece ere anførte, ſaa⸗ ledes, at han enten folger Ordenen i hans eget

5 Stykke, eller foretager een Eritik efter den anden, og af ſamme poſtviis uddrager ſamtlige Medlem⸗ 195

mers giorte Erindring, og ved hver Poſt hos⸗ ote Binda afte Pafte . ANES

—

*

KJ

* 8 & :

85

føjer fin egen Betenkning eller Giendrivelſe —

— naar da den til Omgangen og Giendrivelſen faſtſatte Tid er udløbet, bliver Stykket paa ny i

Selffabet foretaget, hvor da Forf; — — ſtykke⸗

ii oplœſer Critikerne tilligemed fin egen vedfoſede Betenkning, hvorpaa hver Poſt, in specie, en

efter en anden, ligeſom de opleſes, af Selſtkabet underſoges og bedømmes, om og hvorvidt enten Forf. eller Eritik. maatte have Ret,

. 39. Da det giver mere og bedre Boelſe, naar en Materie behandles af flere Perſoner, og en ſaadan Materie derved tillige kan ventes bedre afhandlet og udført, vil Selſkabet til Concurrente for dets egne. Medlemmer af og. til ubſatte een

eller flere Præmier 1 et eller andet SNE Udar⸗

heidelſe. — —

*

90 41. Henſeende til Priismateriernes Valg, da ſkal det være enhver af Selſkabets Med: lemmer tilladt, at foreſlaae een eller flere Materier,

ſom han formener at kunne udſettes; dog at ders

ved iagttages, at Materierne, ſaavidt muligt

7

kunne anſees lige almindelige og pasſelige for ſamtlige Medlemmer, hvorefter Selſkabet over⸗

veier de foreſlagne Materier, og mellem disſe

voteres.—— — e

—

51

9 41. Dog, da det formodenlig kunde ind», treffe, at Valget flere Gange per plurima funde falde paa en ſaadan Materie, hvori en eller anden af Selfkabets Medlemmer ikke var iſtand til at ar⸗ beide med det Held, ſom i andre Materier, der mere ſtemmede med hans Lyſt eller Genie, da, paa det han ikke ſkal have-Aarſag at beſverge fig over, at han ved ſaadant Valg blev udelukt fra Conturren⸗ ten, og fra Haab, om Præmien, faa faſtſettes herved: at, naar de fleſte af Selſkahels Medlems mer have ved at arbeide i de paa, den i $ 39 fore⸗ ſtrevne Maade valgte Materier, erholdet en Ho⸗ ved⸗ eller Bi⸗præmie. ſkal den eller de, ſom endnu ingen Præmie er tilkiendt, have Frihed ſelv at . udvælge , hver ſit Stof, hyoilket dem godt ſynes, ſom da for den Gang ſkal være Priismaterie for hele Selſkabet, uden, at nogen derimod maa giøre Sy Indvending, nåar kun ſaadan ſelvvalgt Materie forreſten ikke er Hovtrernsfirysmende med Selftaz bets Hiemeed. —— — 5 ; 5 44. De indfomne Priisſkrifter eirculere ; alle ſamlede og paa eengang, hvilket for desbedre at ſammenligne dem til Bedommelſe om Fortrinet, er nødvendigt: naar da Omlobet er forbi, holder Selſk. en overordentlig. See we at tildom ØR me en.

3 .

5 52 § 48. Naar Selſkabet ved Medlemmerne Beſtrœbelſe fager et ſaadant Forraad af gode og veludarbeidede Skrifter, at nogle deraf ved Tryk— ken til det Almindeliges Nytte og Selſkabets Wre kunde udgive, deels ſom Originalſkrivter, dels ſom Samling af andre nyttige Smaaſtykker, man ved en ſtreng noye Bedommelſe afgiores, hvilke Stykker, der ſkal trykkes. Dog maa intet Stykke i Selſtabets Samling udgives, med mindre det af to Trediedele af Medlemmerne ſamtykkes; og! Almindelighed ſkal Selſkabet aldrig være beretti⸗ get, at lade nogen Afhandling trykke, uden at Forf. af ſamme dertil giver fin Tilladelſe. — —

Hans Finſen, eg re om 8

Folkemengdens Formindſkelſe

ved Uaar i Island. 5 (J. f. 5). "ag 8 27. . 1

Veitliget om Foraaret 1783 var meget mildt (1), fom fædvanligen>plejer at gage forud for Ildsud⸗ Anm, (1) Den Gang vare der ſtore Jordſkjclo i Kalabrien og Sicilien fra Ste Februar til

18 53

brud (2); men fra den Tid, at Udbruddet i Skafte⸗ fieldsſysſel begyndte, den 2zobe Juni, indſaldt der ftræng Froſt og Folde Winde, hvilket ikke er ualmindeligt ovenpaa flige Ildſprudninger; denne

FFroſt, tildeels foraarſaget ved den nu til Kyſterne

opdrevne Haviis, ſtandſede meget Græsvaxten;

Grœsſet paa Hjemmemarkerne falmede, og blev:

ſaaledes mange Steder af hvidgul Farve, og paa

de meſt flade Steder hentorredes det ganfke, og ef⸗

terlod ſaaledes nøgne Pletter, ſom i nogle af de

folgende Aar ikke kunde blive grønne (3). Andre

i Maj, men ie hele Evropa herſkede der

den Sommer megen Hede i Forbindelſe

med Stovtaage (Miſtur). Se Doktor Melanderhjelm om Waͤderleken om Som⸗

meren 1783, i Kongl. Swenſk. Wetenſt.

Acad. nya Handl. 1784, S. 8, fag.

Anm. (2) Se Lavmand Stephenſens Beſkrivelſe over

den nye Vulkans Ildſprudning i Veſter Skaftefjelds Sysſel i Island i Aaret

1783, § 2, S. 2; hvilket nette og vel 2

forfattede Skrift giver en tydeligere Be⸗ ſkrivelſe over denne vigtige. Gjenſtand, end der nogenſinde for er givet over lignende Zilfælde i Island.

Anm“ 60 De Skalder eller bare Pletter paa Ageren, ' foraarſagede ved Kulden, og hvor deri lang Tib ikke opvorede noget Gres igjen, .

vare noget andet end de lyſegule Pletter paa Hjemmemarkerne; de ſidſte ſaae ud

54

Steder fik Gresſet ſaadant broget Udſeende, at nogle Straa ſages med 3 a 4 gule, andre med lige⸗ dan grønne Striber; men paa de gule Jordplet⸗ ter var Gresſet henvisnet helt ned til Roden, fordi det af Froſten var ganſke betaget, Alt dette

var kjendeligere i Oplandet, end paa ÜUdkanterne.

Bladene paa Smorurten (ranunculus acris, S- ey), Syren (rumex acetosus, Sura) og Løves tanden (leontodon taraxacon, Fifil h] henvis⸗ nede enten ganſte, eller for en Del. Allerede i. Juli Maaned bleve Birkeſkovens og Biergräpens bbetula nana, Fjalldrapi) Lov forte og fortorrede, ligeſom de vare ſvedne, og Blaabeerlyngens (vac⸗ cinium uliginosum Bläberjalin g) Blade og Tranehalſens (geranium sylvaticum, Storka- blågresi) henvisnede mere eller mindre, og fik en gul Farve. Den islandſke Mos (lichen islandicus, Fjallagrös) forſvandt ogſaa i dette Aar, og i 3 paafolgende Aar ſavnede man denne betydelige Neringskilde, farſt efter 6 Aars For. lob var den nogenledes oppoxet igjen. J Skaſte⸗ fields Sysſel og . Steder forſvandt ogſaa

ſom A naar den er overtrukken med netformige Skyer, da de ovrige med

Gras begroede Stykker hapde deres natur: lige gronne Farve,

55

Smaren (4) (trifolium repens) hvis Rodder man

om Foraaaret hyppigen bruger ſom Fodemiddel, (5) men denne fremvorxte igien i et Tidsrum af 3 Aar. Skovene fik en ugjenvindelig Skade; de bleve ſaaledes mange Steder tilintetgjorte, at

Grenene, der Aaret i Forvejen vare i fuld Blom⸗

ſtring, bleve faa ſprode, at de med den bare „Haand kunde gnides til Stov. Luften vedblev at

Anm. (4) Indtil Aaret 1786 havde jeg, 158 min nøjagtige Jagttagelſe, kun deen Tue kundet opdage Smaren (trifolium album pra- tense) i Skalholts Hjemmemark, fra. denne Tid findes den at være udbredt over

hele Hjemmemarken, og ſomme Steder N

forekommer den 'i temmelig ſtor Mængde. Anm, (5) Denne Urt har ligeledes været brugt ſom Fodemiddel paa Nordlandet; Annalen ved

* Bjorn paa Skardsaa 2 D. S. 92 ſiger,

at Aaret 1618, et Fjeldſkred har rammet 4 Born hjemmehørende pad Gaarden Deildardal i Skagefjorden (Yſtfjorde An-

nalen ſiger Bardardal), ſom om Foraaret

vare ude pan Marken ved at ſamle Smare. Om Sommeren blive dens Rødder bittre og uduelige til Spiſe. Man træffer Ur⸗ ten op af Jorden: med Roden ved Hjelp

* af en Tre eller Jernkrog, ſom kaldes.

Smareheegte (Smärakrökur). De kan

ſpiſes enten allene eller med Smør, in

Melk eller Snemos (Floter, Flautum)

o. ſ. v., og anſees da for en lekker

Spiſe. * 1

—

56

være taaget, ſom bar ſaameget naturligere, ſom Beretningerne viſe, at der i hele Evropa fandt megen Taage Sted i denne ſamme Sommer (b), Pimpſtenſand og Svovelſtene faldt, i ſaadan Mængde om Sommeren, at Kreaturerne allerede i ved Midtſommer lede meget af Hunger. Denne Svovelregn blev fan heftig, at i Biſkopstun— geſveiten, omtrent eu Dagreiſe fra det Sted, hvor Ilden havde fit Udbrud, bleve Hornkvagets Flabe (Granir) og Bagfløver (Lagklaufir) gule af den vedhængende Materie, Hoavlingen var i denne Sommer usſel og meget under det middelmaadige. De boſatte bleve nodſagede til at flagte indtil Halvdelen af deres Hornkbvcg. Alle Kreaturer vare om Efteraaret meget magre formedelſt den Sand og Støv, ſom hapde forſpildt Grœsgangene. Iſtedetfor at alle Kreaturerne om Eſtergaret pleje at ſoge de fjeldlige Egne; fordi Grœsſet der, ſom kraftigere end andre Steder, holder fig lengſt grønt, faa bleve de nu her meſt fuorſtyrrede, i det de fumlede om, ligeſom de ingen Ro havde paa fig, og løb hen til.de forte og ſum⸗

pige med visnet Græs bevorede Myrer, ſom de,

Aum, (6) Se DSR Anm. ra

„

naar de have, andet Bedre, ikke ſkiotle om (7): Vinterens Strænghed yttrede fig faa tidlig, at Kreaturerne maatte indtages paa Stalefoting, en. Maaned førend det "ellers pleier at ſle; dog var Veirliget ikke ſcrdeles ſtrengt, men deri⸗ mod ledſaget af uſtadige Sydveſtvinde og Snefog, ſom afvexlede med kortvarigt Tovejr, men hvis Virkning ved den ſtrax ovenpqa indtrufne ſkarpe Froſt, hvorved Kreaturernes Grœsning forſtyrte⸗ des, tilintetgiordes, ligeſom ogſaa derved foraar⸗ ſagedes, at Heſtene mange Steder i god. Stand

ſtyrtede paa Jordens Glathed og ulykkelig tilſatte

Livet (8); ſomme Steder faldt de ned i de med

Sne og Js bedœkkede og uſynbare Bronde. Mange

Menneſker omkom ogſaa af Hunger. Driviſen

"indfandt fig alt tidlig om Foraaret. S dette fam "me Foraar 1784 (9) bleve bande Hornfvæg og Faar haardt angrebne af mange Slags peſtagtige⸗ É ſaavel indvortes ſom udvortes Sygdomme, ſaa⸗

Anm. (7) Aarſagen hertil anfores af Lavmand M. Stephenſen, anf. S. 117. i Anm. (8) S. St. S. 111, Anm. (8) Aaret 1783 dode, ſom man antager for viſt, 18 Menneſker af Hunger pan: Nord⸗ landet, men Preſterne bemerke desuden

i ſine Tabeller, at mange flere ere forme⸗

5 delſt Mangel komne af Dag

58

ER

ſom Gigt i Ledene, Gevexter og Tarmeſpulſter,

deres Indvolde befandtes enten overmaade ſtore eller henterede og ſammenkrympede, ligeſom ogſaa

Galden i Nogle var uſeædvanlig ſtor (10). Mange Heſte dode, endſtjont de vare i god Stand; de les vende aad de døde, ſamt Mogdynger, Jordvegge og Treer. Faarene aad Ulden af hverandre, ſom Fogſaa foraarſagede deres Dod. Herved berodedes endog velhavende Bonder den ſtorſte Del af deres

til Huusholdningen nødvendige Heſte og Faar, gg nogle miſtede alle deres Kreaturer. Dog blev 1 Peſten paa Nordlandet endnu ſtorre, hvor Noden var faa ſtor, at den tvang adſkillige til at forlade deres Hus og Hjem, Nogle omkom endog af

Wen Anm. (10) Samme Aar havde Svenſkerne en meget

*

x

by” Ask

haard Tid, faa at Horſegogen (Numenius

minor) førft lod fig høre den 13de Maji,

og Smorurten (Vatnasöley, ranunculus, aqvaticus) blomſtrede 2 Dage derefter. Bierkander Inſpett⸗Calender för Ar 1784

i Kongl. Swenſk. Acad. nya Handl. 1784

S, 327. Ligeledes begyndte denne Urt

gotland, hvilket der var uhørt i ds fidfte

25 Aar, undtagen i Aaret 177 T, da den

forſt var i Blomſter den 1zde Maſi. Bjerkander Blomſter-Almanak i Veſter⸗ Gothland, anf. St. 1786 S. 53. >

—

*

forſt den 15de Maji at blomſtre i Veſter⸗

*

BG Se

*

Hunger (11) og i den nordoſtlige Del af Tingo⸗

Sysſel kunde Ligene ikke henbringes til Begravel⸗

ſesſtederne formedelſt Mangel paa Heſte (12). J

Anm. (i

Anm. (12) Bifkop Arne Torarenſen tilſendte mig føl»

—

—

gende Tabel angagende Uaarets Virkning

i Hole Stift Aaret 1784.

- N lkemeng⸗

3 8 de. Dode af Foren Syoſel. sd dens Afta⸗ gde unger, geiſe.

Tings. % 1283] 863 1013 Ofjords .. 584] 518 657 Skagefjords] 58 462 897 Hunevands .] 70 302 f 805

— —

— —

Summa | 318 | 2145 |" 3372

Denne Folfemængdens Formindſkelſe og ovrige Tab, kan regnes at være ſkeet i Aarslobet fra 1 Januar til i Juni Maa⸗

ned 1784; hvorledes Formuetilſtanden

blandt Folk har "været kan man ſlutte deraf, at Aaret 1784 beløb den til Hole Bispeſtol erlagte Smorſkyld bande af Bis⸗ peſtolens og Skolens Jorde tilſammen 42 Foringe (420 Pd.) fe 5. 20, Anm. 8 og 8.

22, Anm. 9. — J Arbaj Sogn i Stages fjorden vare for 7 Gaarde beboede, men

om Efteraaret 1784 vare fun 3 af disſe

forſynede med Opſiddere, men Folkebeſcet⸗ :

ningen paa dem alle tilſammen befandtes

da at være 15 Stykker, derefter blev hele

U

1) Se mere herom hos M. Stephenſen, anf. St. S. 120. *

*

il

60

. Ziftilfiorden vare af 20 boſiddende kun 4 tilbage, der fortſatte deres Neringsbrug; kort fagt: dette Aas Ødelæggelfe var magelos, og jeg kan ikke

paa anden bedre Maade fremſtille den, end ved

at hidfætte en lærd Forfatters (13) Beregning over ſamme, Bygget paa Sysſelmendenes til Rentekammeret fremſendte Liſter; om Vinteren 178384 (14) døde nemlig af Horn?væg 11461 Siyfker, af Faar 190,488 (15) og 28013 Heſte;

rare Sognet ode. Se de Berlingſke Stats — Cibender October 1786.

Anm, (13) J Hjaltedahl (ſom for Reſten er bekjendt in for fin Snelsshed) vare Snedriverne fan — ſieore og dybe, at man fandt paa det Raad,

om ellers fortælles, at i Fortiden har væs

ret brugt af vore Forfædre: at age Lii⸗

gene paa Dyrehude til deres Begravelſes⸗ ſteder, fe Sturlunge V Kap. 23 og III Kap. 22 (23). Dog fandt den Forffjæl Sted at nu bleve Hudflederne trufne frem ved Menneſker, for derimod af forfpændte Dyr.

Anm. (14) Se Lavmand Stephenſen, anf. St. S. 126, pån hvis Beretning, Udregningen i philoſophiſche Schilderung S. 32350 er bygget. 5 É

Anm. (18) For at viſe Forholdet mellem de dode og

så Feefterleyende Kreaturer, hidſcettes Sum⸗

wa merne ſom de findes anførte i philofophis ig ſche Schilderung Side 392. Tab. III.

61

(46), ſom udglorde Halvdelen af Hornkocget,

trefjerde Dele af de før levende Heſte, og Faares +"

nes firefemte Dele. (17) Om Foraaret plagedes

Stå g år . afg Af 5 ; Efter⸗ 1000 Levende 1915 bal leoen⸗

1783 —84 | 1784 | de,

ö dod

Hornkvcg 21457 11461 9906 534 Faar. ... 232731 190488, 42243; 818 Heſte. .] 36408] 28013] 8395 770

Hvis man vilde tage Exemplet af et enkelt Sysſel, da levede i Myre Sysſel Aaret 17849 af hvert 100, 92 Faar, 11 Heſte og 445 Hornkveg.

Anm. (16) De to neſtforegagende Aar vare med Hen⸗ fyn til Kreaturbeholdningen faa gode, at man kunde anvende det gamle Ordſprog, og ſige, at pan hvert Kreatur vopede to, Hoveder. Desagarſag opnaaede mange ikke den modne Alder; Faaredoden angi— ves her ſaa ſtor, fordi de om Efteraaret,

til Vinterforing beſtemte unge Lam toges med i Beregningen, hvilke enten formes delſt forudſet Homangel om Vinteren bleve ſlagtede, eller ogſaa hendede.

Anm. (17) M. Stephenſens Beſkrivelſe o. f. v. S. 126, philoſophiſche Schilderung der gegen⸗

waͤrtigen Verfasſung von Island S. 392. Tab. 3, hvor den hojfleerde Forfatter

mange Steder har været nødt til at bruge i

en konſtig Regnemaade (calculum artifi- cialem) ſom nærmer ſig til det Sande. J

Angivelſen af Heſte Antallet i Mule Sys⸗

7

25 1

62 125

U

Folket af Halsbetendelſe (Hneppuſött) Blodgang

og andre ondartede Sygdomme, ſom pttrede ſig

ved, at Fodder eller Hovedet ophovnede; paa an⸗ dre begyndte den med ſterk Kloen. Fiſferiet var ;

hele Sommeren 1783, og lige til i Mai Maaned 1784 meget uſelt. (18) g

ſel, have der indſneget ſig 2 Fejltagelfer; der døde nemlig 1453 Stykker Heſte (og ikke 1585) men 179 (og ikke 197) levede efter. J Arnes Sysſel antager han, ſaavidt man kan fee, at for Odeleggelſen have veret 22000 Faar, at Antallet paa de dode Faar har været 17300, men pad de efterlevende 4700. Heſtenes Antal der ASA har været. 3992 , hvoraf der ere-omfomne É 3120 Stykker, og de efterlevende ſaaledes 872. Dette kommer for det meſte Sand⸗ hen temmelig ner; thi fer Uaaret var Faarenes Antal 21369, af disſe dode der * 16635, men ved Uaarets Ophor befandtes llevende 4734 Stykker. For Uaaret vare i der 4464 Heſte, hvoraf- 3067 bleve borte ; rykkede af Peſten, men 1396 levnede af 8 ſamme. An, (18) Se mere herom hos M. Staphenfen anf. — St. S. 128.

J Ma UR ner Han rakte hver Fortieneſte ſin Krands,

Af Evighedens bedſte Blomſter bundet.

Je ham ſin Tolk hvert Dannerveerd har fundet? . Hor er en ae nu, at tolke han s: 79

R.

3 5 Hiſtoriſt Udſigt

over de nyeſte Begivenheder.

Taageſloret ligger endnu beſtandig, og tegner det

end ſtundum et Oiebliik til at lette ſig, ſaa at vi

indbilde os, at kunne begynde at ffimfe derunder,

i ſen Haandevending lægger det fig igten, ugien ” nemtrengeligere end for, og vi fuae ſom ofteſt

kun dobbelt Foye til at mistroe vore Syner.

Saaledes bebudedes det os, ſom Octobermaa-

neps vigtigſte Begivenhed, at Don Miguel var

af Spanien erkiendt ſom Konge; allerede vilde - man vide, at Paven ligeledes havde erkiendt hom,

at Kongerne af Neapel og Sardinien vare i Be⸗ greb at gisre det ſelvſamme Skridt, at han ſkulde ægte en Soſter af Hertuginden af Berry og af Spauiens tilkommende Dronning, at Sſterrigs,

Englands, Frankrigs Erkicendelſe vare i Vente; og

om det end hedde, at Rnslands ædle Nicolaus, lige, ſaalidet, ſoin Donna Marias egen Fader, vilde ſamtykke heri, meente man dog, at det i Sagen ſelv ükke vilde giore nogen Forandring. med eet hedder det igien, at langt fra, at Paven ſkulde have erkiendt Don Miguel, vil den pavelige Nuncius vred bort, over en Strid angagende en Bulle; at den ſpanſke Geſandt, der

bragde Don Miguel Erkiœndelſen, er vreed, deels

fordi D. M. ingen Audients gav ham, under Paaſkud, han var i Seng Kl. 7 om Aftenen, beels

fordi Henrettelſerne fare fort, ſkiondt Geſandten

havde forſikret, de vilde ophøre; at det øvrige diplo⸗ matiſke Corps i Madrid ikke vil have med den por⸗

tugiſiſke Geſandt at giere, ſkiondt han er erkiendt

tilhove; at Kongen af England paa ingen Maade

vil vide af nogen Kong Miguel at ſige: og at,

1 U

N

2 Y

4

64

baade det engelſze og franffe Miniſterium vel vil vogte fig, i det Bieblik, Parlamentets og Sams renes Aabning nærmer ſig, at give deres vrede Modſtandere en ny Ankepoſt, til de mange fore— gagende. Hertil kommer endnu, at den Opſigt,

' de. tvende Infantinders pludſelige Sygdom, og

Don Miguels Adfærd i denne Anledning giør, de⸗

vpopulariſerer dette de Upoftoliffes, Kongemon⸗

ſter mere, end nogenſinde, iſer! da man yders

mere bringer dette i Forbindelſe med hans hidtilve—

rende Yndlings, Barberens Marqves Pirez pludſe⸗ ligeUngade ogſForſpindelſe i det denne her ikke ſtal have viiſt fig faa beredvillig, ſom andre Læger, Logger man nu hertil, at der ſiden Don Miguels Ankomſt til Portugal fåal være fængflet 23190 Perſoner, udvandret 40,790, myrdet 1133 (om ved Juſtits⸗, eller Snig- mord, ſiger Bladet, hvor⸗ af dette udſkrives, ikke, imiblertid ſynes blot de af ſidſte Art her at være bragte i Regning), be gaaet 166 Brandſtiftelſer, og lagt Beſlag paa 17 518 Grundeiendomme; og at Enden er ikke

endda, ſynes det ganſke forklarligt, at man baade i

og uden for Portugal haaber paa en Forandring; ligeſom det og gier megen Opſigt, at Polis tiet i Lisſabon iadſkillige Huſe har ladet ſoge om

Afſtrifter af et Bred, den afdøde Kong Johan

ved Don Miguels Fodſel havde tilſkrevet fin for»

trolige Miniſter Grev de Barca, og at der var befas let, at hæfte alle dem, hos hvem ſlige Affkrifter fandtes. Hans Moder Keiſerindedronningen ſiges imidlertid at. ville gade til Madrid for at bivaane Formelingen, hvor ogſaa Hertuginden af Berry

ſkal ventes.

J Madrid ſkal man i Forventning af ſamme Formeling glemme Alt andet, dog Landgangen i

Tampfco undtagen, hvorover man jubler, ſom et

— Sitdeſtykke til Corteses og Pizarros Bedrifter.

I. 4 95

" Gærdeles Opſigt ſynes det dog at giore, at Genes, ral Milans er forſvunden, fra Montpellier, juſt“

ſom han af Præfecten var underrettet, at han ſtulde gage med fin Famelie til Bourges, hvortil

Efterretninger finde Sted, ſom naar de giore Her⸗

*

Bourdegurs Hovmeſter, Baron af

7

66

Damas til Hobebet for det Bourmont⸗Bourdon⸗ dayeſke Syſtem, iſteden foren Neveu af ham Herlu⸗ gen, forſte Kammerherre hos Dauphin og forbyite Miniſteren Chabrol med Prafecten af dette Navn. En ſaare betenkelig Omſtendighed vilde det viſt nok vere, om den frauſke Konges Helbred virkelig ſtulde være faa mislig, ſom de ſenere Zi: dender have ymtet om, hvorvel ſelv i dette Til fælde Sagen, efter adſkillige Yttringer, Tiden— derne anfsre af Thronfolgeren, f. Ex.: om hans“ Misfornsielſe med, at hans Hoftienere dadlede hans Faders Miniſtervalg, ingenlunde torde være afgiort efter Oppoſitionens Onſke. Meget. hår Tidenderne ſnakket om den proviſoriſkindretttede Sal til de Deputeredes Kammer, hvori intet Cen— trum vil kunne finde Plads, men blot en hoire og. en venſtre Side; endnu onſfeligere vilde det vel være, om en ſaadan Indretning lod fig foye, hvorved alle deslige Partiafdelinger kunde fore⸗ bygges, og enhver blot gav fin Stemme efter bet, han efter Forhandlingen erkiendte for fandt, og rigtigt, og ikke efter den Side, hoorpaa han en⸗ gang for alle havde taget Plabs. Stor er For⸗ ventningen efter Kamrenes Samtrede, ſom nogle bebude, at være nærmere forhaanden, end man formoder, medens andre ville vide, at tvertimod Oplesningen af det nærværende Deputeredes Kammer vil gade i Forveien, Ida man gior Reg⸗

ning paa, at de: nye Valg ville blive. mindre

sugunftige,. hvilket formodentlig altſammen igien vil komme an paa, om Syſtemet Bourdonnaye⸗ Bourmont, eller Polignac⸗Hausſez fager Over⸗ vægten i Cabinettet.

Ogſaa om Kongen af Englands Helbred have

Rygterne, været mislige, hvilket dog ſenere mod⸗ ſiges; h ymtes der beta Dig ſaavel om 1.

67

lielle ſom totale Miniſterialforandringer, dog, font ; det ſynes, uden tilſtrekkelig Grund. e Det engelſke Miniſteriums ſtore Anliggende for nærværende Hieblik ſynes den greeſte Sag, og ligeſom de hyppige Conferencer mellem Lord Aberdeen, den rusſiſke Geſandt, og Grev Matus— tewitz viſe, at Forhandlingerne i denne Anledning drives med Iver, ſaaledes torde den ſidſtes Hiem⸗ reiſe vel ikke uden Foye antages at tyde paa, af de vare komne tit en vigtig Criſis, om ikke til et Reſultat. — ? Overalt ſtager endnu beſtandig det øfterlands "fe Sporgsmgal paa en ſęelſom, man kan gierne ſige uforklarlig Fod Vel er Freden mellem Por⸗ ten og Rusland affluttet, og ſom det hedder, fra begge Sider ratificeret; imidlertid melde endnu de allerſeneſte Efterretninger os og det efter den preusſiſke Statstidende, der med Foye kan anſees fer den paalideligſte Nyhedskilde i disſe, Anliggender, at det nylig. er kommet til en uven⸗ tet Fegtning mellem General Geismars Tropper og Pachaen af Scutaris; da den rusſiſte General, underrettet om, at Pachaen agtede. at rykke mod Adrianopel, beſluttede at rykke frem til Sophia, men tredie Dag ved Arnaut Kaleſi ſtadte paa et Corps Albaneſere, der giorde Mine til at ville nagte ham Giennemmarchen, afviiſte hans Parlamentair med Mufketild, og giorde en An: grebsbevegelſe, men bleve nu fordrevne af deres Stilling og maatte lade deres Kanoner i Stikken. General Geismar tillod vel ikke fine Tropper at. forfølge de flygtende, men tilſtedde disſe tverti⸗ mod at faae deres Bagage efter ſig; ogſaa forſik— rede Pachaen, da han erfoer det forefaldne, pag. ny om fir fredelige Sindelag, ſamt bad indſteendig, General Geismar ikke maatte rykke videre frem

14

1 N

68

im ba Marſchal Diebitſch ikke blot gab Befa⸗ ling, men endog lod de tagne Kanoner give til, Bages. imidlertid forde der lettelig indtræffe faa» mange ſaadanne unto ward accidents, at det ſvage Haar, hvori Sværdet, hænger, kuͤnde blive overrevet, — vel endog uviſt, af hvad . Haand —og naar det forſt eengang igien var kom RÅ Gang, ikke ſaa let igien være at bringe til vile. ' Hertil kommer, af Sultanen. ſelb ft ſiges at være ligeſaa utilfreds, med denne Fred, ſom hans Folk; at hoianſeelige Perſoner i Conſtantinopel ſtulle ſige: „Freden er vel ſluttet; men Betingel⸗ ſerne ikke fuldbragte, og der behøvedes forſt em tydelig Fortolkning af Tractatens mere i, almin⸗ delig Üdtryk affattede Artikler, inden de formelig kunne efterleves, da Porten ikke hlind og med bundne Hender vil hengive ſig til de rusſiſte For⸗ anſtaltninger.“ Mellem de tree Punkter, der ved Fredöſlut⸗

5 ningen udſattes til videre Droftning, og Under. handling

a) Beſtemmelſen af den Sum, Porten bavde at erlegge i Krigsomkoſtninger, i

3 b) Ufgiørelfen af Betingeljen, angadende. Giai

kenland, —

og e) Beſtemmelſen af den aarlige Tribut, ør: ſtendemmene faae at yde, i

kan den melleinfte med Foie anſees, ſom det egen: lige Tviſtens Wble, ſaameget mere, ſom det ikke er de tvende krigforende Magter alene, der ſtulle afgiere Sporgsmaalet mellem ſig.

„Deli Adrianopel angaaende Tractaten af 6 Julif, og Prot. af 22 Martti undertegnede Siſpulakioner — hedder det i en Art. fra London t allg. 3. — bnes at s vakt Betankeligheder

*

69 .

hös det engelſte og franſtke Hof. Der ſiges, det franſte Miniſterium har fremlagt et Forſlag hvor⸗ efter den gredſke Grendſes Udvidelſe paa Faſtlan⸗ det mere ſkulde indſtrenkes derimod den ny Stat — ganſte befries fra tyrkiſt Overherredomme. Om f denne Punkt ſkal allerede en Protol være affattet, SVÆLG der, ſaaſnart Rusland har givet fit i Gamfyffe (111) vilde under Faftfættelfe af en ig peremtoriſt Friſt blive. Porten forelagt. Grekerne

forde imidlertid være” meget lidet opbyggede af 20 dette ny Forſlag, og det er nu at forvente, hvor⸗ ; ledes den gredſke Regiering vil anſee det, og om. . den ikke vil ftræbe at vinde Rusland for fig, at

fee det gamle Hellas opleve i muligfte Udftræfs

ning 77 SER 1 Jen ſenere Art ſammeſteds fra i ſamme Blad

ſiges endvidere: „Conferencerne om de gried—

fie Anliggender vare ved, men torde nu ſnart være ſluttede, og Protokollen derover affat⸗ tet, ſaaſnart de fornødne Inſtructio⸗

ner ere komne de rusſiſke Befuldmeg⸗ tigede tilhende. Der er ingen Tvivl om;

åt det franſke og engelſte Miniſterium ønfte det

ny Forſlag antaget. af Porter, og at iſer det ſid⸗ "fle viſer ſtor Interesſe derfor, medens det peters⸗ borgſte Cabinet ved ſin omſynede Politik, vilde foretrekke Opretholdelſen af Protokollen af 22de Marts. »1. 5 8 8 mose ;

Saameget mere er det af formode, Græfens +,

land vil anraabe, og — vi haabe — erholde.

fin edle Troesforvandtes, den rusſiſke Keiſers for⸗ maaende Underſtottelſe da de tyrkiſke Tropper alt Å i Folge Capitulation, have rømt det grædffe Con⸗ Ez linent, og er def glædeligt, fra den rusfiffe Grændfe Ska i Zidenderne at læfe, at Keiſeren og hele den kei? ſerlige Familie interesſere dem meget for Greker !

.

70

ne, og at intet vil blive efterladt, der kan berede dem dn lykkelig Fremtid. a ; Dertil før man da vel og regne, at deres hoi fortiente Mevborger Grev Capodiſtria, hvad og ſiges af være den rusſiſke Keiſers Onfke, forbliver i Spidſen for dem, og at alle indenlands-og uden⸗ lands Omdrev for at bringe Grækenland under et fremmed og det upasſende og uvelkomment Herz ſtab tor blve forgicves, Den 27de Nov.

N E. Skr. En franſf Miniſterialforandring er daforegaaet, i det Fyrſt Polignac er bleven Premier— miniſter, og Hr. La Bourdonnaye i Folge heraf udtraad, hans Piads ſom indenrigs, Miniſter bes fat med den hidtilverende Miniſter for Undervifs⸗ ningen, Hr. Montbel, der igien til Eftermand har faaet en Hr. Ranville. Hvorvidt herved i det Vekſenlige vil foregaae nogen Forandring, da nu magten fra Ultraernes Hænder ſynes at være gaaet over i Congregationiſternes, vil Folgen lære; at de Liberale ville være, mere tilfredſe med Tin⸗ genes nærværende Vending, ſynes med Foye at kunne omtvivles. Det ffal, have været tilbudet Hr. Bourdonnaye at opheies til Pair, hvilket han fral have afſlaget, for ikke at opgive fit Sede i Deputeredes Kammer, og ſkal da nu Pairsver⸗ digheden blive. hans Son til Deel; hvorimod La Bourdonnahe ſelv bliver Statsminiſter, og Med— lem af Statsraadet; ogſaa den hidtilverende Po⸗ litiprefect, Hr. Mangin, hvis Grundſatninger og Mttringer man alt mere og mere blev misfor— noiet med, ſom vel meget i det haandfaſte Sy: frem, er forflyttet til Gencralprocureurembedet i

> *

= Lyon.

ZI

Pachaen af Scutari ſral efter den alvorlige Paamindelſe, hans Albaneſere nylig fif af Gene- ral Geismars Tropper, (være gaaet i fig ſelo, og have lovet at forholde fig rolig; og vil man have Efterretninger fra Semlin, efter hvilke den rusſiſke Armee — paa de Tropper ner, der ſtull beffiærme de efterladte Syge og Saarede — den 1 November havde forladt Adrianopel. Ogſaa fkal Giurgevo "være rømmet af de tyrkiſte Tropper og overgivet de rusſiſke. Derimod fkulle de fene- fie Efterreininger fra Conſtantinopel ikke være - glædelige, . da der blandt. Indvaanerne fÉal berſke en hadff og farlig Stemning mod Sulta— nen, faa at ingen Mat fkal forlohe, da der jo", falde Slagtoffere for Haddet. Ogſaa ſkal g ul⸗ tanen ſelv begynde at føle det farlige i fin Stil⸗ ling, forſterke fin Garde, og forøge dens Lon⸗ ning. $ Omegnen af Smyrna herſter en meget betenkelig Opſtand mod Autoriteterne, og veg— rer man fig ved at betale de trykkende Afgifter. Ogſaa hedder det endnu, at Pachaen af Scutari ligefuldt har beſtemt at beſœtte Adrianopel, hvor

der tales omen Sammenkomſt mellem ham, Stors veziren, og Viziren af Rumelien. LADER Saare langt altſaa fra, at Taageſloret f mindſte Maade ſrulde have lettet fig; end ſige være forſvundet, og have fat os i Stand til, at ſige noget om, hvad vi, om ikke havde lovet, dog haabet, maa ſelv det, hvad vi ſynes at fee, liges fra Miniſterialforandringen i Frankrig, og indtil Barberen Pirez's Hæftelfe paa Alfeite, giere os uſikrere og tvivlraadigere end nogenſinde. Es kann fo nicht bleiben, havde en bekiendt

2 7

politiſt Journaliſt i forrige Aarhundrede til Mund⸗ 2

held, og faa lidet end iovrigt hans volitiſte Spaa⸗

— U *

=72 N

domme og Bebudelſer vilde holde Stand; heri beholdt han ufravigelig Ret. | Det, hvoraf man vel forſt kan vente noget tilforlabeligt Lys over Begivenhederne torde uftris dig være de franſte Kamres, og de engelſkes Par- lqmentshuſes Samtræeden. Naturligviis kan og vil der vel inden den Tid indtræffe Adſkilligt, der ſaavel i Henſeende til det, vi da ville faae at fee, og høre, ſom til Maaden, hvorpaa det blis 6 ver at ſee, og høre, vil have den meeſt afgio⸗ reende Indflydelſe, '

4

＋

er i t d geen November 169% *

5

Udflugt fra Godthaab til ujatarſoak⸗

Gf Dr. C. Pingels Dagbog paa en Reiſe til det ſpitge Gronland i Aarene 1828 og 20).

Uagtet Godthaabsfjorden eller Bagls Revier, under hvilket Navn denne Fjord forhen beſejledes af Hollænderne og endnu ſcdvanligen findes af⸗ Jagt i Sokorterne, hverken har; den Længde 8 eller Brede, ſom ældre Hydrographer hade givet 16 den, horer den dog til de betydeligſte Fiorde i Grønland, Den deler fig i tre Hovedarme. Af disſe er den mellemſte, ſom i Bunden forer Navn af Ujararſoak, den lengſte: den antages, maaſkee noget overdrevent, at ſtrœkke fig 16 til 18 Mile op i Landet. SER We

Denne Fiordarm har til forſkjellige Tider havt forſkjellige Beboere, Om de oprindelige Ind, . ote Binds 2det Hefte. 6 ;

11

74

byggere, af hvilke Grønlands forſte Opdagere, efter Are Frodes Vidnesbyrd ), fandt Spoer baade øfter og veſter paa Landet, nogenſinde have hapt ſtadigt Ophold i denne Deel af Baals Res vier, er Noget, ſom nu ikke mere lader fig afs giore, men neppe er at formode, Viſt er det . derimod, at de gamle Nordmend og Jisleendere, ſom gave Grønland den forſte europæiſke Beſolk, ning, have boet og bygget i denne Fjordarm. Dette gielber imidleetid kun om det Inderſte af » famme, hvor de langs med Elvens Udløb traf

en ikke ubetydelig, til Fœedrift tjenlig Dalftrals

ning. Her findes endnu et af de anſeeligſte Min: desmeerker fra denne Tid, ſom hele Veſtkyſten af Grönland har at fremviſe. Det er de herveren⸗ de Leyninger af en masſiv Steenbygning, der: have givet Anledning til den gronlandſke Benev: nelſe Ujararſoak or den ſtore Steen; et Navn, ſom egentligen kun tilkommer Bunden af Florden, men ſom de i Landet boende Danſfe ſiden bave Udvidet til hele den mellemſte Fiordarm. Efter de ældre Coloniers Undergang har denne en Tid lang været beboet af Landets nuværende Indbyg

gere; men, naar og hvorlænge,- er uviſt. Om

) Arii Multiscii schede s. Iibellus de Islandia. Is], et lat. Havnie 1733, Pag. 32. —

*

75 frent midt i Fjordarmen har jeg truffet et, nu al⸗ deles forfaldent, gronlandſk Huus og i Nærheden af ſamme flere Vegravelſer, ſom ikke røbede no⸗ gen betydelig Glde. Det forekommer mig derfor ikke uſandſynligt, at Ujararſoak Armen, ſom . neppe nogenſinde har været talrig beboet af Grøn:

lendere, har miſtet fine ſidſte Indbyggere ved den ſtore Affolkning, ſom i det forrige Aarhundrede, kort efter de Danſkes Ankomſt til-Landet, traf en Deel af Mellemgronland og navnligen Baals Revier. Nuomſtunder beſoges Ujararſoak ikkun i Sommermaanederne af de Indfodte, for⸗ nemmeligen for Rensjagtens Skyld. Denne Jagt, ſom de fleſte Grønlændere ere lidenſkabeli⸗ gen hengivne til og for hvis Skyld de ofte for⸗ ſomme den langt fordeelagtigere Sælfangft” lokker hele Sommeren igiennem et betydeligt Antal ikke blot af de nærmere boende Gronlendere, men. ſelv af Sydlendinger langvejs fra til . Welpen inderſtii ujararſoak. 3

Vinteren 1828—29 horer til de milbeſte, man i Grønland kan erindre fig. Hele Vinteren. igiennem havdr alle Fjordene i Omegnen af. Godt: haab holdt dem gabne og frie for Jis. I det føl; : gende Foraar flottede derfor flere af de til Colo⸗ : nien hørende Grønlændere langt tidligere end de- —

„ 6 * :

76

ellers pleje, op tit Ujararſoak. De havde her været fan lykkelige, i fort Tid ikke blot at flyde et temmelig betydeligt Antal Nensdyr, men ogſaa at fange en Deel Selhunde, da den par excellence ſaakaldte Jisblink, ſom bedekker hele det Indre af Landet og gjennem flere trange Fields

dale paa Sydſiden af Ujararſoak, ſtager i Forbindelſe med denne Flordarm, pludſeligen be: gyndte at kalve. Jisſkredene vare faa voldſom— me og fulgte faa hurtigan paa hinanden, at Gron⸗ loenderne i Ujararſoak, af Frygt. for inden

"Faa Hjeblikke at indeſperres maaſkee pad flere

Uger; ja Maaneder, lode deres Fangſt og Telte i —Stikken og iilſomſt flygtede ud af Fiordarmea, der alt begyndte at bedekkes af talloſe Jisſtykker. J flere Uger laa Kalviſen ubevægelig inde i Ujas rarſoak; ingen Grønlænder vovede ſig derop Da Adſtillige af de Indfodte, ſom jeg havde talt til om min Henſigt at bereſſe denne i flere Hen: ſdender clasſiſke Flordarm, vare enige i at anſee dette for ugjorligt, i det mindſte for det Forſte, og min Afrejſe til Europa med hver Dag nærmede ſig, havde jeg aldeles opgivet Haabet om at komme til Ujararſoak. Men i Slutningen af Jun Maaned, da jeg netop ſtod i Begreb med at til⸗

krade en Rejfe ind i Amaral ik Fjorden, bragte

77

nogle Gronlœendere den uventede Efterretning til Colonien, at Iſen oppe i Ujararſoak havde begyndt at ſprede ſig og at det var lykket flere af: deres Landsmænd, ſtjsnt ikke uden Moje og Fare, at flippe op til Teltpladſen i' Bunden af denne Flordarm. Da kun faa af de ſenere⸗ Rejſende i Gronland hape fundet Lejlighed til at beſoge U ja⸗ rarfoak, beſluttede jeg, for det Forſte at opgive Reiſen til Amaratik⸗ Fjorden, og i dens Sted at gjere et Forſog paa at frænge ind i Ujarar⸗ ſoak. Jeg fandt ved denne Lejlighed uformodede Vanſkeligheder fra de Indfsdtes Side, ſom hid⸗ indtil havde ledſaget mig paa mine Excurſioner fia Godthaab og ſom nu yttrede ſtor Ulyſt til at, folge mig ind i Ujararſoak. De lode dem. alligevel omſtemme og de fornodne Foranſtaltnin⸗ ger bleve trufne til at forlade Godthaab den 2gde. Juni, om Morgenen tidligen.

2 9 Jun i. Ved Godthaab, ſom overalt. i Grønland, hvor der gives Fjorde, følger Vinden naſlen hele Sommeren igjennem Fjordens. Rets uiug, eller blæfer, med andre Ord, beftandigen: enten ind eller ud af ſamme. J Dag Morges bleſte Fiordvinden ſaa heftigen ud ad, at jeg: Mødtes til at opfætte Ufrejfan. Efter Sœdvane ſtilede denne Vind af. henad Formiddagen, ſaa

77

*

78

at jeg Kl. 1x kunde forlade Colonien ien, med

fem Roerſter og en Styrer beſat gronlandſt Kone: baad, ſom ifær til Fjordrejſer i dette Land har

afgjorte Fortrin for ethvert europeiſkt Fartoj. J

en Bugt fæt ved Vildmandsnesſet aabner Ind⸗

lobet fig til Kappiſelik, Godthaabsfjordens

- ø

„

ſondre Arm. Medens vi roede over denne Bugt,

blev det blikſtille pan Fiorden og Heden faa tryk⸗

kende, at vi neppe havde naaet den anden Side

for de udmattede Roerſker allerede forlangte. at lægge til Land, for at lædffe deres Torſt med Snevand. Under det herved. foraarſagede Op⸗ hold begyndte det, til Alles Glæde, at lufte lidt

fra Havet. Foruden Afkjslingen bragte den indad gaaende Fjordvind, ſom Grønlænderne falde Iſerſarnek, os den Fordeel at kunne benytte de to, Sejl, ſom Konebaadene nu hyppigen ere forſy⸗

nede med, Saaledes kom vi omtrent Kl. 2 e. M. tit Sadlen, et højt takket Field, der ſerdeles maleriſt kroner Godthaabs Baggrund, naar man fra Soſiden kommer til denne Colonie. Sadlen

bedekkedes endnu af betydelige Snemasſer.

Disſe toe aldrig op, men danne endog paa Nord.

ſiden en virketig lille Jisblink, der har givet An⸗

ledningen til dette ſmukke Fjelds gronlandſke Navn

Sermeitſiak. Oppe i Iſen, fra hvilfen en

79

bree og flere mindre Elve bruſede over den ſtejle Klippevoeg og ned i Fiorden, hørtes et tordenag⸗ tigt Brag, netop medens vi vare tet under Fjel⸗ det, men lykkeligviis uden Nedfald., Paa den anden. Side af Sadlen aabnede Indlobet til U ja⸗ rarſoak fig. Paa Spdſiden vifte denne. Fjords arm frappante Fieldformer, ſom Ikartok, det hoje-Aukpadlartok og flere, medens Nordfi⸗ den ſnarere ſyntes at heſtaae af en eneſte, ſammen⸗ hængende Fjeldſtrekning, hvis mange Suageelve og frodige Vegetation dannede en beſynderlig Con⸗

traſt imoo de ſtivnede Sneflader paa, den ſondre Fiordbred. Efterhaanden, ſom vi kom dybere ind

i Flordarmen traf vi Kalviis, dog ikke i nogen

- bifydelig Mængde, for vi nærmede os Kornok, en paa Nordſideu fremſpringende Landtunge, form. 5 forvandler en. Stræfning. af den. for Reſten. tem⸗

melig brede Fjordarm til et ſnavert Sund. Da Iſen lage tœt ſammenſkruet i dette og det imids 2"

rlertid var blevet Aften, lagde vi til Land paa

Koruok og reiſte Teltet paa den lave ſandede Serandbred, ikke langt fra den ovenfoͤr omtalte gronlandſke Huustoft. Stranden var her tæt be=

. boret med Marhalm, imallem hvilket Græsænder

(Anas Boschas Län), havde deres Reder. J nogle af disſe fandt jeg endnu Æg, i audre de

80

alt udkrobne Unger. Da jeg henimod Midnat kom tilbage fra en Vandring paa-Fjeldene, traf jeg mine Roerſker ventende paa mig med et gron⸗ landſtt Aftensmaaltid: det beſtod i en Fifkeſuppe af itukogte Ulker. Natten var faa lys, at jeg i

„Midnatstimen udenfor mit Telt kunde nedſkrive mine den Dag gjorte Jagttagelſer.

30 Juni. Om Morgenen blæfte Vinden at» ter ud af Fjorden, dog ikke ſterkere, end at vi kunde begive os ud i det fnævre, iisopſyldte Sund. Efter at vi havde pasſeret dette, udvidede Fjorden

fig med Eet meget betydeligen, men Iſen lage

indenfor Kornok nœſten endnu mere pakket end i det ſmalle Sund ſelv; imellem Kalviſen fandtes der Jismasſer af et ſaadant Omfang, af de fuld⸗ komment fortjente Navn af Jisfjelde. Ikke uden ſtore Anſtrengelſer lykkedes det os, at flippe over til den nordre Sids af Flordarmen, hvor vi langs med Landet haabede at finde nogenlunde aabent

Vande. Her traf vi en Gronlender fra Colonien

ſiddende paa Klipperne; han havbe fin Kajak ved Siden af fig, Da han ogſaa agtede fig op til Uja⸗ erarſoak, var han let at bevæge til at folge med os. Hoad deri Dag foruden Iſen forøgede Reiſens Bes ſoserligheder var Fiordvinden, ſom ufædvanlig læns

ge vedblev at blæfe udad, Om Eftermiddagen Kl. 3

sg 81

naaede of omſider Imnajuartok, et højt og brat Field paa Nordſiden, hvilket ligr fra om Morgenen, da vi forlode Kornok, havde ligget for os i en tilſynelabende ubetydtlig Afſtand J de ſtejte Klippevegge havde talloſe Skarer af La- rus tridactylus deres Tilhald; de bedekkede ikke blot Fieldſiderne imod Fjorden, men endog de i Nerheden af Fieldet drivende Jisſtykker. Deres Skrig overdovede en fra det Bverſte af Fieldet »neſten lodret nedſtyrtende Elv og afbrød paa læns gere Tid mine ſnakſomme Roerſkers Underhold— ning. Indenfor Imnajuartok forogedes vort Selſkab after, da en Konebaad fra Üdſtedet Sart⸗

lok lilligemed en Kajak ſammeſteds fra ſtodte

til os. Den indad gaaende Fiordvind havde vi,

ſaaleenge vi vare omgivne af Kalviſen, ikke vovet at benytte. Nu, da den begyndte at bleſe friſkere og vi omſider havde fundet et friere Farvand, bleve Sejlene ſatte til. Saaledes gik det en Tid lang "uden Hindring fremad, indtil et Jisfield, ſom befandt ſig i ringe Afſtand ret forud, med et frygteligt Brag kalvede. J Sjeblikket faldt alle Seflene og Baadene ſtyrede ængfteligen imod Land,

endſtjondt den ſtejle utilgjængelige Klippeveg, ſom paa en lang Strœkning dannede Bredden, intetſteds vilde have tilladt os at lande. Det va⸗

„

82

rode en Tid, inden de ſtorre vuggende Jismasſer, ſom Jisfjeldet ved dets. Kalvning havde deelt fig - i, kom til Roelighed; men den ſterke Dynning, ſom ved ſaadanne Lejligheder plejer at rejfe fig og ofte bliver de mindre Fartojer farlig endog i Af⸗ ſtand, indſkrenkede fig. denne Gang til det kal⸗ vede Jisfields nermeſte Omgivelſe. Da Fjordar⸗ men efterhaanden igjen blev fnævrere og den ſterke indad gaaende Ffordvind, i Forbindelſe med Vans dets Voxen, atter ſtuvede Iſen ſammen, nodies vi allerede Kl. 6 at lægge op veb en Teltplads paa Nordſiden, ſom Grønlænderne navngave Iglun⸗ goak. For at fordrive den lange Aften, blev der ſtudt til Maals efter et paa Klippen opſtillet Skul⸗ derblad af et Rensdyr, ſom ved flige Lejligheder tjener Grønlænderne til Skive. Myggene (Culex pipiens Lin) ſom endnu; da jeg forlod Godt⸗ haab, kun ſparſomt havde indfundet dem der, begyndte at falde os temmelig. befværlige. 1fte Juli. Vort Haab, at den friffe Mor⸗ genvind, ſom ellers: regelmesſigen indfinder fi fig hele Sommeren igjennem, fulde fætte Kalviſen noget udad, ſlog i Dag fejl. Hvad vi kunde overſee af Fiordarmen, frembod en eneſte ſammen⸗ heengende Jisflade, af hoilken enkelte Jisfjelde e frem. Hele Formiddagen vedblev det at

Z ae NNE

Sy 83

være blikſtille og Iſens Nærhed uagtet, lummer⸗ varmt. Det Übehagelige i vor Forfatning forøs gedes ved de nhyre Moſkitosſvorme, ſom vort Ophold paa det lave, kratbevoxede Klippengs havde. draget did. De angrebe med deres mar- trende Stik ikke blot mig, ſom var den eneſte Eu⸗

ropceer, men ſeiv de Indfodte: flere af Grønlæn=

derinderne gik omkring med blodige og tilbundne Anſigter. Ved Middagstid begyndte det endeligen at bleſe ſvagt ind ad Fjorden; ved Iſens Bevæs gelſe fremkom der en ganſke ſmal Aabning langs med Landet. Da det var umueligt at vende om, beſluttede vi at gjøre et Forſog paa at trenge fremad, ihvor lidet vi end lovede os deraf. Ka⸗ jakkeine toges ind i Konebaadene; forud i disfe ſtillete Kajakmendene dem tilligemed Styrerne, for ved Hjelp af omvendte Aarer at ſtode Jisſtyk⸗ kerne tilſide og ſaaledes aabne Vejen for de ſkro⸗ belige Skindbaade. Paa denne Maade kom vi,

langs med Landet og tildeels under høje, med

Nevfald truende, Klippemasſer, lykkeligen iglen⸗ nem Iſen. Den gunſtige Fjordvind, ſom tog til i Styrke, befriede os omſider fra Myggeſvoermene,

ſom fra Iglungoak af havde: fulgt med Baa⸗ dene; men vi vovede ikke at fore Sejl for hen ad Eftermiddagen, da Kalviſen efterhaanden fore

84

fvandt og Baadene begyndte at bevæge dem friere imellem Jisfjeldene, der for en ſtor Deel ſyntes at ſtaae paa Grund og derved at hindres fra at drive udad tilligemed Kalviſen. Forſt Kl. 7 naaede vi vort egentlige Beſtemmelſesſted, Teltpladſen i Bunden af Ujararſoak, uagtet denne efter min Regning ikke ligger ſynderligt over een Miil fra Iglung dak. Vi traf her fem Telte, hvis ſamtlige Beboere Ankomſten af en Konebaad med danſt Flag havde lokket til Lanbingsſtedet; de bes ſtode imidlertid næften blot af Fruentimmer og Blorn, da Mandene vare fraværende pan Jagt. Aftenen hengik under Forberedelſerne til den Van dring ind i Landet, ſom jeg havde i Sinde at til⸗

fræde den folgende Dag. f -

2 Juli. Om Morgenen laa en tyk Taag oven paa Fieldene. (Grønlænderne ſpagede en ſmuk og regnfri, men varm Dag. Foruden de to Gronlendere og fire Gronleenderinder, jeg felv tog med mig, havde de to Gronlendere fra Sartlok med tvende Fruentimmere ſluttet dem til vort Selſkab, for at deeltage i Rensjag⸗ tenz rn halvvoxen Blanding, ſom var fulgt med mig fea Godthaab, vilde ikke blive tilbage paa Teltpladſen, meu gik med for at bære min gron⸗ landſte Skydetaſke, hvis „ſœdvanlige Indhold

— . . .

85 var blevet forøget med et Bjergcompas, et Lom⸗ methermometer, nogle Skrivematerjalier o. f. v.

Da Grønlænderne ved ſaadanne Lejligheder Intet bære uden deres Rifler og Jagtrequiſiter, bleve

Proviſionerne og de øvrige Byrder foedeelte imel- lem Gronlenderinderne. Dette forſinkede os ſaa længe, at vi forſt Kl. 7 kunde tiltræde vor Van

dring, 12 i Tallet, iblandt hvilke 8 Jegere.

Vejen gik lnags med den venſtre Elvbred, i nord⸗

oſtlig Retning ſtedſe opad. Efter en Times Van⸗

"bring omtrent traf vi en anden Elv, ſrm kom ſonder fra og forenede ſig med den forſte. Ikke uden Vanſtelighed overſkrede vi denne paa et

Sted, hvor den fimellem Klipperne delede ſig i

flere Arme, men tillige dannede en Mængde ſmaae Vandfald. Efterhaanden, ſom vi kom højere op

tilfields, forteettede Taagen fig til ſmaae Skyer, ſom ſnart trak neden under os. Egnen fik et vil⸗

dere og mere ſorgeligt Udſeende, ſom hverken de

ſmaae Indſoer, vi af og til traf paa, eller dr

» hyppige Snedriver i Dalfordybningerne tjente

til at oplive, Uagtet Fjordvinden fra Kl. 11 af blæfte endog temmelig friſkt op imellem Fieldene, var Heden dog, iſer i Dalene, ſerdeles tryk⸗

kende og Myggeſvermene, mod hvilke en let eu: Yopæife Sommerdragt kun ſaare ufuldkomment

86

beffyttede mig, næften utaalelige. Ved Midbagss tid kom vi til en temmelig ſtor Indſo, ſom endnu var tilfrosſen og kun i Nerheden af en Elv, der tjente den til Aſlob, vifte aabent Vande. Vi fulgte en Tid laog Spens Bred, indtil vi kom under et højt Field, imellem hvis Nedftyrtninger ö jeg glenfandt Veegſtenen, der ingenſteds i Gron⸗ land ſynes at være faa hyppig ſom i de Fjelde, der indeſlutte Baals Revier. Efterat Gronlen⸗ derne forgjeves havde gjort Jagt paa en af de, i Landet fædvanlige % "hvide Harer, klavrede vi op over Fieldet og lejrede os imellem uhyre Klip⸗ peblokke pod et Sted, Tom de Indfodte Falbe Sanningarſok. Her hvilede vi en føje Stund og fortærede et frugalt Middagsmaaltid af Skibs⸗ brod og Renskjod. Da Gronlenderne vare enige i at anſee Fiordvinden for Skyld i at vi endnu ikke havde truffet Rensdyr, om hvis ſkarpe Lugt de giore dem de meeſt overdrevne Foreſtillinger, blev der beſluttet at forandre Retningen og af ” vende os imod Sonden. Hidtil havde vi i denne

„Fieldorken fulgt en blot af Rensjcgere betraadt, men dog for det Meſte kjendelig Fodſti. Nu blev - Vejen vildſommere og beſverligere. Efter en dort Bandring i oſiſpdeſtlig Retning, Mak Jis⸗

' 87 z blinken, paa denne Side omgiven af ſmage tilſrosne Indſoer, udbredt for os. DaGronlender inderne vare meget udmattede, blev der atter gjort Holdt og hvilet, Derefter fulgte vi Jisblinken i ſydveſtlig Retning, for paa denne Maade at nage Ujararſoak den neſte Dag. Da Himmelen kort efter Middag bedak⸗ fede fig med Skyer, lede ai pan denne Vanbring mindre af Heden og Myggene. Vi Havde alt brſteget adſtillige Flelde og giennemvandret flere Dale, uden at blive Rensdyr vaer, da en af Gronleenderinderne fandt friſke Spoer af dem i Sneen, Men, da disſe atter forſvandt paa den nøgne Klippegrund, vilde det, vor fordob⸗ blede Opmerkſomhed uagtet, ikke iykkes os, at. opdage ſelve Dyrene, ſom vi dog endnu maatte formode i Nærheden. Aftenen begyndte at nærme

fig, da vi trætte ag mismobige naaede op paa en

betydelig Bierghojde, fra hvilken vi gjennemſpej⸗ dede flere Dale imellem os og Jisblinken, men ligeſaa frugtesloſt, ſom hivindtil. Uden at ſige Noget, bortfjernede de to fremmede Gronlendere

dem. Vi andre, ſom alt havde opgivet Haabet

om at treffe Rensdyr den Dag, vare ſtiltiende komne overeens om ikke at gage videre, men at vvernatte, hvor vi vare, Da fleſte af Gronlen⸗

2 *

FR

88

derinderne, hvis Kræfter vare aldeles udtomte, havde lagt dem til at ſove paa den blotte Klippe: grund, da en af Grønlænderne pludſeligen ſtrakte Armen imod Jisblinken og raabte Tuktut! (Rens⸗ dyr!). Langſomt bevægede tre af disſe ſmukke Dyr dem paa Bredden af en af de frosne Smaaſoer. J faa Dieblikke var jeg og de to Gronlendere, ſom dare blevne hos mig, nede af Klipperne og i Dalen, ſom forte til Indſoen. Vi maatte gjen⸗ SÅ nemvade en Elv og flere dybe Snedriver, inden. vi kom Rensdyrene, ſom ikke ſyntes at have bes mærket os, paa Skud. Medens Grønlænderne, der aldrig ſkyde paa fri Haard, kaſtede dem ned bag nogle nedfaldne Klippeſtykker, for at have et »Anleg, brendte min Riffel for. Rensdyrene, ſom formodentligen ved Blinket af Fengkrudtet vare blevne mig vær, flygtede ind i en Sidedal, Vi forfulgte dem, men tabte dem i den trange, bugtede Klippedal ſnart af Sigte. Det varede ikke længe for vi horte et Skud og Fort derpav Gronlœndere raabe. Ved at gage efter Knaldet fandt vi de to Gronlendere fra Sartlok og, i Nærheden af dem det døende Rens dyr, ſom den ene af dem havde fældet, Det var en fuldvoxen Han; -i Faldet havde den knckket begge Hornene, ſom havde deres fulde Baſt. Inden Fruentimre⸗

89

*

ne, ſom det nys horte Raab havbe kaldet, kom ned

fra Fjeldet, havde de fire Gronlendere allerede trukket Huden af Rensdyret. Dette blev derpaa

delt imellem de to Gronlenderinder fra Sart⸗ lok. Disſe bare det i Remme af Selhundeſkind, ſom lagdes oper Panden, til et Sted i Narhe⸗

den, hvor Rensjcgere ofte pleje at overnatte.

Dette Sted kalde de Indfodte Ekallung oak efter et Slags Fjeldsrreder (formodentligen Salmo stagnalis Fabricizi), ſom de undertiden, naar „de have været uhældige paa Jagten, fange i de” fmaae Søer i Omegnen. Efter at vi her havde ” lejret os i-Ly af en Klippe, blev førft den friffe

Renstalg, ſom af Grønlænderne nydes raa og

anſees for en ſtor Delicatesſe, deelt i 12 lige ſtore

Siykker, af hvilke Enhver af de Tilftædeværende

fif fit, Jeg fandt det ingenlunde modbydeligt,

endſkjondt det i Velſmag forekom mig at ſtaae langt tilbage for den friſke, nœeſten flydende Narv, ſom derefter ſerveredes i de ved Hjælp. af Stene flekkede Been. Nu ſkrede Gronlenderinderne til at tilberede det egentlige Aftensmaaltid. 8

Mangel af en Kjedel blev der af grønne Bufte, tendt og vedligeholdt en ſteerk Ild under en flad -

Steen. Saaſnart denne var giennemhedet, blev

den omhyggeligen bedekket med Mos. Paa bette"

6te Binds 2det Hæfte, 3

90

udbredtes tynde Stykker af Rensdyrkjod, ſom atter tildekkedes med Mos. Oet varede ikke længe for det paa denne Maade halv ſtegte eller halv. kogte Rensdyrkjod uddeltes imellem Gron— lenderne. Jeg blev ved denne Lejlighed forbi: gaaet, da man ved en afſides Ild i en lille Blik⸗ ſpand, ſom en af Gronlenderinderne havde ført med ſig, havde kogt Dyrets Tunge til mig For at krone denne Aftens Nydelſer, lod jeg koge Kaffe til Grønlænderne. Kaffe er deres Yndlings⸗ drik, ſom de til enhver Tid begjerligen nyde, Det blev temmelig ſilde, inden vi kom til Hvile, Af friſte, blomſtrende Andromeda Buſke havde mine Ledſagere beredet mig ét Leje, paa hvilfet jeg indhyllede mig i et Par medbragte Uldtæpyer, De Indfodte lagde dem, tæt ved hinanden,” ned pan den blotte Jord, uden at have anden Beda; ) ning end den vaade Hud af det nysſkudte Rensdyr.

3 Juli. Savpnet af min Hvidbjorneſkinds Sovepoſe, ſom jeg havde ladet blive tilbage i Ujararſoak, gjorde, at den folgende Nat fore— kom mig at være den koldeſte, jeg i Gronland har tilbragt under aaben Himmel. Strax efter Midnat vnagnede jeg, næften ſtiv af Kulde. Jeg ſtod op og vandrede frem og tilbage i den ode, tauſe Omegn. Endſkjondt jeg, af Frygt for at

91

ſorvilde mig, ikke vovede at bortfjerne mig langt fra mit ſovende Selſkab, har jeg dog ingenſinde folt mig ſaa eenſom, ſom i denne korte Sommer⸗ nat. Ikke længe efter Midnat gik Solen op over den mørke Jisblink og belyſte den efterhaanden, Blege og forfrosne vaagnede Gronleenderne. AL lerede Kl. 4 brode vi op fra Ekallungbak og fortſatte vor Vandring langs med Jisblinken, for at vende tilbage til Fiorden. Fieldene, vi i Dag hapde at beſtige, vare meget Højere end de, vi i Gaar vare komne over; Snefladerne udſtraktere og beſperligere, da Sneen, ved at ſmelte og atter at fryſe, hyppigen havde antaget Iſens Conſiſtents og frembød en ſpejlglat, men yderſt ujævn Over⸗ flade. Intet Rensdyr lod ſig ſee, uagtet den Mængde af afkaſtede Horn, vi i Dag fandt paa Fieldene, vidnede om, at disſe Dyr, i det mindſte til visſe Tider, indfinde dem her i ſtort Antal. Det var mig paafaldende, at de fleſte Takker havde Udſeendet af at være afgnavede. Getnlen⸗ derne ſorſikkrede mig eenſtemmigen, at det er Rensdyret ſelv, ſom i; ſtrenge Vintre, naar dyb Snee hindrer det fra at ſoge fin ſedvan⸗ lige Fode, nodes til at friſte Livet paa denne Maade. Efter ät vi havde” fjærnet os fra den egentlige Jisblink, fulgte vi en af dens megtige 2 7 *

92

Arme, ſom, indeſluttet imellem lodrette Klippe, vægge, ſtrekker fig igiennem en dyb og frnæver Dal ned mod Fjorden. Den forte os til en, of meget høje Fjelde omringet, Bugt, ſom de Ind⸗ fødte kalde Naiæt (Maagebugten). Sisbræen felv naaede ikke ned til Fjorden, men endte paa en flad og leret Grund, over hvilken dens uklare, grumſede Vand flød ud i Bugten. Paa Fjeldene omkring Naiet, fra hvilke hele det Indre af Flordarmen lod fig overſee, kunde jeg langt ud i Fiorden forfølge Jisblinkens Aflob: Jokelvandet lob ſom en Flod igjennem det klare Fjordvand, uden at blande ſig med dette. Fra Maagebugken ſenke Fieldene dem meget brat imod Ujarar⸗ ſoak; Nedgangen til Teltpladſen faldt os fem: melig befværlig i den hede Middagsſtund. Om Eftermiddagen fik jeg i mit, af Mofkitos opfyldte, Telt talrige Beſog af nyankomne Sydlendinger, iblandt hvilke jeg traf flere Bekjendte fra fore gaaende Sommer. Paa den ſerdeles varme Dag fulgte efter Gædvane en kiolig og meget behagelig Aften. ; 8 ) 4 Juli. Den følgende Dags Formibdag

—

! anvendte jeg fil geognoſtiſke Underføgelfer i den

nærmefte Omegn. Ved denne Lejlighed. traf jeg

paa et gronlandſk Steenbrud, der for en Europcer

928 „

havde: et ligeſaa fremmedt Udſeende, ſom neeſten

Alt i dette Land. Det var anlagt i et Leje af Veegſteen ſonden for Teltpladſen, og beſtod af flere Rader af runde og aflange Udhulinger. Gron⸗ lenderne udhugge nemlig deres Lamper og Kied⸗ ler for en Deel i Klippen ſelv, da de favne Red⸗ ſkaber til at bryde Stenen los i ſtorre Stykker.

Vesgſtenen i Ujararſoak ſtaaer i Borigt i 9

Goched tilbage, ikke blot for den, ſom ſindes i. Amaralik Fjorden, men felv for den fra ad—

ſtillige Steder i Baals Revier. Efter Middag ”

lod jeg mig i Konebaad fætte over til Ruinerne i Ujararſoakz; de befinde dem alle paa den nor» dre Side af Elven, omgivne af en, kjendeligen roddet, Eng, ſom overalt, hvor Vidiekrattet ikke havde tager Ovetrhaand, endnu bar herligt Græs. Den betydeligſte ligger nordligſt: det er en fuld» komment orienteret, næften quadratiſt Bygning: Den oſtre Muur, ſom paa ſine Steder endnu var henimod 9 Fod høj, fandt jeg 19 Fod, den nor⸗ die 194 Fod. lang; Indgangen, ſom tildeels er ſpœerret ved de, ifær i det Indre af Bygningen, nedfaldne Stene, er paa, Sydſiden og 23 Fod bred; i Indgangen maalte jeg Murens Tykkelſe, og

fandt: den neſten tre god. Jeg er aldeles af k.

va

94 *

Thorhalleſens Mening Y, at denne med ſardeles

Omhu opforto Bygning har .været. indviet til Gudstjeneſte. Sydſydoſtlig for denne Ruine fin— des, i nogen Afſtand fra ſamme, de ubetydelige Levninger af en anden Bygning, ſom har været omtrent 36 Fod lang og 30 Fod breed. Denne har havt flere ſmaae Bygninger pan Sydſiden af

2 fig, og ſynes at have været en Gaard med dens lide

huſe. Sydſydveſt for den førftnævnte Ruine og omtrent j ſamme Afſtand, ſom de foregaaaende,

k findes de ligefaa ubetydelige Levninger af en Muur

eller maaſkee kun et Steendige, ſom efter Thors halleſens Formodning har omgivet en. »Kirkegaard. Den har været omtrent 90 Fod lang, og ikke fuldt

60 Fod breed. J Midten af ſamme ſynes der al have ſtaaet en Bygning af omtrent 40 Fods Længde

og 20 Fods Brede; denne har, havt: flere Afdelin, ger. Det af Thorhalleſen omtalte Gravſted beſin⸗ der ſig i ſkraa Retning i det ſydoſtre Hjørne af den ydre Muur, og "er endnu i ſamme Tilſtand, ſom da han underſogte det. Det er omtrent-8 Fod langt og 4 Fod breedt, altſaa meget ſtorre end Gronlœndernes Grave i Almindelighed, og tillige

) Eſterretning om Rudera af de game Nordmands og Siclænderes Bygninger. paa Brent anse Veſter Side. Khovn 1776, S. 20, ;

1

95

alt for omhyggeligen opført, til at det oprindeli⸗ gen kan have været deres Arbeide, Imidlertid

viſer Tildekkelſen tydeligen, at Grønlænderne:

have benyttet det til at jorde en af deres Lands⸗

mend i Efter at have tilbragt et Par Timer i.

ſterkt Regnvejr med disſe Underſogelſer, kom jeg tilligemed mit Folge drivvaad tilbage til vort

Telt. Men det varede ikke længe, for det igjen

klarede op, og Aftenen var ſœerdeles ſmuk. Uag⸗ tet Luften i Dag, ſammenlignet med de fore— gaaende Dage, endog kunde kaldes kold, vedbleve dog Jisfjeldene paa Fjorden at ſtyrte ſammen (kalve) med et Brag, ſom lignede Artillerieilden, hort i nogen Afſtand. id

VR Juli. Om Morgenen, da vi traf Anſtal⸗

ter til at bryde op, [aa Taagen overalt baade paa.

Fjorden og paa Fieldene. Klokken blev 2, inden

Skindteltet var nedtaget, og Konebaaden ſat i- Vandet. Jeg fod mig fætte i Land pan Mordfis. .-

den af Elven, for endnu engang at betragte de derværende Ruiner. Medens jeg dvælede imellem disſe, og horte Grøntændernes Aſſkedshilſen, der efter Sedvane beſtod i Flinteſkud, rulle imellem Fjeldene, klarede Fjeldtoppene pludſeligen. af og Taagen ſenkede fig med bølgende Overflade paa Sydſiden af Fjordarmen, Denne Omfiændighed

7

96 tilligemed Haabet om at finde aabnere Qanbe, bes vegede os til after at folge Nordſiden. Men Iſen laa her ligeſaa tet ſammenſkruet, ſam for tre Dage ſiden. Forſt efter Middag naaede vi Ig⸗ lungaak, hvor jeg lod lægge til Land, for at de trætte Roerſter kunde hvile nogle Ojeblikke. Efterhaanden, fom vi atter nærmede os det høje Imnajuartok, ſorſvandt den mindre Kalviis og ikkun Jisfjelde bleve tilbage paa Fjorden. J disſe horte vi fjærnt og nært idelige Detonatio, ner. Inden vi naaede Imnajuartok, bedak⸗ fede Himmelen fig pludſeligen med Skyer, og Vin, den, ſom lige fra om Morgenen af havde ſtaget uſedvanlig ſterk og Fold ind ad Fjorden, ble til en Storm, ſom nodte os til at tye ind i en rummelig Bugt tæt oſten for det nysnævnte Field. Vi lagde op til en kun fjelden beſogt, af høje Klipper omringet Teltplads, ſom de Ind⸗ fodte efter de mange Smaaſtene, der her danne den [ave Strandbred, have givet Navn af Tuar⸗ paitiœt. I de to Tellte, der ſtode paa Stran⸗ den, traf vi Gronlendere fra Sartlok, ſom og⸗ ſaa agfede dem op til Ujararſoak, men al⸗ ollerede i flere Dage havde opholdt dem her, for at fange ſpraglede Selhunde (Phoca vitulina Lim, af hvilke der, efter deres Fangſt at dømme,

97

mag gives en Deel i denne Fiordbugt. Med deres“ ſedvanlige Godmodighed hjalp Grønlænderne os at drage Konebaaden paa Land, og ind bode mig i deres Telt, indtil mit eget var blevet reiſt. Dette blev fat paa Bredven af en Elv, fom, for⸗ modentligen næret af uforgiengelige Sneemasſer vven paa det høje Fjeldplateau, ſtyrter fig ned af Klipperne og danner det ſmukkeſte af de mangfol⸗ dige Vandfald, jeg i Grønland har feet,

6 Juli. Modvind hindrede vor Afreiſe fra Tuarpaitiœt. Hele Formidbagen var Luften faa tyk, at vi ikke kunde fee over Fjorden, og tillige faa kjslig, at jeg nodtes til at have brændende Lamper i mit Telt. Om Eftermidda⸗ gen klarede det op, ogJisblinkenRunettarſaak paa Sydſiden af Fiordarmen blev atter ſynlig;

men det bleſte endnu for voldſomt ind ad Fjor⸗

den til, at vi kunde tanke paa at forlade Tur 75

paitiœt den Dag.

- 7 Juli. Om Morgenen fidligen rejſte vi fra Tu arpaiſtiœt. Det var i Begyndelſen varmt og ſtille; men allerede om Formiddagen havde vi atter Vinden imod os. Det blæfte ſter⸗ kere og ſtœerkere ind ad Fjorden, faa at vi forſt ved Middagstid naaede Kornok, hvor vi paa Udrejſen havde tilbragt den forſte Nat. Her traf

98 vi atter Kalviis og det i temmelig Mængde, ffiøndt den havde begyndt at drive ud af Fjorden og tilſoes. Gronlenderinderne længtes efter at komme hjem; og roede derfor ufortrodent og næften uden at hvile. Men desuagtet forſinkede É Jis og Modvind os ſaaledes, at vi ikke før om Aftenen Kl. 8 kom ud af Ujararſoak Armen

og feorſt efter Midnat til Godthaab,

Tegnelſer.

4 e

e) Storbritgnniens ig in rdenriges Politik

uddraget af et Brev til Lord Aberdeen ved Mr. Gally Knight.

. Griønbt jeg ſkriver fra et fremmed and, er 13

mig ikke andre end engelſke Folelſer bevidſt. Jeg har hverken antaget de Misfornoiedes Zænfemaade i det Land, hvor jeg er, heller ikke agter jeg at gientone Diatriberne i deres Journaler. De Jagt⸗ tagelſer, jeg er i Begreb at forelægge D. H., komme fra en meget tidligere Kilde, og en videre

Omkreds. Det er den almindelige Meningsforan⸗

dring, ſom jeg har fundet at vere pan Faſtlandet

i Henſeende til England, der har bragt Ilden

i mig til at brænde, og omſider taler jeg, da jeg

*

99.

ikke kan andet, naar mit Zæbrelards gode Navn ſtaaer paa Spil. i

For to Aar ſiden fane Faſtlandet op fil Eng⸗ land, ſom en Beſkytter og en Ven. Dets Priis var i hver Mands Mund, og alle Nationer ſyntes

at onſke, at Englands Indflydelſe maatte udbrede

fig igiennem hele Verden.

J forrige og nærværende, Aar har jeg igien beſogt forſkiellige Oele af Faſtlandet, men den Stolthed og Lyſt, jeg tilforn havde fornummet,

, Vare forandrede til andre Bevegelſer. Engelland

4

var ikke mere Gienſtand for almindeligt Bifald. Det betragtedes ikke mere ſom den oplyſte Tals⸗

mand for liberale Grundfætninger udenlands;

det anklagedes for at have flaaet fig til et Par⸗ ti, der er Frihedens Sag imod, og vet faa ſelp⸗ ſamme Tid, da den indenlands Politik blev ſtyret pda en Maade, der fortiente, og fik den heieſte

Roes. Var det da en Engelſkmand muligt at være

Vidne til fan merkelig en Forandring i den Agt, hvori hans Fœdreneland holdtes, uden Folelſe af N den dybeſte Krenkelſe?

O. H. vil maaſkee udtrykke den meeſt uſkrem. ; tede Forundring ved at erfare, at nogen Misbil⸗

ligelfe af Englands Forhold finder Sted. De vil vende tilbage til alle de Forſikkringer, De

1060

har modtaget om alle de velordnede Regjeringers

fuldkomme Fortrolighed: Aldrig var der et Die»

blik, da en bedre Forſtaaelſe herſkede imellem Eu⸗ ropas Cabinetter. Og dette vilde være et fuldgyl⸗ digt Svar, hvis offenlig Mening blot var et tomt Navn, hvis Regiering var Alt og Nationerne intet ER * ** * Den franſke Revolution var ikke en Begiven⸗ hed, der vilde endes, ſom Europas forrige Krige, ved en Tractat, og hver Mand gage tilbage, lidt

"Bedre, eller lidt ſlettere, til fit vante Hiem;

men en Convulſion, der medforte Folger, ſom lenge vilde blive i Virkſomhed — der i lige Grad virkede paa Folkets Gemytter, og paa de Steder, de beboede — et moralſt Stød, ligeſaa mægtigt, fom

Korstogene eller Reformationen.

De moralſte Virkninger ere de, der fortiene den alvorligſte Opmerkſomhed; en ny, en aarvaa⸗ gen Aand er paatvivlelig 115 og denne Aand er Tidsalderens.

Menneſkeſleegten har i alle Aldere bragt fin Hylding til dem, ſom den anſaae at være fine virkſomſte Beſkicermere. J de ulykkelige Dage,

da det nyere Europa reiſte ſig ud af Anarchie og

Forvirring, bragtes Kirken. Hylding, fordi Kirken

i IOI

den Tid var den eneſte Magt, der kunde ſtyre væbnede Barbarers Voldſomhed.

J neſte Tidsalder ydedes Hyldingen Konger. Fyrſter paatog dem at beffiærme deres Undergiv⸗ ne, og lagde Grunden til deres egen Overvelde paa Almeenvellets Baſis. Magten havde imid⸗ lertid, da den blev befeſtet, ikke mere den Biſtand behov, der i en tidligere Tidspunct giordes for⸗ noden, og oprindelige Overeenskomſter blev grape . viis forglemte.

Den tredie Tidsalder, — den Alder, vi lebe i — er den, hvori Menneſtene have flyttet deres Hylding over til Indretninger, og denne Foran⸗ dring maatte i Tiden have fundet Sted, om end

' ingen Franſt Revolution nogenſinde var indtruffet

0 For at bevirke Omſtyrtningen af hin overorden⸗ lige Mand, hvis aldrig hvilende Wrgierrighed mar⸗ frede Verden, opkaldtes Europa i Uafhengigheds og Friheds Navn, Folket i enhver Nation befvarede- Kaldet, nedbrød med een ſtor og ſamtidig Kraft⸗ anſpending Despotens Velde, og gav de lov⸗ lige Fyrſter deres Throner tilbage. Det var for at undgaae Tyranie, afkaſte Aaget, bryde deres Lenker, Nationerne bleve indbudne at reiſe dem. De lovedes blidere Dage og Frihedens Velfignelfer,

Hrorledes holdtes disſe Løfter?

102

Da det Formaal var opfyldt, hvortil Fol⸗ kene vare blevne ſamlede, for hvilket de arbeidede og blodte, og døde, blev de, der havde havt For⸗ deel af deres Anſpendinger, forloſte fra Frygten for deres gamle Fiende, nu blot bekymrede for, at dempe den Aand, De havde vakt, og und) i gage alle Indrommelſer. i

Ved ſamme Congres, ſom fattes at trykle Fredens Indſegl paa Emancipationschartet, ſom bebudedes at blive Europas Hoitid over Tyranniels Omſtyrining, formedes Tvingſelsgrundſetnin⸗ gerne i et ordentligt Syſtem, og i det Sieblik, Belonninger pentedes, [SEKS den 1 Al⸗ liance.

Denne Tractat var ingen tom Ellen Fra nu af blev det den ſtadige Lebke af Sec bets Politik. — — 9) Men D. E. vil bemerke, at i disſe ak- kelige Exempler paa Mellemkomſt England ingen Deel tog, og at vi virkelig anvendte alle Midler, Fiendtligheder undtagne, til at forebygge Anfal⸗ det paa Spanien. Handlingerne bleve imidler⸗ tid begagede af vore noyeſte Bundsforvandte. For Verden ſages vi i et Lys, ſom et et

) Brad her Foss om Togene til Neapel og Spanien, ude⸗ lades / ſom lere hidhorende.

103 i 95

Parti. Vort Forhold ved andre Leiligheder kan ene luttre os for mistœnkt Acqviescents, og der⸗ ſom vi nere en ſaadan Folelſe af Kueſyſtemels Handlinger, at vi med Forbittrelſe fralægge os Beſkyldningen for at have ſpilt under Dakke der⸗ med, er det da ikke et Selvbeviis, at England aldrig, med nogen Agt for dets egen Caracteer, kan laane dette Syſtem fin Biſtand, eller handle i ſamme Aand? ;

Hvormeget mere felvftænbigt vifte England ſig, da det for en Tid erklœrede ſig aabenlyſt mod Forbedringens Fiender? En Statsmand, ſom ikke er mere, beſtyrede da Anliggenderne; og det vilde være Mangel paa Oprigtighed, naar jeg ikke reentud vedgik min Beundring af Manden, og den Maas

de, hvorpaa han ſiyrede Englands udenrigs Pos litik. Det var en af hans fornemſte og udinerkende Fortieneſter, at han noiagtig forſtod den Tidsal⸗ ders Aand, Hvori han levede — at han havde. Skarpſindlog Mod nok, til ikke at frygte den — vg at han beſluttede at fætte England i Spidſen ders for. Han havde Tillid nok til fig felv, til at vi⸗ de, at, langt fra at blive forpligtet til at folge, ſtulde han være iſtand fil at intffrænfe, og lede, for rekomme, hvad furligt, erholde, hvad Ref var, og, - medens han førte ad fornuftig Friheds Vei, at

104

, blive Voldgiftsmand for Europas Skicbne. Vis paa Underſtsttelſe og gode Onſker fra alle kraſt⸗ fulde og oplyſte af enhver Nation paa Klodens "Overflade, var han fig en Magt bevidſt, ſom Intet kunde modſtaae; men agtſom paa at ſtyre denne Magt til hans eget Lands Wre, Fordoms Beſtiemmelſe, og Sandheds Fremme, tog han ikke i Betænfning at bruge den. Hvis han for en Deel paavirkedes i den Fremgangsmaade, han "antog; ved fin Beflutning, at vedligeholde Englands po⸗ . Titiffe Overvægt, kan han ikke ſiges, at have ſogt denne paa andre Nationers Bekoſtning; og mindſt af alle kan Engelſkmend bebreide en brittiſk Mi niſter denne Beſlutning, ſom en Feil.

Hvor ærefuld var Engelland Stilling" under

hans forte Bane? Medens Englands Tarv raad⸗

2 ſpurgtes, blev andre Nationers Held og Frihed: fremmede og beſkiermede. Forbedringens Flender kuedes, Frihedens Venner opmuntredes. Frem⸗ med Avindſyge tabtes i Beundring; det britliſke Navn gienlod med Vifald fra den ene Udkant af Europa til den Anden; Engelland holdt ſi ſin op⸗ hoiede Stadspunkt med Menneſkehedens Sam⸗

lykke. For hurtig bortreves han, til at futbbringe, i ” hvad han havde 3

* 2 ' | |

105

Ostendunt terris hunc tantum fata, neque ultra Esse sinuut. É Men ingens luctus suorum eg Jammerkla⸗ gerne fra de edle og viſe af enhver Nation, be⸗ vidnede den Mening, man nærede om hans Dy— der, og den Vigtighed, der tillagdes hans Tab⸗ Den Beſtyrelſe, hvoraf D. H. udgior en Deel, paatog ſig at fortfætte de Forholdsregler, Mr. Canning havde begyndt; men den Maade, hvorpaa disſe Forholdsregler ere i Gierningen ſorlſatte, frygter jeg, er Aarſagen til Foran⸗ dringen af Europas Sindelag, Trods tidlige Erkleringer ſages der en tilbagegagende Beve⸗ gelſe i det brittiſke Cabinets Folelſer — et Tilba⸗ gefald fra det liberale Syſtem, og en Antagelſe af dets Modſtanderes Aand, si det mindſte. J hvad andet Lys kunde Europa fee anden Act af Fremferdene i Portugal? Hyad var Tingenes Stilling? Portugal. kunde ikke fremſtilles, ſom et Tilfælde, hvor For» anbringer, farlige for Monarchie og Samfund havde fundet Sted, ved Hielp af Opſtand, og dette var maaſkee juſt Grunden, der bragte Fri⸗

hedens Fiender til at betragte Portugals nye In- 5

ſtitutioner med ſerdeles Afſty. Portugal havde modtaget en Conſtitution, der var den frivillige ste Binds 2det Hafte 3 8

—

FA

„

106

Gave af dets lovlige Eneherſker, og en brittiſt Magt blev tilſtaaet vor ædle Bundsfotvantes Be— giæring, at forbyde Mellemkomſt fra Spaniens Side. Den Mellemkomſt, ſom den brittiſte Magt ſendtes at modſtaae, truede de ny Inſtitutioner. Syntes England ikke da at tage disſe Inſtitutio⸗ ner under fin færdeles Varetegt?

Det nytter ikke at ſige, at de, der under⸗ ſtottede Portugals ny Conſtitution, ikke anſage dem

ſelv, ſom handlende under Englands Beſkyttelſe.

Den brittiſte Magt var ſendt at beſeytte dem. Under disſe Omſtendigheder kom Don Mis guel til Engelland, og drog derfra at antage Res gen abet i Portugal. Hans Antagelſe af Regent⸗ ſkabet ſamtykkedes kun under visſe Vetingelſer, -Engelland og Keiſeren af Braſilien betingede

begge, at de beſtaaende Inſtitutioner ſrulde hol: des ved Magt. Don Miguel forbandt fig at ef

terkomme disſe Vilkaar ved alle de Forpligtelſer, der ere bindende for Fyrſtens Were, eller Mandens Samvittighed; og vendte nu tilbage til Portugal

5 geleidet af brittiſke Seilere, og modtaget, da han

gik i Land, af brittiſke Tropper. Da derfor denne misledede Prinds aſveeg

fra alle fine Forpligtelſer, brod han paa eengang

7

7

107

ſin Tro mod ſin Monark, mod b fil Fedreland, og

mod Engelland. Overtrœdelſen af de Vilkaar, han hovde ind⸗ gaaet, var ikke allene et Brud af” Tro og Love;

men en umiddelbar gornærmelfe mod det Land,

hvorfra han kom. Englands Were var indviffet, fan vel. ſom Portugals Sfiæbne, og det blev vor bydende Pligt med eet at viſe, at vi ikke kunne haanes uſtraffet, ved at vove, at fremtvinge Ops ſoldelſen af de Betingelſer, vi havde erklæret at være ufravigelige.

… Og hvad var den Fremgangsmaade, Eng⸗ land antog? vi hiemkaldte vor Geſandt; Vi giorde netop nok til at vedgaae for Verden vor Mening om Don Miguels Opforſel, og dermed endtes vore Beſtrebelſer; Vi hiemkaldte vor Geſandt, men vi tillod Kuldkaſtelſen af de Inſtitutioner, vi havde modtaget Don Miguels Løfte at vedlige⸗

holde; vi overlod Vennerne af indſkrenket Mos

narchie til den Skicbne, der ventede dem; og vi

gik ſaavidt, at viſe en nerveſvag Urolighed for at

at mishage i nogen, Maade den blodbeſtenkte Voldsherſker.

Dette, Mylord !“ var en politiſt Linie, der var Alt andet, end en Fort fættelfe af det portu⸗ giſiſkte Sporgsmaal i den Aand, hvori det var

; 8 8

v08

begyndt, en Fremgangsmaade, der vilde, med mere Selvſtendighed, være udgaaget fra det vien⸗ ſke Cabinet, end fra Storbrittanjiens — en Frems gangsmaade, der forandrede Europas Tanker, og ændrede Englands Stilling. | Hyis det brittiſte Cabinets Forhold i Portu⸗ gals Anliggender gav os igien Sted mellem Kueſyſtemets Allierede, lad mig gaae over til at underſoge, om i Fortfættelfen af det grædſke Sporgsmaal den nærværende Regiering viifte ſamme Stemning, ſom beſielede dens Forgienge⸗ re, eller de igien robe en kuende Aand. Det gredſke Spørgsmaal (der har faaet uvens tet Vigtighed af Sidebegivenheder) var oprindelig ſat mellem dem, der horte til Tidsalderens Aand, Jog Hſterrigs Bitterhed mod den grœædſke Nation reiſte fig af dets Had mod alle fremſkridende Be⸗ vœegelſer. Men Grakernes Forſog var udmerket fra revolutionaire Opſtande ved denne mærfelige Forſkiel — Grakerne vare blevne umiddelbar el⸗ ler middelbar opmuntrede til at reiſe dem ved en af Europas gamle Magter — ja ved et Medlem af den H. A. Wre og Menneſkelighed forbod i lige Grad, at, efter disſe Tilſkyndelſer, Græferne ſtulde overlades fil: det Blodbad uden Forſtiel

og.

der vilde uundgaaelig blevet deres Dom, havde man tiladt dem igien at falde i Tyrkernes Magt. Rusland var den Magt, der ved. enhver Forpligtelſe var forbundet at frelſe Grækerne” fta Undergang. Engelland og Frankrig begicerte, paa det Rusland ikke ſtulde gage videre, end det ans ſaaes tienligt, at tage Deel i Foretagendet. De ſamtykkede at giøre Noget, paa det Mere ikke ſtulde forſoges Men naar disſe Magter, af nogle dem egne Grunde, frivilige gav dem ind i Sa— gen, vare de forpligtede at fee til, at Sagen blev- bragt til et lykkeligt udfald. Nn At vente at aftvinge Tyrkerne. nogen Eftergi⸗ venhed ved blotte Ord, var. at robe en Ukyndig⸗

hed om den tyrkiſte Caracteer. Paafslgende Be⸗ HON

givenh:der have, givet et merkeligt Beviis paa. denne Paaſtands Sandhed. Navarinoſlaget var den eneſte Vei at fremme Underhandlingerne; og, da Formaalet var den Tid ligeſaameget, at frelſe Tyrkerne fra Rusland, ſom Grakerne fra Tyrken, fan var Alt, hvad der bidrag til, at formaae, eller drive Tyrkerne til at indgaae de forlangte Vilkaar, alt Andet, end ukierlighed mod vor gamle Bunds⸗ ſorvandte. Var den forenede Flaade bleven be» - ordret op til Conſtantinopel, da Navarinoſkrœk ken var friffi Tyskernes Sind, vilde Divan ha v

110

givet efter, Grakenlands Uafhængighed blevet betrygget, og det tyrkiſke Rige frelſt.

Men iſtedenfor at forfølge med Kraft det an⸗ tagne Syſtem røbede vi en uykſalig Ubeſtemthed, üdtrykte en meningsløs Anger over at have vun— det en glimrende Seier, ſtyrkede Tyrkerne i deres Haardnakkenhed, og gav Rusland Leilighed at

begynde fine ſerſkilte Operationer.

K. R.

b) Ved Forberedelſerne til mine Forrlesnin⸗ ger over Digtekunſtens Hiſtorie under Chriſtian den ſyvendes anden Decade, 1775.85 er jeg uventet truffet paa en Ode over J ndfodsret— ten, der fra mere end een Side forekom mig at fortiene mere Opmerkſomhed, end hidtil ſyntes at være bleven den til Deel, ſom — hvis jeg end i dens Nyhed tor have kiendt den — var ſiden gaaet mig aldeles af Minde, og' ſom jeg her troer at borde give et Sted, deels for at bidrage efter Wone til, at den ikke ſkal tabes, og deels for, ſtiondt maaſtee for ſilde, at foretage nogle Under ſogelſer angaaende dens Forfatter,

111 J Anledniyg af Indfodsretten. (Adr. Av. 15. Maj 1776, No. 79.) Kundgior, o Toillingfolk! din Glæde; Ved Jubelraab, og dæmp den ei! Flet Roſer om dit Haar! og dands i muntre Kicebe! Selv Flora ſkal beſtroe din Vei. Og J, hvis Hoveds Snee forbyder Den Unges Ilb at lade ſee,

J ſkal den fole ulmende, Naar hines ud i fulde Flammer: bryder,

Hiſt aabne ſig Hans Tempels Dorre, Som dyrkes ved vor rene Fryd,

Strom ind hans Folk — du der ſkal. Nordens The⸗

3 , mis høre: Formelet med. Trajaners Dyd. a Skioldungen fra ſin hoie Throne

Fremvinker dig velgisrende, , Hans Roes er din Velſignelſe,

Din Kiærlighed er flettet i hans Krone. )

„Kun du ſkal de Tripoder vinde, „Mit Folk, hvorom du værdig ſtreed,

99 om dit Hovedhaar de Blomſterkrandſe. binde, „Som ſankes i dit. Blomſterbeed

„Din Troſkab, liig din Herkomſts lde,

8

s ; 112

„Din Ære, gammel, ſom dit Navn, „Skalſi mit Bryſt ei ſpore Savn „Af Folkevennens eilt ved uindſkroenket Velde!“

„Ei blot din Slægt — en ufod Alder — Hor, Kongeſonner! hør hans Bud!

„Til mine Rigers Tarv, o Tvillingfolk! jeg 1

„Og af dit Blod den kaarer ud; „Til Raadet, Ordener, og Sværdet,

% „il Templer, Retter, ene mag

„Mit elſkte Folkes Bnſke nage,

„Med kronet Haab og denne Lov omgierbet.“

Saa var hans Roſt, ſom ſtyrer Norden,

Som føder ei fin ſtore Siæl Ved ſeierſaligt Navn, og Fredens Flugt fra Jorden; Hvis Enevold har ingen Trel. 7 Som elſker ei den Strafgudinde, Der Reeb og Sværd bær i fin Hand, Som Mildhed fletter ſelv det Baand, Hvori hang Folk fig villigt lader binde,

*

— Slægt, hvis Haab alt Knopper ſkyder Og venter glad din Hoſtes Guld,

Blivveerdig denne Lov, ſom kun din Ubyd bryder, 5 Og ſlager din Lykkes Træ omkuld! ;

Sog Mnemoſynts Dottres Wee

113 Med deres Skat. beriget kom

Til Dyds og Viisdoms Helligdom, At helliges med deres Guddoms Stempler.

1

Da — lykkelige Sonneſonner Fra Belt, og fra Codanien Gager, kappes om det Maal, ſom denne Lov bes lonner! Da kal dit Ravn, du Nordens Ven! Staae evig klart paa Rygtets Faner, Og paa din Feſt hoitidelig Skal disſe evig dyrke dig Med Sang og ſeekulariſke Pæaner,

Ver himmelſendt blandt vore Dage,

Du, ſom flig Skat os aabnede, Tit ſkal vi den beſee, liig Elſkende, ſom' ſmage Ny Lyſt ved ny Omfavnelſe. Vang Skytsaand, ſom os ſtedſe nerte,

Vaag evig til vor Held og Fryd!

Lad Malfreds Fromhed, Fredriks Dyd, Indaandes i den danſke Konges Hierte.

Agent Holk optog det i den Samling, han

udgav under Navn af Monument foe Ind⸗ f fods retten, men hverken i Samlingen ſelv, hvor det udentvivl indrykkedes fra Adresſeaviſen, eller i de tvende Recenfi oner over Samlingen, der

' '

*

*

114

findes i Badens critiſte Journal, og Faſtings og Adrahamſons critiſte Tilſkuer, gives mindſte videre Opflysning derom.

Uncgtelig har dette Poem, i Sammenlig⸗ ning ſaavel med dets øvrige Medbeilere over, dette mne, ſom med dets Samtidige i Almindelig⸗

bed, ſaameget anbefalende, og dog ved Siden af

dette igien, ſaameget, der mere ſyntes at tilhøre dati futuro, end en allerede uddannet Digter, at det før være at tilgive mig, jeg ikke har kunnet modſtaae Friſtelſe at efterſpore, hvem vi vel kunde have det at takke. .

Min forſte flygtige Giening, hvorved jeg

viſt nok blev længere ſtaaende, end jeg ſkulde,

var, at det torde væreet af de for den af de ſkionne Videnſkabers Selſkab udſatte Præmie indkommne Priisdigte, ſom Forf. ; 5; fin Fortrydelſe over, at det ikke var blevet kronet, havde ladet aftrykke, for ſaaledes at lade den offenlige Mening dømme imellem Selſkabet og ſig. Men ved noiere Efter⸗ ſyn maatte jeg frafalde denne Formodning, da

Selſkabets Priisindbydelſe forſt er indrykket i Adr.

Av. den 25 Martii, og da Indſendelſens Termin

deri er beſtemt til ſamme Aars December, faa"

at nærværende Poem midt i Maj: ingenlunde

115

kunde antages at have overſtaaet fine Fatalia,

end ſige være Forf. tilbagegivet med Afflag.

Denne chronologiſke Berigtigelſe har imidler⸗ tid medført adſkillige, om ikke rationes decillendi, "hvis dette aandfulde Digt torde være; dog i det mindſte dubitandi, hvis det neppe forde væs re, om end i ovrigt ellers criteria interna eller externa kunde henlede Tanken pan dem; og fys nes man ſaaledes med Foye at kunne forudſeætte, at neppe nogen Concurrent til ovennævnte Priis vil paa denne Maade have udelukt fit Geniefo⸗ ſter fra en Concurs, hvor det udentvivl vilde kom— met i det mindſte i hæderlig Betragtning,

Da vi altſaa mellem hine Medbeilere med

Vished kiende Ewald, og et Arbeid af ham, ſom

ikke fyldeſtgiorde hine hans Dommere, advares vi at mistroe et Inſtinct, der maaſtee forde fort os til at lade fremfor Alle vore. Tanker falde paa ham, da vi leeſte:

Kundgior, o Tvillingfolk! din Glæde, Med Jubelraab, og demp den ei;

Flet Krandſe om dit Haar, og dands i muntre

i SKiæde! Selv Flora fat Beftrøe din Vei, ; Dg J, hvis Hoveds Snee forbyder

*

2

116

Den Unges Ild at lade fee, J den ſkal føle ulmende, Naar Hines ud i fulde Flammer bryder;

en Friſtelſe, ſom endnu den anden Strophe tors de vedligeholdt, og ſom maaſtee vel endog for: de være blevet forøget ved den tredie, hvor Kon⸗ gen tiltaler ſit Folk: f

Kun du ſkal de Tripoder vinde, Mit Folk, hvorom du værdig ſtreed, Og om dit Hovedhaar de Blomſterkrandſe binde Som ſankes i dit Blomſterbeed, i Din Troſkab, liig din Herkomſts Wlde, Din Wre, gammel ſom dit Navn, Skal i mit Bryſt ei ſpore Savn Af Folkevennens Drift ved indſkrcenket Velde.

Da midlertid allerede de tvende ſidſte Liniet, uagtet den Dannerſkalden værdige Tanke, de in: deholde, kunde bringe os til ar tvivle, om det og var ſelve vor Ewald fra 1775. hvem et digteriſt Dan: | nerſprog foiede ſig efter, ſom en om og kierlig Datter, vi her horte; da adſkillige sermoni pro- piora i næfte Strophe torde beſtyrke denne Tvivl, ſom ſelv de ubetalelige Linier i den folgende Gaa var hans Raft, ſom ſtyrer Norden, Som foder ei ſin'ſtore Siet

—

117

Med ſeierſaligt Navn, og Fredens Flugt fra Jorden, Hvis Enevold har ingen Trel ikke mægtede aldeles at fordrive, og ſom viſt nok i hver af de efterfølgende Stropher, trods de» res enkelte deilige Linier, f Ex. Rg Tit ſkal vi den beſee, liig Elſkende, ſom ſmage Ny Lyſt ved ny Omfavnelſe- beſtyrkes mere og mere, ere vi faa meget mindre utilbsielige til at opgive hin førfte Formodning, ſom vi fra Ewalds Haand have dette 8 ver⸗ digen beſunget. | Da ogſda Edvard Storm, hvem man n eders ved andre af Stropherne, der have ſtormſte For— trin ved Siden, af ſtormſke Mangler, vel kunde kaldes i Minde, var mellem Medbeilerne til oms talte Prils, og har forelagt os ſin Ode, der ikke ved denne Leiligh kom i Betragtning, kunne vi ligeledes gage ham forbi. j Ut neppe nogen af den egenlige horſte Dig⸗ terfole kan være Forf. til denne Ode, torde, i Folge Prams deilige Linie: Bed ingen Kyſt for Nordmand Lotus groer, vel allerede den totale Taushed om Norge Kiem⸗ pers Fodeland, hvilket der ved denne Leilighed Havde været faa megen Foie at ihukomme, til⸗ ſtrœkkelig godtgiore; ogſaa torde vel enkelte Ud⸗

* *

3

ftryk, ſom Skioldungen, Codanien, o. fl. der regnedes til den ewaldſke Skoles Schiboleth, end videre vidne herfor; at det imidlertid ingen⸗ N lunde var Oppoſitionsaand, der giorde, at ingen af deres magna nomina findes blandt Sangerne, torde en Joh. Wibes, en Wesſels, en Prams, og fleres deilige Sange til ellevte. October, og ſierde September umodſigeligen beviſe. Formo— dentligen var vel og blandt de med Hæder om— talte, ſkiendt ikke kronede Priisdigtere, Arbeider ſra denne herlige Digterlunds Wꝗdlinge (fortfættes),

0 c) Frankrig. Det er ikke mueligt "andet, end, at den upartiſke Jagttager, der kommer til Paris, og uden Deeltagelſe beſkuer Partiernes Omdrev, meget ſnart maa væmmes. ved Tingen, Det gaaer jo dog alt ſaaledes med hvert Kiævleri, der giør ct ubehageligt Indtrykspaa den uvedkom⸗ mende Tilſkuer, hvor meget mere her, hvor Tviſten ” føres med ſaadan Lidenſkabelighed? De herværende Blade maa i Udlandet ved deres Overdrivelſer og evige Gientagelſer blive modbydelige, og de giore blot her ikke ſamme Indtryk, fordi enhver tager Marti for eller mod, og hver Artikel tiener til at oprore Lidenſkabeligheden paa ny. Det kan ikke ſlaae feil, at de ſaakaldte liberale Blades haftige Angreb mod de nye Miniſtre, endnu inden de

4

119

7

havde giort et Skridt, udenlands maatte giore et ubehageligt, for hine Blade ikke fordeelagtigt Indtryk. 5 ; KN Fra en anden Synspuntt betragtet, har dette Omdrev, ſaalidet det og ellers berører os, fin me⸗ get nedſlaaende Side. Henſcetter man fig. i den Tid after Befrielſeskrigen, hvor et uhørt Tvangs⸗ herredomme Havde vakt Trangen til tonſtitutio⸗ nelle Garantier for den borgerlige Frihed mod den uindſtrenkede Magts Indgreb ſaa levende hos enhver, at al Frelſe kun ſaaes i Landsſtenders eller Folkerepræſentations Forfatninger, og det i den Grad, at man — naar man ikke vilde lobe Fare at anſees for Ufri, ikke engang torde vove at ⸗ gisre opmerkſom paa Manglerne ved de forſte — fætter man fig — ſiger jeg — tilbage i hin Lue⸗ iverens Tiv, og fætter den mod den indeværende Lunkenhed, hvormed man for en ODeel feer hen

7

paa Forfatningsvœſenet, ſaa maa man ſtudſe,

hvor det har været muligt, det havde kunnet komme dertil, Den borgerlige Friheds eller om

man heller vil — Lovlighedens Sag, er alt oflere ved Frankrig bleven meget compromitteret i den offenlige Mening, Synes det dog næften, ſom den Sands for conſtitutionel Regierings Veſen,

og Faſtholdenhed veb den forſte Grundſelning, at

«+ = —

—

* !

120 3

den individuelle Interes ſe aldeles. maa fane tilbage for den almene, kun er de germaniſke Stammer

egen, og at de franffe kun forftaae at efterabe og misbruge den! Den Folelſe har ved Synet af det,

der nu foregaaer i Frankrig, temmelig almindelig

indpreget fig, at, derſom deslige Rivninger, hvor—

over den hele Statsmonarchie ſtaaer Fare at gage i

tilgrunde, var et nødvendigt Onde ved conſtitu⸗ tionelle Forfatninger, disſe ingenlunde vilde

være fan enſkverdige, ſom man tidligere DES ' holdt for.

Oelolme viſer, i fit Vœerk om Englands 15 fatning, paa en overtydende Maade, at den mos narkiſte Forfatning af den Grund har de fleſte For⸗ trin, fordi ved den indforte Arvelighed af den

hoieſte Magt denne er udrevet fra Angreb af En⸗ keltes Ergicrrighed. Men hvad er derved vuns

det, naar vel ikke den forſte Plads, men derimod ſom nu i Frankrig, den anden, den fuldbyrdende Miniſters, bliver Wrgicœrrighedens Kampplads.

Her er Miniſteriets Beſettelſe blevet et reent pers

ſonligt Spørgsmaal. J England er det anderle⸗ des, der er det mere Syſtemsſag. En Miniſter vil der ikke trenge igiennem, naar han vil giens nemtvinge et Syſtem, der ikke er nationalt; men Perſonligheden bryder ikke Britten, e Mi⸗

É 121

niſteren handler efter Nationens Villie, og Kro⸗ nen frakiendes ikke den Ref at vælge fine Tiene⸗

re. (2) En ſtor Deel af Larmen her gieelder kun,

den Miniſters Perſon, ſom manvonſkede at paa⸗ tvinge Köngen, og een Mands fruffede Vrgier; righed mag anſees, ſom Hovedfiedren i ſaamange Omdrev. Have ikke endog Foreeningerne til at nægte Skatterne, ſom man vil misbruge til Par⸗ tihenſigter, denne Jun deres Oprindelſe at takke? | 5

Den Ret. at bevilge Skatte er en af Folkets

vigtigſte Forrettigheder. Hele Repræfentativfyftes met beroer herpaa, thi, det er Midlet, hvorved Nalionen holder den fuldbyrdende Magt inden fine Skranker, at den ikke overſkrider disſe. Det er

en discretionair Magt, der er lagt i Reprœſenta⸗

tionens Hænder, men ſom den kun i de meeſt trengende og vigtige Tilfælde. før betiene fig af til at bevare det Hele. Misbrugtes den til Bihen⸗ ſigter, misbrugtes at aftrodſe Kronen Rettigheder,

vilde den ſnart blive Midlet, at indergtat Re⸗

braſentativforfatningen.

Piſt nok ere de, ſom Trudſel opſtilte, rens ,

… vægrings Foreninger i Franfrig et betænkeligt

Emne. Men naar de maa forekomme de Uparti⸗ ſte faa, da er paa den anden Side ogſaa Navnene

öte Binds 2det Hefte, ; 9

122

"af Frankrigs i hver Henſeende meeſt udmærkede. Mænd, C. Perrier, Lafitte, La Rochefoucault, Liancourt o. ſ. fr., der findes blandt Underſtrif⸗ terne, og der offenlig tiltræde dem, en Omſtan⸗ dighed, ſom ikke maa overſees. Kan man anta⸗ ge, at Partiſyge blender ſlige Mend ved et ſaa vigtigt Skridt, eller maa man ikke heller flutte, at ſkiællige Grunde have været forhaanden, der have bevæget dem med velberaad Hu dertil? Og at her ligger noget Dybere til Grund, er vel ikke at nægte, og dette beſtaaer i den Mislro, ſom, jeg vil ikke afgiore, om med Ret eller Uret. bar bemeſtret ſig Nationen mod de mærværeride Magthavere. Mangt, der i de Franſkes Adfærd i det ſierne ſynes gaadefuldt, bliver kun derved at forklare. Nationen ſeer Thronen ner omgivet af en Faction, der gierne vilde gienvinde Alt, had af Magt og Indflydelſe er tabt, og giore Nevolu⸗ tionen ugiort. Ikke af Kongen, men af Ultra⸗ erne, der i Feellig med Congregationen, til Ud⸗ videlſe af Kronens Magt, for under dette Kaabeſtiul at fremme deres egen Interesſe, gierne gad drevet det til Magtſlag, frygter man Alt. At Magtflag, ſom de, der frygtes, kunde ipkkes, er, ved den nærværende Stemning, nu vel ikke meget at befrygte; men ved det, de Thro⸗

123

nen omgivende Partier træffes om Magten, kunde Thronen ſelv let rokkes. Hvorledes end Sagen maatte endes, torde den ſande Friheds Sag vel ikke binde meget derved, Enten ligger. det democrati⸗ ſte Partie under, og dog torde dette sieblikkelige Onde være det Mindre (?) eller det abſolute Parti maa give efter for de Liberale, og da er efter den franſte Caracteer, der ingen Maadeholds Skran⸗ ker kiender, at befrygte, at de ſkride for vidt udfra den anden Side, og ikke hvile, for de har fuhr kaldt en Reaction. ! Br. 3. No. 346.

44

Fierde Chriſtians Sverd.

i Jae Kirkens ſmukt bemalte Ruder Sig træenger Maanens tauſe matte Skin,

Og alt dens blege Skicer den Stund bebuder, Da i en Dodning vaagner i ſit Skrin.

Ned i en gammel Hvalving ſparſomt liſte

Sig Maanens Straaler giennem dunkle Glar, Og ſtinne paa en mægtig Kongekiſte,

Der kun til Pryd et ruſtent Glavind har. ne 9 *.

t, *

—

Ogg ſierde Chriſtian hæver fig med Moie, 6

De Be 124

Men under Kirkens høie malte Buer, Igiennem hver en Hvelvings fnævre Rum,

Og ned i lengſthenfarnes Dodningſtuer,

Gientoner Middagsklokkens dybe Brum.

5 triller Sværdet klirrende til Jorden, Fta. Kiſtens Lang; det drøner længe end

Igiennem Hvælvingen, ſom ſierne Torden,

J Pillen rangle Vilhelms hvide Been.

Bortſkyder Laaget med et bange Gys; Han gnider loenge taus fit ene Bie, Og ſtirrer undrende paa Maanens Lys.

„En deilig Drom om Danmark og dets Hedet

Mig trylled end i Dodens lange Nat; Oat mit gamle Hie fade de Steder, Som det med Sorrig bruſtent har forladt:“

f ER „Jeg hørte Sang af Danernes Kanoner,

En Symphonie til Arens Vei heel lig, ;

Som i de Faldnes Oren liflig toner,

D lokker Siælen med til Himmerig.““

„Jeg horte Vaabengny og Jubelſtemmer

Af danſte Gutter paa det vrede Hav,

Det frængte ned til Dødens tauſe Giemmer, Og lulled født for mig end i min Grav. “

12

125

„Nu maa jeg op, at fee, om Maanen lyſer Paa Taarnet, og mit kiœre Roſenborg

Mit tabte Hie ſmerter, Hiertet gyſer, Som om det kunde ſkiclve end af Sorg.“

„Jeg maa og. fee, om Flaget end udbreder Sit. hvide Kors om Sielunds frie Kyſt,

Og lytter om det hoitidsfuldt. end qveder Om' ſine Helte hiſt paa Havets Bryſt.““

Saa iler Chriſtian ſctille fra fin Bolig,

Og ſtandſer forſt i Axelſtad ſin Flugt,

. * er ſaa tyſt, Alt ſlumrer her faa rolig, 3 Hytte ſom i Borg er Lyſet flukt abe

Ad Kongeborgens Mure han henſocever, Og feer med Smiil det nye Kiempehuus, For Chriſtians ſtore Aand hver Hvelving beer, " Dg bift et Taarn ſkiuler Nattens Blus.

Da øiner han fin Bors i nye Klæde, End kneiſer hans. Zrophæe, i Nattens. Lys,

Da mindes han fit Danmarks gamle Hæder,” Og merker ikke Dødens kolde Gys.

Hiſt ſpeiler Maanen ſig i Kirkens Ruder, ' Smaa Bolger ſproite Skum paa Murens Steen, 25

K- Mens Oſtenvinden om Capellet tuder,

Der giemmer fore, Heltes trætte Been.

126

Og Maanen lyſer klart fra Skyens Rifter; Da kiger Chriſtian giennem Vindvets Glar,

Og feer i Krogen hiſt, hvor Fanen vifter, Som Juul igiennem Sid og Sværd hiembar,

Dg ligefor ham ſtaaer en Marmorkiſte e

Den giemmer En af Danmarks Helteflok, ;

Men Chriſtian aner, hvad hans Folk forliſte, 8

En Taare falder paa hané Solverlok.

Da vender han ſit ene Nies Blikke Fra denne Scene, ſkuer, engſtelig

Til Venſtre, hvor de ſtolte Svaner ligge, - 5 Og hvor det rode Flag udfolder ſig.

Han feer, men ak! han frygter, at han feiler, End vaier Flaget paa det gamle Sted; J Svanereden ligger mangen Seiler,

Og gamle Chriſtian fryder: fig derved,

Da ſtunder han igien til Gravens Hvile, Forbi det ſterke Taarn gaaer Flugtens Gang;

Han feer fit Værk flade faſt; hans Laber finile,

7

Men hiſt i Muſagaarden lyder Sang.

„Kong Chriſtian ſtod ved heien Maſtl“ 5 . ſaa ſiunger Den muntre Flok, og ſtoder til med Lyſt.

—

127 ogetHurraforfierdeChriftian!runger,, Der finder ſaligt Gienklang i hans Bryſt.

Da figner han fit elſkte Folk, og ile: Til Roſkilds gamle. Kirkehvelving hen, Heel modig efter Flugten han ſig hviler, Og tager Kaabberlaaget paa igien.

Men næfte Morgen fandt man Sverdet nede Pan Gulvets Steen, faa ſelſomt kaſtet hen:

Man ſaae paa det med Wrefrygt og Glede, Og lagde det paa. Kiſtens Laag igien.

Theodor Kierſtrup Rumo hr.

Til Hellas. efter Kongen af Bayern. 0 å ;

(See hans Digte anden Deel, S. 3.)

Venligt Daggry nu i Hſten ſmiler, Maanen blegner, daler haſtelig,

) Har Overſ, ſom han ſmigrer ſig, ikke været aldeles uheldig, i at bevare dette herlige Qvads æble Land, haaber han Tilgivelſe for det, der af Bogſtaven er tabt, og af ham vel maatte tabes, naar det ikke ſkulde bierges paa Aandens Bekoſtning. 5 :

; 128

Solens Karm frydbringende fremiler, >

Eos alt for Siet viſer fig. Op af Graven det ſig nu vil vinde, - Og den Nat begynder at forſvinde, Der paa Jordens Herligſte var lagt. Hun, ſom brod os Barbariets Kieder, Hellas, nu begeiſtret ſelv ſig redder, Af den lange tunge Søvn opvakt.

Hoor udlendings Vaaben hores lyde.

* —— 2 —

Der gienreiſes ei Selvſtendighed,

„Gallerne maa ſlaviſt Franken lyde,

Da ham Romeraaget brydes ved; Frihed kun til Haan mon Fremmed tiene;

Hyoo ſig den tilſtreed, den kroner ene;

Kun det Egne vente ter Beſtand. . Snart Planetens Skimmer blegnet ſvinder,

Men beſtandig herlig Solen ſkinner,

Sender frydfuldt Liv til hvert et Land.

Da ved Iſthmosleege Rom erklerte

Jublende Hellener atter rin, 5 ak! der ved Jublen dem vaneerte,

Faldt tilfulde forſt i Slaveri; 0 Varig tabt forſt deres Frihed bliver; Eg Nu man den til deres ren giver,

1, 1 i:

129 i

Ingentid den værdige de var; Aldrig faa fornedret, trœellebundne, Aldrig, da i Kampen overbundne,

End ei, da de Philips Lenker bar.

Frit maa ſig det Frie ſelb uddanne, |

Gronne Sed ved egen Kraft opſtgaer 3

Giennem ſiendſke Magters Kicmperbane Stien kun til Frihedstemplet gaaer.

Corſen maatte ei den Roes tilhore,

Hellas! af din Treldom dig at fore, Han paa ny dig havde lagt deri;

Er de Megtige dig fiendft paa Jorde,

Sige blot den Evige ſit: Vorde! Bale: Grekenland! og du ftaaer fuß

Dine Pele anderes Sage,

Skionne Drøm fra aarle Fabelold, Dig omſocve med Herders Dage Fra en Fortid glimrende og bold.

Og det Herligſte, ſig har begivet, ö Og hvad kun i Digtningen fandt Livet, Er i faſt, i evig Pagt med dig.

Atter dig Tyrtæos Sange lyde,

Alter op til Kamp, til Roes dig byde;

Seir af Skialdens Mund udgyder ſig.

*

. 7

AR!

5 780

Mindende hør Heltes Skygger kalde,

»Der for Hellas fordum ſank i Strid! 4

At ej Eder Kraft og Mod unbfalde, Venter Tak fra Sam- og Efter kid!

i Signende nedſkue de paa Eder,

Nu dem Eders Syn i Himlen glader, Menneſthaden feer med Haab derpaa;

Alle, alle Fries Hierter brænde,

Varmeſt Bon de op for Eder fende, y At J Uaget ſonderbryde maa,

Herligt ſtorſte Heltes Fœdrerige! Hiem for evig uopnaaet Kunſt! Alle Verdners Monſter, uden Lige, Rigtudſmykkede med Muſers Gunſt! Wedel Menneſkheds Fremelſkerinde, Hoibegavet Hellas! vinde! vinde! Seende hvert Folk dig raaber nu,

Hiem hos dig Ait ffiønt, Alt ſtort har funbetr

Undertrykt det var, men ei forſvundet; Seire kun i hellig Orlog du!

Fwdfuldt Seilerne Ohavet bre! Skionneſt Gode. de hidbringe ſkal;

— Dem erbodig hver en Klippe are! —

Eder Frihed, ee le

* | 7 y

131

Fra de nermeſte og fiernſte Egne

Jublende hidile allevegne . Mænd, ſom Hellas har til Kamp fremkaldt.

Som i Cadmi Tid, af Dragens Tender,

Jorden atter Krigere fremſender, i; Hvor en SEERNES Taare falbt.

Op Helener! op til Vaaben alle! 5 Spartas Wtling! kicemp med fordums Mod I Som da Perſen faldt, lad Tyrken falde, Farv Platæas' Slette med hans Blod! Op, Athens, Corinthos tappre Skare! Vær paa ny, hvad Eders Fædre vare, Og igien oprinder Oldtids Dag; - Kunft og Videnſkab her Hiemſtavn finde! Korſet fra Sophias høie Tinde Lyſe ned paa frie Folkeſlag! 3 K. R.

132 8 0

Themis ved K. 5 F. Hurtigkarls Gro

Retferdig er min moderlige Smerte, Tryg jeg min Veieſkaal gav. i hans Haand;

En Helligdom var mig hans lyſe Aand,

Mit Allerhelligſte hans Hier te. 1 e R. i

25 Claus Frimann

Semper honos; Jonenghe e laudesque m ane - 5 8 Eol. V. v. EDER 8 Gale bederkkonte Sdiald!. Ved din Grav en Harpetone! Tro dit edle høie Kald Vandt du norſke Digterkrone. Aandens Svob blev Jord og Stov,

i 1 Eviggrønt er Krandſens Lov; ; ; Hvortil. Lwad og Harpetoner? Selv din Mufe Graven kroner.

Jo en Stemme Iyde bør

Her med Tak fra Biorgvins Dale; IZuyi blandt os led ofte for SØ ” Din den norſte Skialdetale,

vw

133

7

Tit den hædrede vor Stad, Giorde Hiertet varmt og glad;

Dit det braſt, men ſee, det hæver

J dit Qvad ſig end, og lever.

Skalde det nu vorde glemt, Gubbe! at du os til Hæder,

Os til Glæde, tit har ſtemt Harpen, ſom nu Taaren veder?

Kunde du vel glemmes her?

Dertil var du os for kicr;

Bedre Qvad dig burde hædre, j

Men ei har jeg Noget bedre.

Tak for foedrelandſke Qvad

For hver Gang, dit norſke Hierte

Giorde Landsmænd ſtolt og glad, Tolkev vores Fryd og Smerle. Gamle Nordal Brun og du Sang ret efter Nordmands Hu. Gamle Tider, gamle Seder, Norſehed holdt $ høit i Heber.

Og nu Tak, Tak. i din Gra For mig ſelv, du gamle Digter! Jeg var Dreng, da du mig gav Vink om Skialdens hoie Pligter

5

1840

Tak for, hvad du dengang ſtrev, Tak for hvert et venligt Brev; Tak i Graven edle Digter! +) Du mig lærde Skialdens Pligter.

Derfor lyſer jeg nu Fred

Over Graven, hvor du hviler,

) J Forventning af, at Omſtendighederne tillade un⸗

dert. i en udførlig Artikkel at udvikle denne forevigede Digters Fortieneſter af den forenede danſke og norſke Litteratur, dem han felles tilhørte, være det mig her tilladt, ſom Bilag til min Ven Sagens (af norſke Mors genblad) meddeelte hierielige Mindeord, af Nyerups „Artikel denne Digter: angagende i vore Bidrag til

den danſke Digtekunſts Hiſtorie at aftrykke folgende en

danſt Recenſents, Todes Pttringer um et af hans

Skrifter. Aumuens Sanger, „Den berømte Abbt

„har i fin ypperlige Bog vom Verdienſte anvliſt Sri: „benten for Almuen et heit Sted over de lærte Skri⸗ „benter i Henſeende til den langt ſtorre Nytte, han „forſtaffer det Almindelige. Er nu dette uegteligf, „da fortiener Hr. Frimann et udmerket Sted med delte „ſit Skrift blandt hine; thi han har ved disſe Sange „viller oprette og vedligeholde de edleſte Folelſer for „Dyd, Religlon, Tapperhed og Fedrelandskierlighed, „Herlighed, Kydſkhed, og Veigiorenhed hos ſine ædle „Landsmend, og deres danſke Brødre, Enhver, ſom „veed, hvormeget Sang virker pan en fri biergrig „Nation, der ved den fine Luft og de noiſomme Spis

. » ſer føler fig ved alle Leiligheder begeiſtret til frie og

„tapre Handlinger, paaftiønner det, hvormegen Birte „ning disſe herlige Gange maa frembringe i Digterens „Foedeland, naar de blive Alt mere og mere beklendte. „En fin Smag en lykkelig Verſiſication, lette Melos

dier, ſterke ædle Tayrer udtrykte efter den norſke

„Almues Begreber, give disſe Digte den forſte Rang

biandt alle vore danſke Almueſange.“

135.

Blomſter om dit Hvilefted Fra din egen Haand der ſmiler,

Snart ſtroer bedre Skiald, end jeg

Gravcypresſer, Glemmigei — Snart vil bedre Qvad. dig hedre Tilgiv! ei jeg havde bedre.

ö Sagen.

U

Hiſtoriſt Udſigt 8 vver de nyeſte Begivenheder. RE

1 Indleder allerede Bremer Zeitung fin Udſigt over Maanedens Begivenheder med den Erklæring, at . den var nodſaget at begynde med at tilſtage fin . Trang, og at den viſer ſig arm, fordi Tiden er bleven armere; er det naturligt, at denne Jis. vinter, der ſaa hyppig afſticrer Samferſlen mellem os, og de Steder, hvorfra vi vente vore Efterreinin⸗ ger, maa giore denne vor Armod paa politiſke Nyhe⸗ der beſtandig foleligere. Da det nu, i det mindſte

7

Tode ender fin Rec. ſaaledes: „Vi takke Digteren for denne Samling, „og onſke ham Liv og Munterhed til at give os mange flere.“

„„Hans Navn ſkal evig blandt os ſtaae, „„Og ei før Verden ſelv forgage.“ 75

„Irg lægger tin“ — ſiger Nyerup: — Og alt Folket

ſkal ſige Amen. Udg. An m.

136

efter de Telegraphefterretninger, der hidtil ere

komne os for Hie, tegner til. at de Efterretninger,

hvorpaa Vinteren ſaaledes har lagt Beſlag, ſkke vilde ſynderlig berige os paa interesſant Kund⸗ ſkab, ville vi, iſteden for at opholde Haftet efter

disſe, i Korthed meddele, hvad vi kunne, i det

Haab, maaſtee at kunde ſlutte Aargangen med en des rigere Efterhoſt. 2 ; 8 Den eneſte virkelige og vigtige Begivenhed, vi hidtil have at meddele, er det, endelige og yn⸗ kelige Udfald af den Expedition, hvorved man i Madrid giorde faa vis Regning paa at blive ſnart

igien Herre af den nye Verden, at endog det næs

—

ſtenuddede Dicaſterium, Indiens Raad, er blevet -

fuldſtendigt organiſeret paa ny, og dets Medlem⸗ mer anviiſt de forhenværende rige Lønninger,

Vi navnte i neſtforegaaende Hæfte, at denne Expedition, beſtaaende af 4000 Mand af de bedſte Tropper, man havde kunnet ſammenbringe, effer at have været adſplittet af Storm, var — den 27 Juli — landet mellem Tuspan og Tampito; den bemeſtrede fig ſnart denne Stad, hvorpaa

5 Befalingsmanden General Barradas ſendte en Deel af Skibene tilbage til Havana! Han giorde

nu et Forſog at bemeſtre ſig Veien ind i Landet; men neppe var han rykket ud med en betydelig Deel

, af fine Tropper, inden et mexikanſt Corps under

General Santa Ana overfaldt Staden, og nodde ham at vende tilbage i Haft, for at holde fig 1 Be⸗

ſiddelſe deraf. Han maatte da indſkrenke fig til

at befæfte Tampico, og udftæde mange Proclama⸗

tioner til de kongeligſindede, af hvilke man uden⸗

tvivl havde giort Regning paa et ſtort Tillob, da man endog havde medbragt Mundering og Arma⸗

88 137

tur til adffilige tuſinde. Men dette +) Haab op⸗

fyldtes faa lidet, at ikke ringeſte Bevegelſe i hele Republikens Omfang viſte fig zil Spaniexnes Fordeel, og at man endog kunne lade Gen. Bar⸗ radas Proclamationer indrykke i de offentlige Bla⸗ de, uden at frygte ringeſte Fare deraf. Der hørs tes vel fra Tid til Tid i Aviſerne om Forſtarknin⸗ ger, og Underſtsttelſer, der ſkulde ſendes Gen. —Barradas; ogſaa hedde det nu og da, de ſkulde veere ankomne her eller der, men Bekreftelſen ude⸗ blev. 5 . i . 3 : > Derimod indløb ſnart følgende Underretning

fra Vera Crutz: Santa Ana har holdt Ord, Den

Skicbne, han havde lovet en Haandfuld Spas. niere, der kiempende mod Naturen og Nymexika- nernes Stemning, forſogte at paatvinge disſe paa ny deres Herredom er fuldkommen gaget i Opfyl⸗

delſe. Santa Ana var vedblevet at holde den liden ſpanſte Hob i Tampico i beſtandig Beve⸗

gelſe ved idelige Skicermydſler, disſe og Climatet. udtømte deres Kræfter, og da Barradas talte fit

Mandſkab, havde han tuſinde Syge, fem hun⸗

drede vare faldne i Fegtningerne, og, hvad der endnu kunde bære Vaaben, var udmattet og mod⸗ løft, Ingen Undſeætningsflaade vilde lade fig oine. Barradas lagde fine glimrende Proxlamationer

tilſide, og anholdt om et ærefuldt Hiemtog un⸗

der Løfte, aldrig at komme tilbage. Under 15 September blev da affluttet en Capitulation, ef⸗

ter hvilken de ſpanſke Tropper maatte aflevere

e) Pi ſkulle i neſte Hefte meddele en Artikel, hvoraf vil ſees, hvad Foye vel kunde ſynes at have været til denue Forhaabning, ſaafremt denne Expedſtion blot var ſkeet ibetimelig. Lid, 5 i

i „ 7 75 *

te Binds adet Hefte 10

*

£

138

Vaaben, Munition, og Faner — dog ſaa at Off, ciererne beholdt deres Kaarder — og paa egen Be⸗ koſtning lade ſig bringe over til Havana, med

hoitidelig Forpligtelſe, aldrig at bære Vaaben

mod Republiken Mexiko, ſom⸗det da og, paa den

ſpanſte Generals Forlangende, betingedes, at

ſaafremt ſpanſke Tropper hørende. til Barradass

Diviſion ftulde ankomme til Tampico, ſkulde det negtes dem at gage i Land, og Capitulationen

dem bekiendtgieres.

Denne Tidende vakte megen og ubehagelig

Overxraſtelſe i Madrid; i Begyndelſen vilderman

holde den hemmelig; men da dette ikke mere vilde lade fig giore, ſagde man, det var et Klogſkabs⸗ ſkridt, ſom Aarstiden og Feberen hapde foranle⸗ diget, — andre Efterretninger ville endog tage

zen uventet Naturrevolution til Hicelp — men der ſkulde ufortsvet afgaae ny Expedition til Mexi⸗ ko; ogſaa fornyedes ſtrax Befalinger til Tropper

nes Afgang fra Corunna og Ferrol: hvilket man imidlertid antog blot at ſkee for et Syns Skyld. Senere have Tidenderne ſysſelſat dem med

at melde frem og tilbage. om Santa Anas Fore⸗

tagender og Forehavender i fin Seiersruus, efter

hyvilke Mexiko i ham ſkulde kunne befrygte en nær:

foreſtaaende Uſurpator; overalt have Bladene i den Tid, de lidet eller intet have havt om Europa at berette, været ſaare frugtbare paa Rygter, og

Contrarygter, af dette Slags fra de nye american⸗

(ke. Friſtater, ſom imidlertid her ikke ſynes at til:

komme Plads, inden deraf kan gives noget egens

ligt Reſultat.

En Begivenhed, ſom kunde veret af ubereg⸗

nelige Følger, faa ubetydelig dens Anledning endog før'fynes, bør derimod optages her, og det er den Uro, Menneſkeheden var i for Ruslands ædle Keiſer,

U

i « 139 6 i '

: der, ved at ville ile om Natten ind, at ſee efter den

Larm, et omſtodt Bohave voldte ihans Borns Sove⸗ verelſe, gleed paa det glatte bonede Gulv, og giorde et Fald, hvoraf man i det mindſte i Begyndelſen

ikke ſyntes ganffe rolig for- Folgerne, hvilke dog

ſiges at være lykkelig overſtandne. Held den Mos, nark, hvis mindſte Fare er et Menneſkehedsanlig⸗ gende, hvis Helbredelfe ſaaes med fromme Øna.

ſter imode af mangen, der, uden at være hans! 5

Scepter undergiven, i ham elſker og hylder en.

nietier og kraftig Beſticrmer af Menneſtevel,

Friheb, og Ret! Maaſfee torde dette ikke været uden al Andeel

i den Stagnation, Almeenanliggenderne en Zid./

lang ſynes at have været underkaſtede, da natur⸗ ligviis endog blot et muligt Hiebliks Savn af den, ſom deri har en faa vigtig og veldedig Stemme, ikke kan andet end føles; en anden Hovedaarſag,

torde maaſkee være at ſoge i tvende haiſtvigtige,

Cabinetters egen, perſonlige, Stilling,

Vi antage vel, at Avisrygterne om de For⸗ andringer, der ſkulle foreſtaae det wellingtonſte Winiſterium, ikke ſicelden have været Foſtre af Vedkommendes Gisninger, maaſkee og undertiden.

blot af deres Onſker; men at det aldeles ffulde være.

Juden al Foie hvabe nu ymtedes om Huskisſons, nu

3

om Greys Indtrædelſe i Minifteriet, faa om Peels ltalienſte Reiſe, og yttrebe Redebonhed at give.

Plads for Premiermimiſterens nye Venner o. ſ. v. er dog heller neppe ſaga l ganſke at ⸗formode; og at enten en ſaadan Forandring kunde foregaae, uden at medføre Følger i Miniſterialſyſtemet, eller at

et Cabinet, der ſage flige Forandringer imode,

juſt ſkulde være det redebonneſte til giennemgribende

og afgiorende Skridt, er heller neppe i Tingenes Natur. r Alana

140

Men om endog det wellingtonſke Miniſterjum

ſidder aldrig faa faſt og trygt paa fine Embedoſto⸗

le, er det dog i for noie Forbindelſe og Forening med det nerverende franſke til, at ikke dettes uſikkre og uſtadige Stilling, og deraf flydende almeenerkiendte Uvirkfomhed, maatte, om ikke hindre, eller ſtandſe, dog i det mindſte ſinke de Fremſtridt, der af begge, Haand i Haand, ſyntes eller ſagdes i Vente. - ; J ſidſte Hæfte berettedes, at den mod hvem den offentlige Stemme ſyntes lydeligſt at have ets kleret fig, Indenrigsminiſteren La Bourdonnaye, var udtraad af det franſke Miniſterium, dog ſom det og ſyntes og ſagdes, ingenlunde ſom et Offer for ſin Impopularitet, men fordi han ikke vilde ſam⸗ tykke, at Conſeilet fif en Prœſident, og at dette blev Fyrſten af Polignae; og blev da Indenrigs⸗ miniſteriet givet Underviisningsminiſteren Mont: bel, der igien fik en Herr Guernon de Ranville til Eftermand. ; D Denne hidtil temmelig ubekiendte Mand, der var Generalprocureur i Lyon blev ſtrax fra ſin Udnævnelfe en Gienſtand for Oppoſitionsbladenes heftige — men ſom det ſynes — tildeels ubeføiede Angreb. Hvad imidlertid han, ſom Undervils⸗ ningsminiſter, fører i fit Skiold, har han tpdelig givet tilkiende, ikke blot i det han beſvarede de paxiſiſte Profesſorers og Proviſorers Velkomſt med det Ønfte: Maalte den Ungdom, De opdrage, blive bedre og lykkeligere, end den Generation, der foregik den i Livet! — thi herfor torde, endog med ſpeciel Anvendelſe, være mere og langt an⸗ det at ſige, end maaffee enten H. Exc. eller hans Modſtandere forde have tænkt derved; men ifær ved følgende: Ved det Beføg, Inſpectorerne ved det pariſiſke Academie giorde ham, talte Hr. The⸗

5

141

nard, Senior i Videnſkabernes Facuflet og Depu⸗ … teret, om den Vigtighed, der blandt det, Univer⸗ ſitetet havde at ſysſelſette fig med, tilkom den — ſaakaldte — lavere Underviisning. Herpaa fvarte H. E. ſtrax: denne Synsmaade var en Mading, fom -

den liberale Faction udkaſtedez Staten ſkyldte ikke Folket nogen Opdragelſe, men blot

dehoiere Clasſer en ſpeciel Underviis⸗ ning (11) Derpaa udtalte han fig mond de nye Methoder, der ved Beſparelſe af Tid og Penge giore Begyndelſesgrundene i Underviisniagen til giengelige for de lavere Clasſer.“ NERE

Vi overlade Dagbladene at fortælle alle de ide⸗ lig aſvexlende Dognrygter om Partiernes forſtiel⸗ lige Planer, Forſog, Forhaabninger, Held, og Misheld, ſaalœnge disſe ikke lede til noget engang tilſyneladende Udflag, og ville da i Forventning af mulige nærmere Oplysninger meddele, hvad ; os fra andre Lande fortælles. +

Don Miguel er pludſelig og uventet kommet tilbage fra et eventycligt Jagttog, han, ledſaget ikke blot af et ikke ubetydeligt Corps Tropper, men og af adſkillige Hofvogne, havde foretaget —. Meningerne vare deelte, hvorhen — og hvis Be⸗ koſtelighed, i Landets og Financernes trykkende

Forfatning, havde vakt megen Misnsie. Over⸗

alt ſynes Stemningen mod ham, ſaavel indenrigs ſom udenrigs, mere og mere at forværres, faa at det ikke blot ſiges, at den pavelige Nuntius for hans Qvaſierkiendelſe af de Facto — Regenten udpibes paa Lisſabons Gader, men og at Lord Aberdeen har tilkiendegivet det ſpanſke Miniſte⸗ rium fin Utilfredshed med det af den ſpanſte Ge⸗ fandt giorte Skridt, og erklæret, at Englands Forpligtelſe at beſkicerme Portugal mod al veb⸗ net Indblanding i dets indre Anliggender, ſtod

7

7 * . ˙ b

— —— Sten

142

1 3 — endnu beſtandig ved Magt. Det har heddet, af: Don Miguel paa hint foregivne Jagtparti havde. havt iſinde at lægge Veien ad Madrid, ſor— ſelv perſonligen at belle til en neapolitanſk Prind⸗ ſesſe, Soſter til Spaniens tilkommende Dronning ; Pan ſamme Tid fortalte Tidencerne tillige, at han. havbe faaet Kurv af en ung Fyrſtinde Kaunitz. Barberen Pirez« Vizeonde af Qvelnz er ſendt til Skibs til Rom, og den gamle anticonſtitutio— nelle Inſurgenthovding Marqpis Chavez er fat i ee ſom fra fin Forſtand.“ in Forholdene i Oſten vides, om muligt, end. nu mindre end ſædvanligt. De grænffe Anlig⸗ gender — ſiger en Skrivelſe fra den rusſiſke Grœndſe af 29 Nov. — hvorom meget levende underhandle⸗ des i London, foraarſagede hidtil en levende Cons reervexling mellem London, Paris, og Peters borg. Hovedſporgsmaalene over Grœkenlands po. litiſte Exiſtents og tilkommende Regieringsform ere efter Forlydende ()) ſaaledes afgiorte, at det ſkal være ganſke befriet fra tyrkiſt Over⸗ herredom, oß blive en monarkiſk Stat (2). Men bvem Lodden vil treffe, at beſtige den nyſkabte Throne, derom er man endnu ikke enig. () Det er, ved Grokenlands udvortes Forhold, og indre Tilſtand, ikke let, at bevirke dette Folks Regenera⸗ tion, i hoiiket faa meget Gicringsſtof ligger, og med Held at ſkride frem paa den Bane, hvorpaa Grey Capo d'Iſtria, deels ved Underſtottelſe, deels ved ſine egne udmerkede Talen⸗ ter, faſt, Villie, og Nationalitet, i faa fort Tid har virket fan meget. Det er ikke, ſom man vel tidligere har villet paaftaae, Leede til de viſt nok meget vanſkelige Regierings⸗ forretninger; ikke Frygt for indvortes Intriguer og Rivaliteter, der torde foranledige Grev. Capo

* g

143

d'Iſtria til af nedlægge Præfibentpoften; men Grunden ligger ide ſtore Cabinetters ſtridige Interesſer.“ .

Senere Efterretninger då Allg. 8 meddele et Brev fra 4 Dec., efter hvilket det franſte Mis niſteriums Forſlag om Grekenlands ſnovrere Be— grendsning men fuidkomnere Uafhængighed (9) er antaget, Conferenceprotokollen derom under— tegnet, og Courerer afferdigede til Conſtantino⸗ pel, at overbringe denne, hvori det uafhen⸗— gige og tributfri Grekenlands nye

Grendſe faſtſcettes Den begynder paa Faſtlan-

det veſtlig. ved Udlobet af Aspropotamos, gaaer op ᷣ ad Strommen til Vrachori, og ‚derfra i lige Linie til Zeitunibugten. Den. fore Ø Negroponte indlemmes i den nye Stat; de andre Beſtemmel— ſer ere faſtſatte i Protokollen af 22de Marts. Den-

ne nye Protokoll erſogſaa det rusſiſke Hof tilraad,

da den gredſte Stats ſnavrere Begrœndsning med Uafhengighed ſynes at love ſtorre Fordele,

end af en Suzerainiteis Erklœring og Skatſtyldig⸗

hed til Porten torde ventes. ?

Samme Blad meddeler ligeledes fra London, at det næften ikke mere ſynes tvivlſomt, at Don Miguel af de ſtore Cabinetter vil blive erkiendt. Man venter blot Meddelelſer fra Rio Janeiro, for at foranſtalte de diplomatiſke Reprœſentante⸗

res Afreiſe til Lisſabon. Efter Sigende ſkal der

Være tilſendt Keiſer Don Pedro et Slags Ultima⸗ tum, og hans Svar derpaa beſtemme Magternes Adferd i Portugals Anliggender. Man vil ämid⸗ lertid vide at Betingelſerne i dette Ultimatum ville finde deres Vanſkeligheder.

*

144

J Folge de allerſidſte Efterretninger har the

Times endnu under 21de December erklœret, at

kunne forſikre; at det gredſke Sporgsmaal endnu ikke var afgrort, ſkiondt det var rykket langt frem, men at de kunde tilfeye, at Publikum vilde være tilfreds med de liberale Grundſetninger, paa hvülke Afgiorelſen af denne vigtige Gienſtand var bygget; hvorefter der ſynes fuld Foye at formode, at Græferne hverken vil paatvinges Regierings⸗ form eller Regent, uden dertil at have indhentet - deres Samtipkke. i i Fremdeles melder ſamme Blad, at, hvad

end det engelſte Cabinets Henſigter maatte være

i Henſeende til Erkiendelſen af Portugals nuva⸗

rende Thronbeſidder, har den dog ikke fundet Sted,

og vil ikke umiddelbar finde Sted; hvorhos den

tilfoyer: at den frygter, at Rygtet om Don Mis

guels Dod ikke er ſandt. 5 Et andet engeiſt Blad, the Sun, modſiger Paa det beſtemteſte det Rygte, at Don Pedro ſtulde have erkjendt, eller ville erkiende ham. Med det franſte Miniſterium ſtager det ends

nu i den hidtilverende Uvished, og den ſtorſte

Sikkerhed, man ſiges at have for det nuværende Syſtems Beſtand, er, at Krigsminiſteren har las det Hotellets Jiskielder forſyne med Jis, og alt⸗

faa maa formodes at giore Regning paa, at blive

iin Poſt Vinteren over, Midlertid vedvarer den

indbyrdes Uenighed beſtandig, vg Partialforan⸗ dringer ſees uafladelig imode. Neſte Hæfte maa da vel kunne give noget mere Lys i alt dette,

8 K. R j ; 7 i

te

Tritogenia. December 1829. Sand Retſkaffenhed, og intet uden den gi⸗ ver Menneſket fin Hæder,

Fragment af en Tale holdet i et højtidelige Samfunds Mode 1785 af O. Malling.

„Som Forgicenger for det fra min Haand, nys ved

en hoitidelig Leilighed viſtnok med mangeaarig Vens

ſtabs Forkierlighed, bebudede: om O. Malling

ſom Digter og Taler, tillader jeg mig her at optrykke folgende i Tilſtueren for 1800, men uden Mallings Navn aftrykte Fragment af en Tale, der,

i [in Nyhed udkommen ſom Manuſkript for É

Vedkommende, udentvivl er den førfte Tale,

der haves trykket fra ham. Undertegnede, der ikke har den Are at være af det hæderværdige

Samfund, for hvilket den er ſkrevet, fik den dee Ste Bunde able befte. .

146

tvivl af fin afdøde Ven Kierulf, en nidkiar Deeltager deri, og kunde ikke nægte fig, om end ikke med Forf. udtrykkelige Bemyndigelſe, dog uden, a: han var utilfreds dermed, med Udeladelſe af alt ztœdet og Anledningen umiddelbar vedkom⸗ mende, at lade denne en Ove Mallings ſande, oldrig ſvegne, Troesbekiendelſe ſom Menneſke og orger, offenlig aftrykke. I det han fryder fig til, at kunne giere mange af vor Meſtertalers i det 'mintfte yngre Hoiagtere og Beundrere kicndle med, hvad man, om end ikke i rhetoriſt Henſeende, kunde kalde vor Polyklets zzvæv, gior han fig ö ſelv tillige det Haab, at de den hedengangne Udo, deliges Nærmere, fra hvem Fædrelandet feer en "Samling af hans clasſiſke Arbeider imøde, "mus lig ville vide ham Tak for, herved at gisres ops. meerkſomme paa en Helligdom, "hvor han har ned⸗ lagt flere af ſine rige Gaver, og hvor maaſkee hidtil ukiendte Arbeider fra hans <Dhah OR forde "være gl eat

— Jeg fer at 72575 Retſkaffenhed, og intet uden den, given Menneſket fin Hæder, Hvad er da Menneſsets Hæder? er det det glatte, af Naturen velbebilde Anſigt, ſom Kunſten, og de kiobte Farver forgicves offers

jage Tuſinde og Zufinde, nu til Drabspladſene,

adlere Virkekreds havde, hvo vilde da tvivle, at Skionhed og Styrke, og Rigdom, og Magt, og Rang, alle herlige Fortrin i og for fig ſelv, ville

*

147

abe? Er det den feneftærfe Arm, ber trobſer Modſtandere, og knuſer den Feige? Er det Hoi⸗ ſædet paa Silkepuden ved opdekkede Borde blandt

N ſammenvinkede Clienter? Er det Fodſelen i ſer⸗

tende, tyvende, ja lad det vere i hundrede vaa⸗ benarvende Led fra en Mand, der vandt et Slag, eller beſteeg en, Muur? Er det Magten til at om⸗

nu bort fra dem? Ja var Menneſket en blot Kunſtdukre, dannet allene til at viſe Mekanikens Fuldkommenhed, til at hoppe om nogle faa Øic> blikke blandt Jordens Smaavesner, og ingen vis dere Udſigter, ingen højere Beſtemmelſe, ingen

være nok til at giøre det herligt og hederligt? Heller ikke er det min Henſigt, og det ſkal ſtedſe

voare langt derfra, at dadle eller ſpotte disſe Na⸗

turens og Lykkens høie Gaver; men Sporgsmaa⸗

let er: om de, nogle eller alle, udgiore Menne⸗

ſtets egentlige Hævder? Og da forene Fornuft,

Aabenbaring, og den granſkende Magde eee

fig til at ſvare: Neil

Der er et hoiere Fald, et Wandigehe Maal for Himlens Yndling paa Jorden, end at eye, KN 5 É 3 11I*

— 2 8 ee.

148

vg felv, at nyde Jordens ſkionne og gode Ting, for blot at eie dem, nyde dem, prunke med dem; hvortil ellers disſe herlige, disſe Menneſtet frem for andre Jordens Vesner udmerkende Wönkt, der kunne vitke, tenke, ville, baade i Forening med Legeme, og afſondrede fra Legeme, disſe "Evner, der, endog medens de fengſles af b Støvét, dog med ufattelig Jil fare fra Sted til Sted, fra Ting til Ting, beſkue og begranſke det, ſom Morket ſkiuler, og Fraverelſen bork⸗ vender, disſe Woner, der kunne attraae, ville, og vælge endog det, der kun giennem Pinsler og Smerter kan vindes, fremfor det, der a 0

under tuſi inde Tillokkelſer?

3 Begrebet om dette Kald er for hoit, for vit, loftigt til, at jeg her. fulde kunne viſe det i al ſin Storhed, udvikle det i al fin Omkreds. Cis heller behover jeg det i et Selſkab ſaa oplyſt, ſom dette. Skulde det vel være nogen her tilftædes "værende ganſke ubekiendt: at Fuldkommenhed og Lykſaligheb, ſaa vidt den menneſfelige Forſtand endnu har kunnet udgranſke, er Naturlovens, Be⸗ vegelſeskreflernes, og kort, den ganſke Skab⸗ nings egenligſte Maal; og dette: forudſat, og med

DVloverbeviisning troet, hvad Folgeſlutning derfra

kan da vare rimeligere og rigtigere, end denne:

149

at Menneſket, ſom faa herlig en Deel af Skab⸗ ningen blev af den fkabende Guddom beſtemt til at medvirke til dette Maal, og at: defte Mennefte " | forherliget med Woner, faa æble i og for fig felv, faa beqvemme til at ſtige fra een Fuldkommenheds Grad til en anden faa virkſomme til endog at rakke frem ud over Tidens og den legemlige Verdens; Grendſer, kan, og bor, i det han paa Jordklo. den medvirker til Verdens Fuldkommenhed og Lyk⸗ ſalighed, ſelv vinde Egenſkaber og Ferdigheder til, ſiden i en hoiere og mere udvidet Krebs, at kunne videre og kraſtigere virke til det core Bie⸗ meds Fremme i det Hele, og ei denne Virkekreds ſelv nage en højere, en renere Lykſalighed, end ſom paa Jordkloden 81 ner er mulig. Men er bette Menneſkets Kald, og blev det hans Beſtemmelſe; er det tillige afgjort ſom det uden Tvivl er, at. den veſentligſe Hæs der er den, at fyldeſtgiore Pligt, Kald, Beſtem⸗ melſe, da behoves ikke megen Granſkning for, end videre, at antage med Overbeviisning, at Men⸗ neſtet da forſt er hederligt, er erverdigt i egent⸗ lig Forſtand, naar det rigtigen og villigen anven⸗ der Woner og Flid, Attraa og: Onſker, til at for⸗ i: bedre fig. ſelv, og at virke til Forbedring i Alt, hvad der e ind de Gifter, hvor bet efter Tid, Sted,

og for dens fuldkomnere Ves⸗ 8 —

! 160

Stand, Vilkgar kan og bor virke, og at det da forſt bliver Foragt eller Vanheder værd, naar det enten ikke gider eller ikle vil virke til dette hole Maal, men derimod ſkeier ud fra Kald og Pligter: *) Ei Skam, ei Wee reiſer fig fra Vilkaar eller ' 18 Stand, Gieor trolig, hvad du bor! kun det, kun ene 1 ; det er Wre. Dette var i fin Tid hin dybtenkende Brittes Dom om Menneſkets Hæder, og hoo var ſom han, Kiender af Menneſket, i enhver Skikkelſe, ken hoer dets Forbindelſe? Men ville vi fee. os om efter endnu ſteerkere Beviſer, end Brittens Ord, - da kaſte vi kun nogle faa Blik ud over det menne⸗ ſtelige Liv, og de Scener, deri forefalde, ol vi. ſkulde der finde talende Billeder nok til 'at vidne med Popes Ord for Meningen, jeg fremſatte.

— Hvad giorde hine purpurkledte Mænd paa Roms Keiſerthrone, en Kaligula, en Nero, en Domitian, jeg vil ikke nævne flere, forag⸗ tede, indtil ikke at nævnes uden Haan, forhadte, indtil at ſegne i Graven under Frydeſkrig? Ene⸗

herſkere over Europas Seierherrer behovede de kun at byde, og da ſtode Tuſinder dem til Tieneſtez

—

„ Popes Forſog om Menneſket, fierbe Eplſtel.

151

kun at vinke, og da dreiebe Grakenlands Kunſt⸗

arbeider, Aſiens erobrede Skatte fig omkring dem. Endnu kom hertil for nogle, om ikke for alle af dem, herlige Naturgaver, der kunde have giort

disſe Romernes mægtige Mænd til Romernes Lych

og Romernes Monſtre; men de bleve Kald, Plig⸗ ter, Forbindtligheder utroe. Satte til Fædre, til

Velgiorere for Menneſker, for hele Slægter af,

Menneſter, fornedrede de fig til heller at fee For⸗ trengtes Taarer, end den glade Underſaats ved,

Fryd opklarede Øie, Kaldte til at ſkaffe Orden og Ret for Mengde af Slegter, at høre den For⸗ nermedes Klager, at beſtytte Uſtyldigheden, at: ſtraffe Voldsmanden og den lumſte Typ, blev det.

deres Hovedlyſter, nu at omjage Menneſker, ſom

Kræ, nu at pine Frifolk og Slaver, nu at beruſe fig med ſtærke Orikke, nu at ſlaae Strenge pax, Skuepladſene, og nu at daane blandt Skioger. Og da kunde hverken Europas og Aſiens Rigdom⸗ me, Keiſerveldens Myndighed, Hyklernes Rog⸗

offre, eller al anden Glands, ſom hermed forenede

fig, hævde. dem Verdens Agt, end ikke deres Un⸗ dergivnes. Som Svober, eller ſom Narre for

Menneſkeligheden, ſpottes, foragtes, og forhaa⸗

nes deres Navne, deres Minder, og det, dem

til deſto mere. Ydmygelſe, af ſamme Folk, ſom til

a

152

andre Tider begred og forgudede dets Trajan, dets Antonin, og gav dem Navn af Menne⸗ ſtelighedens Lyſt, fordi de havbe ſtrœebt at ſyl⸗ deſtgiore deres Kald, deres Pligter, ſom Regen: ter, og ſom Folkefcdre, fordi de hapde vidſt at ringeagte Purpurets Glands mod Slegters Vel⸗ fœerd, og. fordi de havde kunnet anſee disſe Dage bedſt anvendte, der udmerkedes ved ſynderlig

Handling til Menneſkelighedens Gavn.

Skal jeg gage over til flere Staters Aarbo⸗ ger? Skal jeg drage flere frem af disſe Ophoiede, ſom det tuſindtungede Rygte brændemærfede? Ethvert Lands Krøniter kunne opviſe ſaadanne; ;

men jeg vil træffe Skiul for disſe vort Kions Vanſlegtninger. Der kan være Hoihed, Rig⸗

dom, Magt uden Hæder: dette vilde jeg ved Cr:

EN empel ftadfæfte,… og ved dem, jeg har nævnet, i troer. jeg det ftadfæftet,

Men kan der og være Hæder til uden Hol. hed, uden Magt, uden Riigdom? Og give Vers dens Aarboger derpaa talende Billeder? Ja, m. V.! ogſaa dette er afgiort, er ved Menneſkelig⸗ hedens Hiſtorie beviiſt. Naar Schweizerbonden Kleinjogg foredler Jordpletten, ſom betroedes i hans Hænder, ſaavidt den ved Omhu og Flid kan ſorædles, og leerer Dyd og Sind fkibelighed

Fr .

153

til ſine Huusfolk, ſin Egns Beboere, godgiorende med den Velſignelſe, Himlen gav ham, edel og værdig i al fin Vandel: naar Niels Lembak er bet ſamme, og virker det ſamme blandt fromme og modige Slægter mellem Norges Fielde; naar en Corneliusſen, en Schielderup, tro for Handelen, dem betroedes, ſtaae ſom Fædre, ſom godgiorende Fædre, for den fortrykte Menneſkeart ved Rio Voltas Bredder; naar Egede, den ſande ſtore Ege de, tilſideſcetter faſte Indkom⸗ ſter, egne Beqvemmeligheder, og Alt, hvad ti⸗ melig Velfærd nævnes kan, for at danne vilde Gronlœndere til Menneſker, til Chriſtne mon den tænkende Medſlegt, den granſkende Efter⸗- flægt da tør, da vil kalde dem Smaafolk, høre - deres Navn uden Hoiagtelſe, lade deres Minden gaae i Forglemmelſe? Ingenlunde! den ſtion⸗ nende Slægt opdeger dem, bemærker dem. Ef⸗ teralderens Digtere, Sangere, Talere forkynde deres herlige Minder, og disſe Mindesmerker ſtulle høres, og føles, naar det kunſtige Marmor, nu om hin giærrige Lehnsherre, nu om hin ma⸗ gelige Kloſterprelat, prunke ſaa ſtolt, og tale faa lidet. Venner! hvilken Advarſel for hver Tarken⸗ de, han ſidde paa Thronen, eller vandre den nær,

*

1

154

eller vere, paa een eller anben Maabe fortrinlig

begavet, ophoiet! men og hvilke troſtende Op⸗ muntringer for enhver, ſom endog uden disſe For— "trin har Stand, Kald, Pligter! og hvo. har ikke

disſe, ſtorre eller mindre, flere eller færre 2 Gior . hvad du bor, kun det, kun ene det

N er Pre. Gad Snede han da fra Vellyſt til Vellyſt, faa tumle: han. blandt fyldte Bægere, faa kildre han

- fit Øre ved Sirenernes Sange, fin Gane med alle

Climaternes lœkkreſte Frembringelſer, han, den rige Vellyſtning, hvis Hovedonſte bled Sand⸗

ſers Tilfredsſtillelſe, hvis: dyriſte Siæl lod haant

om at gavne, at arbeide, at virke Held for den For⸗ tiente, at betale Fliden fin Løn! — Saa flumre han trygt paa Dunene, den lade Embedsmand, der ſporger kun om Lon, ei om Pligter, og gierne laber Alt gage, ſom det kan, kun han maa ſove! Saa telle han fin Mynt, den gnidſke Embeds⸗

mand, der ikke ſkammer fig ved at forøge den,

ſtal det endog være ved Enkens Skicrv, ved den Faderloſes Arv, der udfelger disſe Pligtarbei⸗

der, for hvilke Staten betaler ham, ſom Hokeren

ſine Vare! Saa flagre hun om, ſom Sommer⸗ fuglen i Urtebedet, hun, den ſminkede Flane, der

kan ringeagte de helligſte Eder, ſvorne for den Als

155 videndes Aaſyn, de helligſte Baand, knyttede

efter eget frivilligt Valg under Livets hoitideligſte

Optrin, for at lobe efter et troloſt Smiil af en nedrig Forforer! Saa prunke han med fin Magt, den haarde Huusfader, der foler ſig i ſin forvendte Indbildning ſaameget mere ophoiet, ſom han kan trykke ſine Tyende og Slaver! Saa fryde han fig ſaaleenge, til Ondſtabsmaalet er fuldt, denne vanartede Son, ſom uerkiendtlig mod den velgis⸗ rende Fader, ucerbodig ved hans Alders Krone, onſker ham Dod og Gray for at gribe hans Efter⸗

ladenſkaber til dermed fuldkommen at mætte de

allerede ſlovede Lyſter.

Umisundte, tilvisſe umisundte ber og kan alle dis ſe være, kom de endog nok ſaa vidt frem paa den indbildte Bane til Wre eller Rigdom. Paa denne Bane kan det lykkes dem af. fiøbe Smig⸗ rernes Stemme, at blende Hinene paa Pobelen, jeg mener, Poblen af alle Stender. Men den Clas ſe af oplyſte, af kloge, af tenkende Borgere; hvis Dom beſtemmer Perſoners, Handlingers, Monumenters Verd blandt. Medlevende og Ef⸗ terlevende, den holder dem intet tilgode, den op⸗

dager ſom ofteſt endog det Forborgneſte blandt

Blendverket, ſom Kunſt og Klygt vidſte at ud⸗ ſinde til Skiul, til Maſke. Den kalder Flanen,

136

Sveermejunkeren, Stats leieſvenden, Tyrannen, hver med fit Navn, fordi Sandhed: og fund For⸗ ſtand fordre det. Den opleder Fortieneſten i Hyt⸗ ten og giver den ſin Rang; den nedriver Laſten fra Hoiſcderne, for at dekke den med Skiendſel. Orden og Ret, Pligters Udovelſe, Menneſkevel⸗ ferds, Dyds, værdige Seders-Udbredelſe, dette feer den paa; derefter afgior den Menneſkets Verd, og beſtemmer dels Rang, dets Borgerha⸗ der, paa denne Side af Graven, og paa hin. Og hvad. Under da, at: Verden er bleven op⸗ lyſt om, at der og kan være Adel i Hytterne, ig Pobel omkring Thronerne? Ikke forſtaae man mig dog, ſom jeg misundelig eller ubeſindig vilde kaſte den Mistanke ud imod Rigdom, og Skion⸗ hed, og Magt, og høi: Byrd, og Velde, at ſand i Retfaffenhed ikke dermed lod ſig forene ;. langt være det fra min Tanke, langt fra enhvers, ſom horer mig. Har jeg ikke ſagt, at hvert Menneſke har Kald og Pligter? Har han altſaa ikke og ü Reetfraffenheds Bane at betræde? Og behove vi at gaae videre, end til vort eget Land, og Min⸗ desmerkerne, det eier, for at telle, nu paa Thro⸗ nen, nu ved dens Side, herlige Mænd, æble Qvinder, der ikke lode ſig noie med Glimret 8 alene, men vidſte at forene Wenneſkels Glands

2

—

157

med Purpurets, med Vaabnernes, med Overflo⸗ dighedens? Disſe have glimret, og ſtulle glimre

dobbelt; thi deres Kald blev hoiere, Omkredſen

af deres Pligter videre udſtrakt. Ogſaa den ære

vi, og ſkulle ſtedſe ære disſe ypperlige Konger,“

der, medens de vare Fædre, Forſvarere, og -høfes ſte Velgiorere for Landet, viſte ſig, ſom Monſtre for de folgende Thronbeſtigere: disſe Kongeſon⸗ ner, der folte de ædleſte af deres Forfœdres Ild, Drift, og Mod, til at lykſaliggiore Folket. ved Retfærdighed,” ved Velgiorenhed, ved mandig Iver mod fiendtlig Magt, ved hærdet Ungdom mod Vellyſtens Tillokkelſe; disſe koſtbare Mænd t ; Raadſalene, paa Kamppladſene, ſom med uegen⸗

nyttig, med patriotiſt Varme toge ſig af de of-

fenlige Sager, og Landets Frelſe.

Men naar den glade Werbodighed ulmer i vort Bryſt for disſe (deres Navne behøver jeg ei

*

at igientage, de ſtraale klart frem fra vore Aar⸗ 2

bøger, vore Nationalſange, vore Monumenter),

da glemme vi ei, at vi hædre dem ikke ſaameget, ilt

fordi de vare baarne, eller ved heldig Skicbne fremkomne til Purpuxet, til Vaabener, til Rid⸗

dertegn, og andre Staternes Hedersmerker, men fordi de ved Retſkaffenhed, og edel Daad fore

—

tiente disſe Fortrin, og ved dem gav e ligheden Glands. —

Partierne i Mexico (ſ. f. H.) Courier de Bayonne leverede for Fort ſiben i en | udførlig - Artikel en udſigt over Begivenhederne i Mexico i vet ſidſte Aar. Denne Artikel, der for⸗ tiener Opmcerkſomhed, ſynes kommet fra en med Tingenes derværende Stilling fuldkommen fortro⸗ lig Mands Pen, og indeholder en Udvikling af Parternes Oprindelſe der, og deres Indvirkning paa de frembragte Begivenheder, Folgende er et Udtog deraf: Mexitos fuldkomne Uafhengighed er at regne fra 19 Nov. 1825; den Dag, Caſtellet San Juan de Ulloa blev overgivet, Fra hin Dag af var det mexicanſke Enemærke ganſke befriet fra det ſpanſke Herredom, og Aaret 1826 henrandt i dyb Fred. Mexicanerne, der opgav deres Nag til de Ind⸗ fodde af deres forrige Moderland, og desuden on⸗ ſtebe at udſone ſig med disſe, beholdt en ſtor Mængde af dem i den nye Stats Tieneſte. Spa⸗ nierne bekledde Trediedelen af de offenlige Embe⸗ der; mange vare Lemmer af Congresſen, Armeen, Forvaltningen og ſelv af den fuldbyrdende Magt;

159.

man havde betroet dem at forſvare Kyſter og Provindſer; kort mellem alle herſkede den bedfte Forſtagelſe. Preſidenten Vittoria kunde ved Cons gresſens Aabning d. 1 Jan. 1827 oprigtig lykon⸗ ſte til den Rolighed, Landet nod, ſaavelſom til de glædelige Udſigter i Fremfiden. Den nye Stat traadde i nærmere Forhold med andre Lande. Med England var man i underhandling om at af» ſlutte en Handelstractat; med de forenede Stater var en alt afſluttet, og Regieringen haabede lige⸗ ledes at